Dansen med klimadata, Klimarealisme i medierne

Klimaforskernes sarte følelser

Avisen The Guardian gennemførte i maj i år en større meningsmåling blandt klimaforskere, hvilket gav sig udslag i mange besynderlige og skræmmende kommentarer, hvor tilsyneladende veluddannede mennesker seriøst troede på Jordens snarlige undergang. Vi omtalte undersøgelsen her.

Efterfølgende har rundspørgen givet anledning til mange spidse kommentarer rundt omkring i medierne og på nettet, og det er der nogle af de åbenbart sarte klimaforskere, der synes er for meget. The Guardian skriver i en ny artikel:

Klimaforskere, der blev hånet og drillet, efter at de havde talt åbent om deres frygt for fremtiden, har udtalt, at det er afgørende for deres arbejde, at stærke følelser bliver anerkendt.
Forskerne sagde, at disse følelser ikke skulle undertrykkes i et forsøg på at nå frem til at forestille at være objektiv. At betragte klima-eksperters frygt og meninger om klimakrisen som irrelevante, er udtryk for, at videnskaben er adskilt fra samfundet, og det vil i sidste ende svække det.

Vi har også følelser’: Klimaforskere svarer på angreb på deres objektivitet

Forskerne jamrede sig over den hårde medfart i indsparkene fra andre fagfolk, der latterliggjorde resultaterne af den store undersøgelse. I den havde forskerne udtrykt deres følelser af ekstrem frygt for fremtidige temperaturstigninger og den utilstrækkelige grønne omstilling. De havde så fået som kommentar, at de ikke var kvalificerede til at tage del i den bredere diskussion om klimakrisen fordi de kom med dommedagsforkyndelser og ikke var neutrale.

Men de ramte forskere mener, at det er nødvendigt at anerkende følelser, hvis man skal drive god videnskab, og følelserne var med til at frembringe bedre metoder til at tackle klimakrisen og de stadigt større skader, den påfører Jorden. Kritikerne var typisk privilegerede hvide mænd, der ikke selv havde oplevet klimakatastrofen på nært hold.

De interviewede forskere har ligefrem fået offentliggjort en lille artikel i tidsskriftet Nature Climate Change om deres kvaler. Indledningen sætter tonen:

Det er overvældende klart, at klimaforandringerne både er virkelige og en alvorlig trussel mod mennesker og økosystemer nu, og den vil blive endnu større i den nærmeste fremtid.

Vi får at vide, at klimaforskerne har været bange for at sige noget forkert lige siden Climategate i 2009, hvor klimaforskeres e-mails blev hacket og offentliggjort og det

…. skabte en falsk historie om, at data var blevet manipuleret for at undgå, at udefrakommende kunne se dem og stille spørgsmål til dem.

Uskyldige lam, hele bundtet!

Nature-artiklen fortsætter:

Forskere i klimaforandringer er vidner til den helt enorme udstrækning, bredde, størrelse og uløselighed af klimaforandringernes følger og de uendeligt mange konsekvenser de har, der dog endnu er usynlige for mange andre i samfundet.

”Usynlige” – måske fordi der slet ikke er nogen? Artiklen beskriver, hvordan klimaforskerne er nået frem til deres indsigt ikke mindst takket være klimamodellerne. Og nu er den indsigt en tung byrde at bære, må vi forstå. Det er en ”forbandelse” at vide, at de problemer kunne have været undgået.

Derefter kommer vi ind på forskernes følelser osv., og det behøves der vist ikke at blive redegjort for i detaljer. De gamle venstreorienterede teser om, at videnskaben ikke er objektiv, trækkes frem i den forbindelse. Det vigtigste er ikke hvad man ved, men derimod hvad man føler. Artiklen slutter med følgende:

Der er brug for et sikkert sted (safe space) hvor klimaforskerne kan dele følelser af angst, sorg og udbrændthed. Sandsynligvis er de fleste forskere slet ikke klar over hvor meget, de har behov for sådanne muligheder.

