Godt Nytår fra redaktøren

Fra redaktørens side ønskes I alle et godt Nytår og held og lykke i det nye år. En tak til alle dem, der i det forgangne år har bidraget til en livlig debat i kommentarsporene under artiklerne. Og selvfølgeligt en særlig tak til dem, der har bidraget med artikler, hvilket altid er meget kærkomment og medvirker til at gøre vores hjemmeside mindre kedelig.

2024 blev på mange måder et bemærkelsesværdigt år, hvad klimaet angår. Den store El Niño fra i fjor forsvandt, og det skulle normalt give lavere temperaturer. Men denne gang er temperaturen blevet oppe i højderne, og vi har nu i godt et år befundet os lidt over de 1,5 grader højere end ”førindustriel tid”. Det er jo ellers faregrænsen ifølge alle de sagkyndige, og over den bevæger vi os ind i ”ukendt klimafarvand”.

Men nøgternt set må man konstatere, at vores tid over 1,5 grader ikke har medført nogen særlige problemer, der er værd at nævne. 2024 endte som et år, hvor aktiviteten mht. orkaner, tornadoer, oversvømmelser og naturbrande var på et forholdsvis behersket niveau, sammenlignet med de seneste 50-100 år.

Det er jo imidlertid ikke det indtryk man får, når man følger med i medierne. Her har den ene skrækhistorie afløst den anden, og alle katastroferne skyldtes i vidt omfang ”klimaforandringerne”. Skammelig var især omtalen af de to orkaner, Helene og Milton, der ramte Florida med et par ugers mellemrum. Skaderne var enorme og der var desværre også en del dødsfald i forbindelse med Helene. De fleste døde dog af oversvømmelser fremkaldt efter, at Helene var reduceret i styrke til en tropisk storm.

Men et helt orkester af dommedagsbasuner gik omgående til værks med at udråbe de to orkaner til en direkte følge af den menneskeskabte globale opvarmning, og det var underforstået, at hvis ikke det var for vores udledninger fra kul, olie og gas, så ville de to bare have været lette briser. Mere ”forstandige” klima-alarmister understregede selvfølgeligt, at orkanerne nok var kommet alligevel, men de ville have været meget svagere og givet anledning til væsentligt mindre nedbør.

Det samme gælder den store og tragiske oversvømmelse i Valencia i Spanien. Det hævdes, at der ville have været meget mindre vand, hvis ikke vi havde haft den menneskeskabte globale opvarmning. Den brede offentlighed skal helst bibringes det indtryk, at ekstremvejret på nuværende tidspunkt er meget ”farligere” end det var før, og det kan kun gøres godt igen ved en hurtig grøn omstilling.

Men som sagt, vi har ikke i år oplevet noget usædvanligt, og hele sammenkædningen mellem den globale temperaturstigning og ekstremvejret er meget lidt videnskabelig, når man kigger nærmere på den.

Det andet store emne, der har optaget medierne, er alle spådommene om Golfstrømmen, eller AMOC’s snarlige kollaps. AMOC er den lune havstrøm, der bringer masser af varme fra Ækvator op igennem Atlanterhavet til Skandinavien, Island og Grønland, Også her er der efterhånden etableret en hel industri af ”videnskab” med temaet AMOC-stopper-snart-og-vi-dør-af-kulde. Igen er det underforstået, at kun en hurtig udfasning af kul, olie og gas kan holde AMOC kørende.

Den grundlæggende teori er, at den globale opvarmning vil medføre en stigende afsmeltning af Grønlands indlandsis, og de store mængder ferskvand vil på én eller anden forunderlig måde stoppe en havstrøm, der ellers primært er drevet af Jordens rotation og Solens indstråling ved Ækvator. Hele videnskaben er uhyre teoretisk og primært baseret på løbske computermodelberegninger.

I Danmark var den glædelige nyhed fra Klimarådet, at nationen alligevel ser ud til at opfylde klimalovens mål for reduktionen i CO₂-udledninger i 2025. Vi skulle nedbringe udledningen med 50-54% i forhold til tallet for 1990. Miraklet, der kom os til hjælp, var nogle ændrede beregningsmetoder, dels for udledningerne fra lavbundsjorde og dels fra skovdrift. Det gav lige et par millioner tons ekstra CO₂ på kontoen, og så var den hjemme. Om det havde noget med virkeligheden at gøre, bekymrede ikke nogen.

Men nu gjaldt det 2030-målet på de 70% og her var man nødt til at kigge mere alvorligt på landbruget og især dets udledninger af lattergas i forbindelse med gødskning samt udledningerne af metan fra husdyrene, primært kvæg.

Reelt kunne de påkrævede besparelser kun opnås ved simpelthen at beskære hele landbrugsproduktionen med 20-30%. Det var totalt uspiseligt for politikerne, hvis anledningen kun var nogle luftige klimaregnskaber. Klimarådet greb da den geniale idé at kombinere tiltagene med miljøspørgsmålet og her især problemerne med iltsvind i de danske farvande. Den gik rent hjem, der blev indgået den berømte trepartsaftale, som primært skulle gøre noget ved iltsvindet, og så som en sidegevinst ville medføre nogle reduktioner af drivhusgas-udledningerne. Der skulle udtages et større areal af lavbundsjorde, og hertil skulle staten stille med et kæmpebeløb til udbetalinger af erstatninger til landmændene.

Kæmpebeløb var i det hele taget årets kodeord i alt, hvad der havde med klimaet og grøn omstilling at gøre. Staten skal give en formue i tilskud til fangst og deponering af CO₂, der er under forberedelse nu. Staten skal også betale til storstilede forsøg med de såkaldte biokul, som igen er noget, der primært vil være synligt i de teoretiske regnskaber over udledningerne.

