Middelaldervarmen

Der er en løbende diskussion om Den Middelalderlige Varmeperiode, for ca. 1000 år siden, hvor bl.a. Erik d. Røde sejlede op til det store ukendte land nordvest for Island og navngav det ”Grønland”. Det udlægger nogen som et forsøg på falsk reklame for at lokke emigranter til. Men faktum er jo, at vejret var varmere den gang, man kunne dyrke korn i Grønland – og det gjorde nordboerne. Det kan man ikke nu.

Men for klimaindustrien duer det jo ikke, at Jorden for 1000 år siden var varmere end nu. Den gang var CO₂-indholdet i atmosfæren ca. 280 ppm og hvis CO₂ er det eneste, der styrer den globale temperatur, må hele kloden nødvendigvis have været kold og lækker på det tidspunkt. Kun i de seneste 100 år, hvor atmosfærens CO₂-indhold er steget stærkt, er temperaturen kommet op ogdetervoresskyldogvimåseatkommeigangmedgrønomstilling…

Den Middelalderlige Varmeperiode afvises af klimafolk som et lokalt (nord-)europæisk fænomen, lige som den efterfølgende Lille Istid. Imidlertid er der jo meget, der tyder på, at Jorden vitterligt var varmere for 1000 år siden. Her er endnu et eksempel. For 1050 år siden var der et område i Antarktis, ved Ross-havet, hvor der groede mos. Mos er hårdføre planter, og de findes visse steder i Antarktis. Typisk oplever de at være begravet i sne i 9-10 måneder om året, men så er der nogle få uger om sommeren, hvor sneen er væk, Solen skinner og der er flydende vand til rådighed. Her skynder mosplanterne sig så med at gro en millimeter eller to.

Området er i dag – efter al vores globale opvarmning – dækket af 10-11 meter is. Området har permanent frostgrader og er i øvrigt meget tørt. Ingenting kan gro her. Forskerne fandt resterne af mosset, se fig. 1, ved at bore ned gennem isen og tage prøver lige under den.

Så der var varmere i Antarktis for 1000 år siden – varmere end i dag, ligesom i Grønland. For Antarktis’ vedkommende er der også vidnesbyrd om en stærkt øget bestand af pingviner, de trives også, når vejret er varmere, jfr. fig. 2. Det samme gælder elefantsæler, som også havde en god tid den gang. Men så kom den brutale Lille Istid, temperaturen faldt, og flere af pingvinernes og sælernes opholdssteder blev igen dækket af permanente gletsjere og dermed gjort ubeboelige for dyrene. Man kan faktisk finde skeletter af sælerne på steder, hvor gletsjerne nu igen trækker sig tilbage.

Man siger altid, at det varmere vejr vil udrydde pingvinerne, men faktisk tyder meget på, at det i stedet vil være gavnligt for dem.

Michael Manns hockeystav udvisker både Den Middelalderlige Varmperiode og Den Lille Istid. Oprindeligt dækkede hockeystaven kun den nordlige halvkugle, fordi vi har væsentligt færre data fra områderne omkring Ækvator og længere sydpå (meget af overfladen er jo her dækket af havet). Men det har mange gange vist sig, at temperaturerne på de to halvkugler følger hinanden pænt.

Der findes dog andre rekonstruktioner end hockeystaven, f.eks. en, der er baseret på 120 forskellige proxyserier (dvs. indirekte målinger af datidens temperaturer), og her ser man tydeligt billedet med Middelaldervarmen og Den Lille Istid, se fig. 3. Temperaturen i dag er ikke højere, end den var omkring år 1000, hvad både vikinger, mos, sæler og pingviner givetvis vil erklære sig enige i.

Tak til Joanne Nova