Klimamodellerne kommer til kort

Sidste år, 2023, var som bekendt rekordvarmt. Vi kom faretruende tæt på Paris-aftalens grænse på 1,5 graders opvarmning i forhold til temperaturen i Den Lille Istid – eller ”førindustriel tid”, som den jo officielt hedder. Det burde jo egentligt give klima-alarmisterne en del tilfredshed, de kan nu med god ret sige: ”Hvad sagde vi”, Verden er på vej mod katastrofal opvarmning og det endda hurtigere, end IPCC har advaret om.

Men nu viser det sig alligevel, at det varme år giver nogle problemer for klimavidenskaben. I en artikel i Nature besværer Gavin Schmidt, leder af GISS-institutionen, sig over situationen. Hans problem er, at klimamodellerne ikke er i stand til at frembringe så høj en temperatur allerede nu. De er jo bygget op omkring teorien, at det kun er CO₂, der styrer den globale opvarmning, og så voldsom en stigning, som 2023 har frembudt, kan ikke forklares ved luftens CO₂-indhold. Det er jo ikke pludseligt steget med de 20-30 ppm ekstra, der ellers skulle til.

Schmidt kigger på nogle af de andre mekanismer, der er foreslået. For eksempel er der Hunga Tonga-vulkanudbruddet, der skød store mængder af vanddamp op i stratosfæren. Men effekten af udbruddet, sammen med den let stigende solaktivitet kan ifølge Schmidt kun forklare nogle få hundrededele af en grad af stigningen. Reelt leder vi efter omkring 0,2 grader.

En anden teori, der har været fremme, er de nye regler for skibsfarten, hvor bunkerolien skal indeholde mindre svovl. Det har givet meget færre partikler i udstødningen fra skibene, og da partikler har en temperaturdæmpende effekt (de kaster sollyset tilbage direkte), kunne man tænke sig, at når den effekt forsvinder, bliver det varmere. Men også her mener Schmidt, at effekten højst kan være 0,02 grader eller lidt mere. Vi mangler dog pålidelige data for partiklerne, men den situation bliver afhjulpet i forbindelse med en ny satellit, der blev sendt op i februar, og som netop skal foretage de relevante målinger.

Men alt i alt mener Schmidt ikke, at der er nogen tilfredsstillende forklaring på de 0,2 graders stigning i 2023, vi har ikke modeller, der kan simulere denne. Schmidt slutter med følgende betragtninger:

Generelt er 2023-temperaturen kommet ud af det blå, og har afsløret et hul i vores viden helt uden fortilfælde, formentligt for første gang i de sidste 40 år, hvor satellitdata har givet modelfolkene et aktuelt og uafhængigt billede af Jordens klima. Hvis den afvigende temperatur ikke falder tilbage inden august – hvad vi kan forvente baseret på tidligere erfaringer med El Niño, så vil Verden befinde sig i ukendt farvand. Det kunne betyde, at en planet med stigende temperatur allerede har ændret på den måde, hvorpå klimaet fungerer, meget tidligere end videnskaben havde forudset. Det kunne også skyldes at vores statistiske følgeslutninger baseret på fortiden er mindre pålidelige, end vi troede, og derved at der er mere usikkerhed omkring fordelingen af tørke- og regnvejrs-tilfælde.

Meget af Verdens klima er drevet af indviklede lang-distance vekselvirkninger – som styres af strømninger i luften og i havet. Hvis deres opførsel er ved at ændre sig i forhold til tidligere observationer, så er vi nødt til at kende til de ændringer med det samme. Vi skal bruge svar på, hvorfor 2023 blev det varmeste år i måske de sidste 100.000 år, og vi skal have de svar hurtigt.

Det er jo lidt af en tilståelse. Klimamodellerne kan ikke simulere det virkelige vejr, og så er klimaforskerne på spanden. Dog ikke alle klimaforskere. Hvis vi vender os mod det syn på klimaet, som f.eks. en Javier Vinós står for, så er der ikke noget mærkeligt eller usædvanligt ved et varmt år som 2023. Det er balancen mellem havstrømmene, vinden og varmetransporten fra Ækvator mod polerne, der afgør, hvad vi kan måle, når vi forsøger at få et tal for den globale temperatur. Den balance ændrer sig løbende, f.eks. i forbindelse med El Niño og La Niña (ENSO-svingningerne). Men denne opfattelse indebærer også, at CO₂ ikke længere spiller hovedrollen for klimaet og den globale temperatur – og det er nok den kamel, som Schmidt & Co. har så svært ved at sluge.

Reelt er konklusionen her jo, at klimamodellerne er klar til at blive skrottet. Vi kan ikke forvente at de vil bidrage med mere af nytte, som både Vinós og Judith Curry har fremført.

Men mon ikke de får noget kunstigt åndedræt et stykke tid endnu?