Folkene bag begge de to energiøer, i Nordsøen og på Bornholm, havde også poterne fremme efter skatteyderkroner. Nordsøen skulle ”bare” støttes med 50 mia. kr. før det kunne løbe rundt, og Bornholm-projektet, der er plaget af de nødvendige lange forbindelseskabler til Tyskland og Sjælland stod reelt og manglede omkring 30 mia. kr. Regeringen tøver, og begge projekter er nu sat i stå, og alt tyder på, at de aldrig bliver til noget.

Næste projekt, der skulle have kunstigt åndedræt i form af statspenge, var brintrørledningen, der skulle anlægges ned gennem Jylland. Der var planlagt en håndfuld store brintfabrikker i Jylland, men investorerne tøvede, dels fordi der måske ville være mangel på strøm, men primært fordi de ikke kunne se nogen rationel måde, hvorpå de kunne komme af med brinten. Her skulle staten træde til og medfinansiere en rørledning ned gennem Jylland. Den skulle ende ved grænsen til Tyskland hvor hele industrien hungrede efter dansk brint, sagde man. Staten antydede, at man var villig til at sponsere med 16 milliarder kroner, men i den forbindelse ville man opkræve indtægter pr. kg brint, der løb igennem ledningen og man ville også have fabrikanterne til at garantere, at ledningen blev udnyttet med minimum 44% af kapaciteten. Det medførte protesthyl fra brintforeningen.

Men i mellemtiden har erkendelsen bredt sig, at brint fremstillet ud fra elektrolyse bliver alt for dyr. Målt pr energienhed (f.eks. MWh) vil den være op mod 8 gange dyrere end naturgas. Derfor vil virksomheder, der begynder at bruge brint som energikilde, lynhurtigt opdage, at de taber stort i konkurrencen med virksomheder (f.eks. i USA eller Asien), der fortsætter med naturgas. Reelt er der ikke noget marked for den danske brint, og flere af fabriksprojekterne er udskudt på ubestemt tid, og det samme gælder brintrørledningen.

Året sluttede så med afgørelsen på det stor udbud af havvind i Nordsøen. Tre store parker à 1 GW, hvor byderne skulle konkurrere på hvem, der ville give mest i årlige koncessionsbetalinger til staten. Det endte som bekendt helt galt, ingen bud overhovedet, og reelt er udbygningen med havvind gået totalt i stå. Det samme er sket for udbygningen med solceller, hvor 2024 ikke så nogen tilvækst af betydning, og firmaet, der stod bag, Better Energy, kom i økonomiske vanskeligheder. Det lover alt sammen ilde for klimamålene for 2030. Vi får nok brug for nogle flere mirakler fra lavbundsjordene og skovdriften….

Et nyt ord fandt for alvor vej frem i medierne, det tyske Dunkelflauten, der betyder en periode, hvor hverken solceller eller vindmøller giver noget som helst over et større geografisk område. Her i november-december har vi haft to, og ved den sidste blev den danske elforsyning kun reddet af de tilbageværende kulfyrede kraftværker, der fik travlt. Dunkelflauten er på mange måder en afgørende trussel mod hele drømmen om en stabil energiforsyning baseret på sol og vind. Ordet er nyt i de store medier, men vi kan da her på Klimarealisme prale af allerede at have introduceret det i 2021.

I det store udland gik livet sin skæve gang. Blandt de største nyheder var vel COP29-mødet i november, denne gang afholdt i Baku, Aserbajdsjan og med 50-60.000 deltagere. Resultatet var bemærkelsesværdigt, for reelt blev man ikke enige om noget som helst. Ingen snak om ”udfasning”, ”nedfasning” eller ”overgang væk fra” de fossile brændstoffer. I stedet handlede mødet om, at de fattige lande skal have store beløb i ”klimakompensation”, men heller ikke dér blev det til noget særligt, et mindre beløb – måske – til udbetaling fra 2035 og fremefter – måske.

Det amerikanske præsidentvalg var interessant ud fra et klimasynspunkt. Joe Biden og Kamala Harris førte jo en meget aktiv klimapolitik og øste ufattelige summer ud på ”grønne” projekter. Det får en brat ende, når Donald Trump overtager Det Hvide Hus, og det bliver spændende at følge udviklingen. USA har kolossale reserver af olie og gas, og det vil være godt for landet og for resten af Verden, hvis der bliver sat gang i udvindingen her. Samtidigt kan man redde nogle hvaler ved at stoppe de hovedløse vindmølleprojekter ud for USA’s Atlanterhavskyst.   

Her i Europa fortsætter Tyskland sin selvmorderiske grønne omstilling, der medfører stærkt stigende energipriser og en stribe lukninger inden for industrien. Der er nyvalg til parlamentet i februar 2025 og det bliver spændende, om tyskerne formår at slippe af med nogle af de mest klimafanatiske politikere. I Storbritannien var der valg i sommers og her gik det den gale vej. Hvor den gamle regering efterhånden begyndte en mere pragmatisk linje, har den nyvalgte regering kastet sig over grønne initiativer på stribe, og den engelske økonomi er på vej ud over kanten. Stakkels briter!

På redaktionen er vi meget tilbageholdende med at spå om fremtiden, man risikerer bare at stå tilbage, som den, der gættede forkert. Det skete for undertegnede, da jeg spåede, at Danmark ikke kunne nå klimamålene for 2025. Hvem kunne have vidst, at de blev reddet af miraklet i mosen – de nye opgørelser for lavbundsjordene? Den eneste spådom, der derfor skal komme herfra, er, at 2025 givetvis bliver et interessant år, hvad klimaet og energipolitikken angår.