Fejl ved måling af global temperatur

Vores fremtid afhænger ifølge gængs klimavidenskab af, at vi kan holde stigningen i den globale temperatur på under 2 eller allerhelst 1,5 grader over den gang i Den Lille Istid, hvor det var dejligt koldt. Der skrives tykke rapporter og holdes globale møder med deltagere fra de højeste niveauer, hvor man bekymrer sig om decimalerne i disse stigninger. Men fuldt alvor fremfører nogle af de involverede, at hver tiendedel grad tæller, dvs. hvis temperaturstigningen når 1,7 grader i stedet for 1,6, så bliver vores problemer uendeligt meget mere alvorlige. Vi vil få flere oversvømmelser, flere orkaner, mere tørke og mere af alt, hvad der er ondt.

Det har jo gennem de seneste år rejst nogle interessante problemstillinger. Dels nåede vi i 2023-24 faktisk op over de 1,5 grader og man kan vel ikke påstå, at Verden gik under af den grund. Men klimaforskningen påpeger også, at for at det skal tælle som ”klima”, skal man ifølge IPCC helst se på gennemsnit over 20 år. Selv efter 7-8 år, hvor temperaturen har været over de 1,5 grader, kunne man sagtens tænke sig efterfølgende at ryge ned igen – på måske 1,3 grader (der jo ikke er ”farligt”) og så er det hele ødelagt, hvis man går og glæder sig til Jordens undergang.

De høje temperaturer er jo ønskværdige, fordi de kan bruges som argument for, at nu må vi udfase kul, olie og gas og gennemføre den grønne omstilling. Man har derfor kigget efter metoder, hvor vi hurtigere kunne slå fast, at nu er temperaturen over grænsen. Et forslag gik således ud på at se på de seneste 10 års målinger, og derpå lade klimamodellerne spå om temperaturen de næste 10 år, og derefter tage gennemsnittet af alle 20 år. Det ville være en metode, der kunne sikre de ønskede høje tal, da klimamodellerne som bekendt kun kan se på CO₂’s rolle, og hvis koncentrationen i atmosfæren er stigende, vil temperaturen også stige. Her kan havstrømmene og El Niño/La Niña m.v. godt pakke sammen.

Det er jo imidlertid velkendt, at der er flere problemer med disse nøjagtige tal for temperaturstigningen. Et er selvfølgeligt, at vi jo ikke kender temperaturen i 1850 særligt nøje, fig. 1 viser de målestationer, der var i gang det år, og det er jo ikke mange. De fleste kontinenter er dækket af maks. en håndfuld stationer og på havet er det om muligt endnu mere sporadisk, hvad der bliver målt. Så vi kender ikke udgangspunktet for de 1,5 grader særligt godt – eller overhovedet.

Det kunne man nok leve med, hvis man nu i stedet valgte at sige, at vi tager udgangspunkt i temperaturen i år 1900 – eller endnu bedre: 1950 – og så definerer de ”farlige” grænser for stigningen siden da. Det ville for 1950’s vedkommende vel blive omkring en grad.

Men heller ikke her er vi på fast grund. Det har Kip Hansen skrevet en tankevækkende artikel om på WUWT. Hansen tager udgangspunkt i en kinesisk artikel fra 2016, hvor forfatterne undrede sig over den varmepause, der jo indtraf globalt fra ca. 1998 til 2013. Her påpegede de en meget interessant problemstilling.

Hvordan måler man overhovedet dagens temperatur? Det vides jo, at det som reget er koldere om natten og varmere om dagen, temperaturforskellen vil som oftest være mindst 10 grader og kan mange steder blive meget større – i ørkenområder måske op til 40 grader! Det er jo således åbenlyst (og især når vi som klimaforskningen kigger på tiendedele af en grad), at det ikke er muligt bare at gå ud på et tilfældigt tidspunkt en gang om dagen og aflæse sit termometer, f.eks. når der er reklamer i fjernsynet. Det ville give nogle enorme udsving fra dag til dag – der naturligvis ikke belyser nogen langtidstendens i forbindelse med klimaet.

I gamle dage valgte man derfor ofte at definere et nøjagtigt tidspunkt, hvor kviksølvtermometret blev aflæst hver dag. Det kunne f.eks. være kl. 11 om formiddagen. Hvis man var omhyggelig med klokkeslættet, ville det give målinger fra dag til dag, der kunne sammenlignes.

Der skete så det, at operatørerne på de gamle stationer nogle gange vedtog at ændre aflæsningstidspunktet – f.eks. til kl. 14. Det gav et spring i målingerne, og dem må der korrigeres for, når man sammenstykker 100 års tal fra den pgl. station.

Metoden har således sine begrænsninger, og derfor blev det anset for at være et stort fremskridt, da man gik over til at måle hhv. døgnets laveste og højeste temperatur, og så tage gennemsnittet af de to. Kviksølvtermometre kan indrettes med en U-form, der muliggør, at man automatisk kan få de to tal, næsten uanset hvornår i løbet af dagen man dukker op for at aflæse.

Endnu nemmere blev det selvfølgeligt, da man gik over til de elektroniske målere. Nu kunne man typisk sætte dem til at måle en gang i timen, og derefter fik man 24 målinger pr. døgn, hvor man så kunne tage gennemsnittet.

Kineserne interesserede sig nu for at sammenligne de to metoder, og det viste sig, at de ikke giver de samme resultater, og derved får man forskellige tal for opvarmningen. Fig. 2 viser den regionale udvikling i temperaturen pr. årti målt med de to metoder for hhv. hele året, den varme og den kolde årstid. Man ser, hvordan metoden med to aflæsninger pr. døgn giver væsentligt kraftigere temperaturstigninger i de nordlige og arktiske egne. Det er netop det fænomen, der kaldes den ”arktiske forstærkning”, men her ser det ud til, at den snarere er en følge af en upræcis målemetode. Måske fordi fordelingen af varme og kolde timer oppe nordpå er anderledes, end hvis man kommer nærmere Ækvator?

Så har vi jo satellitterne, de burde ikke have den slags problemer, da de måler kontinuerligt. Men i virkeligheden er vi tilbage til problemstillingen fra de gamle vejrstationer. En aflæsning på et givet sted skal foretages på præcist samme tidspunkt hver dag. Satellitterne flyver i baner i nord-sydlig retning og overflyver polerne ved hver tur. En satellit vil således f.eks. flyve hen over København kl. 11 hver dag fra syd mod nord. Nu kan den måle temperaturen i København, og ved at sammenligne målingerne fra hver dag kl. 11 får man tal der kan sammenlignes. Imidlertid er satellitternes baner ikke så nøjagtige, at de i praksis rammer København præcis kl. 11 hver dag, og så må man ind og korrigere for afvigelsen i tidspunktet. Det er heller ikke nemt.

Hele ideen med den globale temperatur er en uhyggeligt svær ting i virkeligheden, og at hænge store politiske beslutninger op på den kan kun betragtes som halsløs gerning.