COP30 – uden sluterklæring

COP30-mødet var officielt programsat til at blive afsluttet fredag d. 21. november om eftermiddagen, men vanen tro gik det ikke sådan. Uenigheden blandt mødedeltagerne var stor, og man forhandlede hele natten og en god del af lørdagen med, før det blev annonceret, at nu var man nået frem til et resultat. Drypvis tilgik der medierne oplysninger, men så viste det sig, at der måske alligevel var uenigheder, og der er stadigvæk – i skrivende stund (fredag) – ikke udsendt nogen officiel sluttekst. Det vender vi tilbage til.

Inden afslutningen var der drama nok, ikke mindst fordi konferencen blev ramt af en brand. De enkelte lande havde deres stande – eller pavilloner – i et kæmpestort og meget langt plastiktelt og der opstod en brand i en af disse stande. Den blev hurtigt temmelig voldsom, og man måtte evakuere hele bygningen. Ilden blev slukket inden for 5-10 minutter, men der var lokalt en del skader og plastiktaget var ødelagt i området. Heldigvis var der ingen, der kom til skade.

Men ellers lå dramatikken primært i, hvorvidt sluterklæringen skulle have noget med om ”udfasning” af de fossile brændstoffer, kul, olie og gas, eller ej. Europa ville have det, og deres ”overforhandler” vor egen klimaminister Lars Aagaard, pustede sig op og truede med at forlade mødet uden aftale og tage hele Europa med sig. Men bl.a. Saudi Arabien, Indien og Rusland ville ikke have noget som helst med i teksten om de fossile brændstoffer, og de stod fast.

Lars Aagaard fik så stilfærdigt lukket lidt luft ud og gik med til, at man nøjes med at gentage, at Paris-målet på de 1,5 grader bibeholdes. Hvis der bliver tale om en midlertidig overskridelse, det såkaldte overshoot, så skal temperaturen sidenhen bringes ned igen ved hidsig CO₂-opsamling og deponering – eller tilsvarende mirakelløsninger.

Så vidt forelå oplysningerne lørdag aften, og nu var det spændende, hvordan man i aftaleteksten havde formuleret sig ud af denne suppedas. Undertegnede afventede lige, at sluterklæringen skulle udkomme, det gør den normalt efter maks. et døgns tid.

Men denne gang var det anderledes. I en hel uge er der ikke sket noget. Går man ind på den officielle hjemmeside, kan man finde et tilløb til dokumentet, på fem sider med alle de indledende floskler og det slutter som vist her, lige før det bliver interessant.

Noget tyder på, at uenigheden, som var tydelig i lørdags ud fra medieomtalerne, ikke rigtigt er blevet overvundet, og parterne har ikke kunnet blive enige om en tekst. Dermed synes fiaskoen for ”FLOP30” at være total, og vi står tilbage i uvidenhedens mørke.

Imidlertid har hjemmesiden Climate Scepticism fået fat i et foreløbigt udkast fra det brasilianske formandskabs side, og herfra kan der citeres lidt. Så ved vi da en smule mere:

Erindrer med bekymring …. at de udviklede lande i 2020 skulle have reduceret deres udledninger med 25-40% under 1990-niveauet, hvilket ikke lykkedes.
Erindrer også med bekymring, at det resterende kulstofbudget i henhold til Paris-aftalen nu er beskedent og hurtigt i gang med at blive opbrugt.

Reelt vil ”budgettet” være brugt op i løbet af få år.

Anerkender at en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 ^oC uden at skyde over målet vil kræve dybe, hurtige og fastholdte nedskæringer i de globale udledninger af drivhusgasser: 43 % i 2030 og 60% i 2035 i forhold til niveauet i 2019 og opnåelse af netto-nul i 2050.

De tal er naturligvis totalt urealistiske, men det interessante er, at der intetsteds står noget om, at reduktionerne skal opnås ved nedskæringer i forbruget af kul, olie og gas. Brændstofferne må overhovedet ikke nævnes.

Dokumentet går nu over til at fejre Paris-aftalen fra 2015, hvor grænserne på 1,5 eller 2 graders opvarmning blev ”vedtaget”, og det ”genbekræftes” at man fastholder de mål.

Derefter bruges der en del forblommede sætninger på de manglende mål, NDC’er, og de helt utilstrækkelige tilsagn, som er modtaget. Man efterlades lidt med det indtryk, at der blot mangler nogle justeringer.

Det andet store spørgsmål var overførsel af penge fra de rige lande til de fattige. Her tales der om, at alle parter ”opfordres” til at arbejde hen i mod en betaling på 1,3 billioner dollars årligt efter 2035, og i 2030 skulle man nå 300 mia. dollars.

Teksten her underbygger absolut indtrykket af, at mødet, set fra et klimabekymret synspunkt, ikke bidrog med noget som helst. Ingen er forpligtet til noget, og formuleringen er om muligt endnu vagere, end det var tilfældet ved de to foregående COP-møder.

Det er ingen hemmelighed for læserne her, at undertegnede mener, at COP-møderne for længst har udlevet enhver brugbar rolle – i det omfang de nogensinde har haft en. Burde politikerne ikke serøst overveje at stoppe møderækken – og så lade aktiviteterne fortsætte på et meget mindre ressourcekrævende niveau, et eller andet sted i FN’s kolossale bureaukrati?