Det er et stykke tid siden, vi sidst har kigget på elpriserne, der her i vinter var høje i lange perioder. De gennemsnitlige månedspriser fra Energinet, dvs. uden afgifter, takster, tariffer og hvad man ellers kan finde på, så ud som følger:

Prisen har været faldende siden januar, hvilket sker i takt med, at solcellernes andel i produktionen har været stigende, og som næsten hver dag giver meget lavere priser midt på dagen. Fig. 1 viser situationen i april måned. Man ser de næsten daglige dyk, der allerede i flere tilfælde ender under nul, hvorved ejerne af solceller og vindmøller faktisk skal betale for at komme af med strømmen.

Om aftenen optræder der så ofte en top, hvor prisen de fleste dage når over en krone pr. kWh og i nogle få tilfælde over 1,5 kr. Det er lidt lavere toppe, end man kunne se i februar og marts, hvor prisen nogle få gange nåede over 2 kr./kWh.
Antallet af timer med negative priser begynder allerede i april måned at blive betydeligt:

I april var vi således i alt for året i zonen DK1 (Jylland + Fyn) nået op på 60 timer med priser under nul. For øerne er totalen 36 timer. Det er jo primært importen fra Tysklands solceller, der trækker priserne ned i Jylland.
Det er tydeligt, at der er en sammenhæng mellem elprisen og produktionen fra solcellerne, jo mere produktion, desto lavere priser, jfr. fig. 2. Men der er stor spredning på tallene, det hænger selvfølgeligt sammen med import og eksport af strøm, hvilket mudrer billedet meget. Man ser også en kolossal spredning i priserne, når solcellerne ikke producerer noget, her er det i høj grad mængden af vind, der er med til at styre prisen.

Nogle mennesker har den opfattelse, at negative eller lave strømpriser er et gode. F.eks. kan elbilejere lade deres køretøjer op næsten gratis. Men negative priser er grundlæggende udtryk for et usundt marked, og man må ikke være blind for, at ejerne af elproduktionsanlæggene taber penge på det.
For april måned kan man f.eks. kigge på situationen i 5 timer omkring middag hver dag. Det er her, priserne er lavest. Solcellerne producerede her knap 55% af den samlede produktion for måneden, men den modtagne betaling pr. kWh var under det halve af gennemsnittet for måneden. Det resulterede i et tab i indtægt på knap 110 millioner kr. Hvis hele solcelleproduktionen var blevet solgt til den gennemsnitlige pris på 61 øre/kWh ville solcellerne have indtjent 360 millioner kr. Nu tabte de næsten en tredjedel af det beløb.
Om det er over, under eller tæt på smertegrænsen vides ikke, men i de kommende måneder med endnu mere sol kan vi forvente, at problemet bliver værre. Igen er hovedsynderen ikke nødvendigvis vores egne solceller, men derimod de tyske, hvor ejerne i langt de fleste tilfælde er garanteret rundhåndede betalinger fra staten og derfor kan være totalt ligeglade med, hvad strømmen rent faktisk kan sælges for.
Sådanne ordninger har vi ikke i Danmark, endnu, men de er på vej med de nye udbud af havvind, på såkaldte differenskontrakter, der sikrer ejerne en fast indtægt uanset hvad.
Det bliver interessant at følge udviklingen i de kommende måneder.








Du skriver: Men man må ikke være blind for, at ejerne af elproduktionsanlæggene taber penge på det.
Ja, og det bliver kun værre, hvis vi får flere anlæg. Og det bør de vide, de naive som lader sig lokke til at købe anparter.