Læserne mindes måske den skammelige retssag som Michael E. Mann, hockeystavens fader, havde anlagt mod et par skribenter, Mark Steyn & Rand Simberg og mediet National Review. Både Simberg og Steyn havde i 2012 skrevet en temmelig grov kritik af Mann, men grundlæggende stod der ikke noget forkert i den – om end ”tonen” nok ikke var den mest behagelige.
Michael Mann finder sig ikke i noget og anlagde straks sag mod de formastelige. Sagen trak ud i årevis og bevægede sig op og ned igennem retssystemet, med appeller, nye krav, procedurespørgsmål osv. Først sidste år kom der en afgørelse, og den var noget chokerende for alle dem, der ikke er fans af hr. Mann. Mann havde hævdet, at han som følge af sagen var gået glip af forskningsbevillinger for meget store beløb. Det fandt retten dog ikke bevist ud fra Manns bjerg af uorganiseret dokumentation. Så han blev tilkendt en erstatning på 1 dollar fra hver af de to anklagede.
Men oveni idømte retten de to at betale ”erstatning som straf” punitive damages, og her skulle Simberg betale 1000 dollars, mens Steyn skulle af med én million dollars.
Mann var svært tilfreds, og ønskede nu at genoptage sagen mod National Review, men det kom der dog ikke noget ud af. Tværtimod blev han pålagt at betale National Review 500.000 dollars i sagsomkostninger. De penge har han dog ikke tænkt sig at slippe.
Men hvad med stakkels Steyn? De ti års retssager havde kostet ham dyrt, og nu skulle han betale yderligere 1 million. Mann har på den anden side pralet af, at han aldrig har betalt en cent af sine egne penge, hans aktiviteter i retsvæsenet har hele tiden været finansieret af rige støtter.
Afgørelsen i retten i fjor var ifølge dommens tekst en påmindelse om, at man ikke ustraffet skal antaste klimavidenskaben. Formålet var således at afskrække klimarealister og tilsvarende pak fra at kritisere den ”konsensus”, der findes på området. Det var jo relativt ildevarslende.
Steyn appellerede straf-erstatningen og en dommer, Alfred S. Irving Jr. har for nyligt truffet en afgørelse. Dommeren finder, at den voldsomme erstatning er i modstrid med den amerikanske forfatning, der netop garanterer ytringsfriheden. Derfor bliver straf-erstatningen til Steyn nedsat fra en million til fem tusinde dollars. Nu er den meget mere symbolsk og absolut til at leve med.
Forhåbentligt er sagen slut nu, så Steyn kan leve i fred. Om Mann har lært noget, er nok mere tvivlsomt. Man kan meget vel tænke sig, at han vil fortsætte sine felttog i retssystemet i forsvaret af sin egen tvivlsomme forskning. For dybest set har alle hans retssager handlet om, at han ikke kunne acceptere, at nogen tog til genmæle mod troen på den farlige menneskeskabte globale opvarmning og dermed Manns videnskab.
Men det er videnskabelig uenighed, og den skal ikke afgøres i retssystemet.
Danish
Vi må som foregangsland for hele EU stille krav om, at alt krigsmaskineri, der skal anskaffes til indsættelse i Ukraine, bruger 100% grønt brændstof.
Energiforbrug, der benyttes til fremstillingen af brændstoffet skal garanteres fra vindmøller eller solcellemarker.
Der skal igangsættes forskning til at sikre, at der i krigene kun anvendes grønne granater, dvs at granater, sprængstoffer mm er 100% bæredygtige og genanvendelige senest i 2030.
Amerikansk politik og retsvæsen er en sag for sig, hvor vi fra et dansk perspektiv måske har svært ved altid at se hvordan moral og etik afspejles.
Realiteterne som vi støder på i den virkelige virkelighed er dog svære at komme udenom. Konsekvenserne for den førte klimapolitik, der i vid udstrækning baseres på håb, er nådesløse. I dagens avis kan således læses at Northvolt går konkurs med store tab til investorerne, som bl.a. tæller danske pensionskasser.
Vi kan også nu læse, at dansk indenrigsflyvning på grønt brændstof her i år 2025 ser problematisk ud. Forklaringen lyder, at internationale flyregler lige nu ikke tillader en større andel af biobrændsel end 50 procent. Brændstoffet er blandt andet lavet på fritureolie og animalsk fedt. For at imødekomme flyreglerne har regeringen indgået aftale med SF og Enhedslisten, hvor der stilles krav om, at halvdelen af brændstoffet i flyenes tanke på to indenrigsruter skal være grønt (læs fritureolie og animalsk fedt).
Er disse olier overhovedet grønne, og var det ikke bedre at anvende dem på sikker vis i dieselmotorer !?
Det er trods alt betryggende for flypassagerer, at hensynet til flysikkerheden styres af internationale regler og vejer tungere end visse politikeres grønne fantasiforestillinger.
Nu er der trods alt ikke tale om, at man hælder brugt fritureolie på flyenes tanke. Faktisk bliver affaldsprodukterne kemisk omdannet til kerosen, der er lig med det brændstof, flyene bruger i forvejen. 50%-grænsen er blot udtryk for forsigtighed, og det er fornuftigt nok.
“Faktisk bliver affaldsprodukterne kemisk omdannet til kerosen, der er lig med det brændstof, flyene bruger i forvejen”
– det kunne være interessant at kende fremstillingsprisen (den reelle!) på produktet 🙃
OK med kerosen, men det er jo princippet det er galt med. De omtalte olier stammer i realiteten fra noget der er dyrket på marken. Da der er tale om restprodukter kan det vel gå ind under betegnelsen 2. generation biobrændstof i modsætning til 1. generation, der tages direkte fra marken f.eks. korn og pil.
1. generations biobrændsler synes jeg er forkert at anvende, fordi disse dyrkes på marker, hvor der ellers burde dyrkes fødevarer. 2. generation biobrændsler er OK, fordi vi her anvender restprodukter. Jeg var nok også for hård ved at sætte spørgsmålstegn ved om anvendelsen af disse olier er grønne.
Men da disse restprodukter efter raffinering ganske glimrende i dag anvendes i diesel, hvorfor så begynde at indføre yderligere raffineringsteknologier for at kunne lave kerosen, hvilket virker unødvendigt, fordi vi ikke har et affaldsproblem. Initiativet synes kun at have til formål at tilfredsstille en klimadagsorden.
Det kan godt være jeg provokerede lidt, men nogen gange er det bare lidt skørt og så lader man sig rive med.