Varmetop for firs år siden?

2023 og 2024 var præget af en ret pludselig temperaturstigning, og for første gang nåede Kloden over den ”farlige” grænse på 1,5 grader celsius. Det skete der dog ikke rigtigt noget ved, i hvert fald ikke i første omgang, men det siges jo også, at vi skal have et gennemsnit på 20 år over grænsen, før det tæller som global temperatur.

Det interessante ved den top af varme var, at klimaforskningen ikke rigtigt kunne forklare den. Det gav anledning til nogen desperation blandt koryfæerne. Vi havde haft en El Niño i begyndelsen af 2023, men den klingede af hen over sommeren. Det plejer at blive ledsaget af lidt lavere temperaturer, men det skete ikke. Tværtimod, temperaturen blev helt oppe omkring de 1,5 grader over ”førindustriel tid”. Klimamodellerne kom til kort, de er indrettet til kun at se temperaturændringer som et resultat af atmosfærens CO₂-indhold, og det sprang jo ikke tilsvarende i vejret i 2023. Det er jo selvfølgeligt så en nærliggende tanke, at der måske er noget galt med modellerne…

I WUWT har Andy May for ikke længe siden skrevet en interessant artikel om klimaet under 2. Verdenskrig. Her havde folk generelt andet at tænke på, men en ihærdig forsker har forsøgt at samle alle de data, han kunne få fat i og rekonstruere vejret under krigen. Der var flere usædvanlige ting, bl.a. forholdsvis lune vintre i Alaska, Canada og Grønland, mens Europa led under meget lave temperaturer i årene fra 1939 og frem. Fig. 1 viser et øjebliksbillede fra januar, 1942, hvor man ser kulden, der blandt andet hjalp russerne i kampen mod den tyske invasion.

Omkring 1941 blev Verden ramt af en meget kraftig og langvarig El Niño, se fig. 2. Den gav en række følger for det globale klima.

Det kan man bl.a. se ud fra måleserierne over den globale havtemperatur, jfr. fig. 3. Her er vist de oprindelige uredigerede måledata fra institutionen ICOADS som den grønne kurve. Man bemærker straks de voldsomme udsving i tiden før 1945. Der var jo langt fra systematiske målinger af havtemperaturerne den gang, det var meget mere tilfældigt, f.eks. når man fra et skib smed en spand ned i vandet og derefter målte temperaturen med et termometer. Men alligevel er der tale om konkrete målte data.

I årene lige efter 1939 sker der noget interessant. Sammenfaldende med ovennævnte El Niño viser havtemperaturen et meget føleligt hop, helt op til 2 grader.

Fig. 3 viser også de nuværende officielle globale kurver, hvoraf den ene er HadSST, dvs. havtemperaturerne fra HadCRUT. Her er stort set alle variationerne før 1950 glattet ud, og specielt er toppen omkring 1940 pist forsvundet. Nu har vi kurver, som vi kender dem, de følger nøje atmosfærens stigende indhold af CO₂.

Andy May kigger så nærmere på, hvorvidt så drastiske korrektioner – op til 2 grader celsius – af kurverne er berettigede eller ej, set i lyset af den usædvanlige vejrsituation i den periode. May stiller sig tvivlende, men er selvfølgeligt godt klar over, at der er stærke politiske ønsker om at kurverne skal se sådan ud.

Undertegnede kom til gengæld til at tænke på, om ikke situationen i 1940-42 i virkeligheden er den samme, som vi har observeret her i 2023-2025? En El Niño, der bevirker et kraftigt spring i temperaturen? De globale temperaturkurver bestående af både land- og havtemperaturer viser naturligvis ikke noget spring efter 1940, og det kan da også sagtens være, at toppen den gang ikke reelt var 2 grader varmere. Men mindre kan også gøre det, og det ville bare vise, at situationen her de seneste par år absolut ikke er uden fortilfælde, og helt sikkert må have ganske naturlige årsager. De kan f.eks. være sammenfald af El Niño med bestemte variationer i de øvrige store havstrømme + måske et bidrag fra Solen? Hvem ved, men hvis man møder tilfældet med et åbent sind, kan man helt sikkert lære noget nyt her.