Der udgives ufatteligt mange forskningsartikler med klimaet som tema. Langt de fleste konkluderer, at vi har en menneskeskabt global opvarmning, og at situationen vil blive meget værre i fremtiden. De gør det mere eller mindre elegant eller overbevisende. Her kommer så en kort omtale af en artikel, hvor det hverken er elegant eller kan holde til en nærmere efterprøvning. Men fagfællebedømt blev det, og udgivet på noget, der kalder sig IOP Science, Environmental Research Letters (”miljøforsknings-breve”). Artiklen, Merchant et al., sætter sig for at påvise, at der har været en accelererende stigning i havtemperaturen – og at den nøje følger ubalancen imellem ind- og udstråling af lys og varme i atmosfærens top.
Hvis Jordens temperatur skal være uforandret, kræver det ifølge teorien, at Solens indstråling nøjagtigt er den samme som Jordens udstråling, begge to målt i watt (dvs. energi pr. sekund) pr. kvadratmeter. CO2 har nu bevirket, at udstrålingen bremses ved drivhuseffekten, og derfor kommer der mere energi ind, end der slipper ud. Den ekstra energi giver så den globale opvarmning.
Men hvor alvorlig er den opvarmning, og truer den vores fremtid? Her har Merchant et al. sat sig for at påvise, at opvarmningen som nævnt er accelererende og derfor vil blive meget værre i fremtiden.
Det har så til gengæld fået Charles Rotter fra WUWT til tasterne, og i et mesterværk af nedsabling ender han med at konkludere, at Merchant et al., er baseret på ”dårlige modeller, dårlige data og en klar politisk mission”.
Når man læser Merchant et al. må det også siges, at de har haft deres vanskeligheder og derefter har grebet til ret tvivlsomme metoder for at nå frem til det ønskede resultat.
Energibalancen i toppen af atmosfæren måles i princippet med satellitter, men Merchant et al. erkender, at nøjagtigheden slet ikke er god nok til at se de forskelle mellem ind- og udstråling, som man leder efter. Derfor har man så for de sidste godt 20 år brugt de målte stigninger i havtemperaturen og ud fra dem regnet sig frem til, hvad ubalancen må være. Fra 1985-2000 er der endnu dårligere data til rådighed, så her har man grebet til en rekonstruktion af ubalancen ved hjælp af klimamodellerne.
Havtemperaturen i den samme periode (1985-2024) er fundet ud fra officielle data, hvor den dog før år 2005, hvor man tog Argo-bøjerne i brug, er noget usikker. Også her har man udfyldt huller i data med modelberegninger. Fig. 1 viser den fundne havtemperatur siden 1985.
Umiddelbart ser det ud til at være en ret jævn stigning – med variationer fra år til år – frem til 2023, hvor det store hop i temperaturen i forbindelse med den seneste El Niño viste sig. Det hop, som den CO2-fikserede klimavidenskab ikke rigtigt har kunnet forklare.
Men nu gælder det om at nå frem til en mere dramatisk udvikling end den jævne, lineære, og ved hjælp af computerne sammenlignes tallene med en udvikling som i en andengradsligning, eller en udvikling der matcher, hvad man nåede frem til for ubalancen i atmosfærens top.
Ikke overraskende viser det sig, at havtemperaturen nærmest følger ubalancen, den er accelererende, og så kan man bruge formlen til at fremskrive temperaturen de næste 20 år, som vist på fig. 2, og det ser jo ikke rart ud!
Nu ligner det jo lidt en cirkelslutning, eftersom ubalancen blev beregnet ud fra havtemperaturen, og at temperaturen derefter følger ubalancen er måske ikke så overraskende. Det er værre, at man medtager de usædvanlige år 2023-2024, hvor der så øjensynligt er noget andet på spil end en simpel drivhuseffekt. Men uden dem er der ikke megen acceleration at få øje på.
Det generer ikke store ånder, og Merchant et al. slutter af med følgende forudsigelige svada:
Beslutningstagere i det brede samfund skal være opmærksomme på, at hastigheden af den globale opvarmning i de seneste fire årtier ikke siger noget om, hvordan det vil gå i de kommende årtier. Hvis man ikke er opmærksom på det, er der en fare for at man undervurderer, hvor meget det haster med hurtigt at nedskære forbruget af fossile brændstoffer.
Hvad der skulle forestille at være videnskab, endte således i den rene politik. Det er ufatteligt, hvad der spildes af tid og kræfter på den slags klima-”forskning”.
Og skulle nogen være i tvivl, så er der andre og mere dækkende teorier i videnskaben, de kan godt forklare, hvad der sker, og ligeledes temperaturspidsen i 2023-24. Igen skal man holde op med at tænke på tvivlsomme balancer i atmosfærens top og i stedet anskue virkeligheden. Her foregår Solens indstråling primært omkring Ækvator, og her har man et stort overskud af energi. Denne transporteres så mod hhv. nord og syd (luft- og havstrømme) og ved udstråling afgives energien igen til verdensrummet, dels undervejs og især i områderne tæt på polerne. Ændringer i det, vi måler som ”global temperatur”, er således et resultat af ubalancer i denne transport, der igen kan være fremkaldt af mange ting, ikke mindst Solens ultraviolette stråler. Skydækket spiller også en rolle her, og det har ligeledes udvist store variationer gennem de seneste ca. 40 år.
Men hvis Merchant et al. havde tænkt i de baner, ville de aldrig have haft noget at skrive en artikel om.
Danish