Greenpeace – Grøn krig?

På sin Substack findes der en side ved navn The Word Merchant, ”Ordkøbmanden”. Her har en Stephen Heins skrevet en beskrivelse af organisationen Greenpeaces historie og udvikling siden grundlæggelsen i 1971. Udgangspunktet er den retssag i USA, som Greenpeace tabte for nyligt. Organisationen havde fysisk blokeret en påtænkt olierørledning på et sent tidspunkt i projektforløbet, og energiselskaberne sagsøgte herefter med krav om erstatning for deres tab i den forbindelse. Her kommer en oversættelse af Heins’ artikel:

Greenpeaces Historie: Udviklingen af Grøn Ekstremisme

Dommen, hvor Greenpeace blev pålagt at betale 345 millioner dollars i erstatning, er ikke bare en juridisk fodnote, det er en stærkt forsinket afregning for en organisation, der tabte sit moralske kompas for årtier siden. For dem af os, der har bevidnet den støtte nedgang i miljøbevægelsen fra et arbejde med ægte naturbevarelse til en kynisk maskine med kunstig vrede, føles dommen som en nødvendig genoprettelse af tingenes tilstand.

Når jeg overvejer, hvor meget Greenpeace er drevet væk fra udgangspunktet, tænker jeg ofte på synspunktet hos en af stifterne, Dr. Patrick Moore. Moore, der medvirkede til at søsætte organisationen i 1971, endte med at tage sit gode tøj og gå, netop fordi han kunne se råddenskaben brede sig. Som bekendt bemærkede han, at mens han bevægede sig imod en ”fornuftig miljøindsats”, var den organisation, som han havde været med til at bygge op, på vej i den stik modsatte retning: Henimod en dagsorden, som han beskrev som ”anti-videnskab, anti-forretning og slet og ret anti-menneskelig.”

Ekstremismens udvikling

Moores iagttagelse rammer præcist den ændring, vi har været vidner til. I sine tidlige år koncentrerede Greenpeace sig om konkrete sager – som f.eks. stop for test af kernevåben og endda at redde hvalerne – som offentligheden syntes godt om, da alle går ind for at bevare naturens skønhed. Men hen gennem årene blev de opgaver erstattet af et ønske om uafbrudt konflikt.

Som Moore udtrykte det, den moderne miljøbevægelse er blevet afhængig af ”dommedags”-scenarier, og prioriterer udbredelse af frygt over logik. De ønsker ikke længere at løse problemer, de ønsker at opretholde ideen om en krise, fordi netop en krise er det, der sikrer, at de grønne bidrag bliver ved med at flyde.

Ansvar i retslokalet

Retssagen om rørledningen, der endte i den overvældende dom på 345 millioner dollars, var ikke noget angreb fra et firma på ”ytringsfriheden”, som Greenpeace nu desperat hævder. Det var en domstol, der reagerede på beviser for et velplanlagt forsøg på at ødelægge en forretning og opnå kaos. De ulovlige fremgangsmåder blev afsløret undervejs i retssagen.

Juryen konkluderede, at dette her ikke drejede sig om nogle få idealistiske personer, der stod på en skråning. Juryen fandt, at Greenpeace var skyldig i sammensværgelser, bagvaskelse og ulovlig indblanding. Det er den nøgle, som den ”grønne” propagandamølle forsøger at holde skjult: Forskellen mellem protester og så krig gennem retssager.

Når en organisation hjælper til med at skabe professionelle demonstranter, tilbyder træning, uddeler fortroligt materiale om driften i virksomheder, og udstyrer aktivister med låseanordninger for at kunne sabotere entreprenørmaskiner, så er de langt forbi visionen om ”fredelig modstand”.

De har ændret sig til aktive lovløse medvirkende til økonomiske angreb. Domstolen, i dens visdom, holdt dem ansvarlige for følgerne af deres egne handlinger. De ønskede at spille et risikabelt spil med sabotage, og nu er de ved at finde ud af, at prisen for adgangsbilletten er deres egen økonomiske evne til at overleve.

Spillet om at være offer

Greenpeaces nuværende strategi er lige så gennemskuelig, som den er desperat. De har forsøgt at få sagen karakteriseret som et angreb mod offentlighedens frihed og muligheder, og de er rendt til domstole i udlandet for at undgå en amerikansk dom.  Derved prøver de at shoppe rundt i retssystemerne rundt omkring i Verden. De håber på, at deres medlemmer ikke vil studere den amerikanske dom alt for nøje – sammensværgelsen, bedrageriet og det direkte angreb på modpartens faciliteter.

De prøver at sprede en historie om, at de er ofre for ”Big Oil” [de store olieselskaber, red.]. Men lad os få det helt på det rene. Det her handler om en organisation, der troede, at den kunne bruge sin enorme, skattefritagne platform til at omgå loven, når som helst den fandt et projekt, der var i strid med dens ideologiske mål. Nu blev de fanget med fingrene i kagedåsen.

En nødvendig returrejse til realiteterne.

De medier og hjemmesider, der nu til dags forsøger at fortælle os om ”klima-sandheden” er simpelthen de desperate suk fra en bevægelse, der ved, at den har mistet grebet om sandheden. Når du er nødt til at rekruttere og træne frivillige til at ”oversvømme sagen” med forud godkendte talestumper, så er det en åbenlys indrømmelse af, at du ikke længere står som vinder af debatten på basis af en troserklæring mod fossile brændstoffer.

Patrick Moores afgang var en kanariefugl i kulminen, som mange miljøforkæmpere valgte at se bort fra. Moore så, at bevægelsen skilte sig af med sine videnskabelige rødder til fordel for en uskøn politiske ekstremisme. 

I dag har den ekstremisme en pris på 345 mio. dollars. Hvis dommen tvinger offentligheden til endeligt at betvivle troværdigheden og metoderne hos disse professionelle aktivister, så vil den have gjort miljøet en langt større tjeneste end nogen af deres arrangerede protester nogensinde har gjort.

Tidsalderen med ubegrænset ”aktivisme”, der foregiver at være videnskabelig, mens den gennemfører menneskefjendsk sabotage, er ved at nå til ende. Vi er vidner til den langsomme pinefulde proces, hvor realiteterne indhenter Greenpeaces propaganda. Og, ærligt talt, det er på tide.