The Guardian citerer en af forskerne, der åbenbart har fulgt udviklingen på The Great Barrier Reef i Australien, hun har haft ”tårer i øjnene” ved at følge revets ødelæggelse. Ikke et ord om rekord-udbredelsen de seneste år.

Historien her illustrerer på fornem vis, hvorfor videnskaben altid skal tilstræbe at være objektiv og basere sig på fakta. Hvis tilgangen til forskningen er ens personlige overbevisning og synsninger, vil det præge hele vurderingen af de målte og vejede kendsgerninger, og man kan ikke længere nå frem til konklusioner, der afspejler fakta og ikke er farvet af ens personlige tro. I dette tilfælde står vi med nogle mennesker, der er så overbeviste om ”klimakatastrofen”, at enhver oplysning, der måtte pege i en anden retning, helt ubevidst vil blive sorteret fra. Men så er der ikke længere tale om videnskab, men derimod udlevelse af troen.

Det er farligt for menneskeheden, ikke mindst fordi den løsning, der konstant peges på – den grønne omstilling, ikke kommer til at fungere, og vil medføre uendeligt meget større problemer og lidelser, end klimaet nogensinde kunne forårsage.

Del på de sociale medier

12 Comments

  1. allan astrup jensen

    Selvom en forsker, som alle andre, har følelser, så har følelser og forskernes egne private og politiske meninger ingen plads i objektiv naturvidenskabelig forskning.
    Men nu da forskningen vedrørende årsager til den globale opvarmning regnes for afgjort, er der jo ikke behov for ny naturvidenskabelig klimaforskning, der evt. kunne modbevise CO2-teorien, eller det faktum der følger heraf, at den globale temperatur kun kan stige i al fremtid, hvis CO2-koncentrationen fortsætter med at stige, og dermed stille spørgsmål ved den såkaldte “grønne omstilling” og dokumentere, at pengene hertil var spildt.
    Det er interessant, at vi netop i DK har haft den koldeste tidlige nat siden 1971! Dengang I 1970’erne var det en kølig periode, og det var mere frygten for en istid, som bekymrede folk (også selvom selvom CO2 havde været stigende i 100 år). Måske er vi på vej ind i en ny kold periode, selv efter CO2-koncentrationen er vokset yderligere i de sidste 50 år?

  2. Åhh stakkels dem da.
    MEN ( ! ) går det den anden vej er det helt i orden.
    De skælder os huden fuld, men når vi giver igen af samme mønt, er det pludselig os der er krænkere.
    Fat det den der kan.

  3. Bill Malmgren

    Socialisterne var ualmindeligt dygtige op igennem 1960erne, til at overtage ansvaret for den enkelte borger. Når dette sker bliver den enkelte borger ansvarsløs og afhængig af styret.
    Når klimaet igennem tiden ændrer sig, som det altid har gjort og altid vil gøre, så oppiskes en hysterisk stemning og den enkelte tror nu på styrets formaninger om, at den enkelte nu skal betale mere i skat, moms og mange andre bidrag, så kan klimaet nemlig pludselig ændre sig – og alt for mange hopper på den tese og styret får flere penge at lege med til alle de af styret udpegede problemer og styret gør sig hermed uundværlig og modtager flertal efter flertal ved de såkaldte demokratiske afstemninger. Det hele er et spil for galleriet.

  4. Journalister lever af at skrive om politikere. Politikere lever af at løbe efter folkestemningen, at oppiske problemer, hvor ingen er, og implementere løsninger, som i bedste fald er virkningsløse. Journalister er statslønnede via mediestøtten.

  5. Ud af de godt 100 millioner DKK, som Danmark årligt bidrager til FNs faste budget – kunne der nok godt blive råd til at etablere og drive en lejr med “safe space” til de “klimaforskere” som tror mere på deres dårlige mavefornemmelse end på videnskabens resultater. Der skal selvfølgelig ikke være adgang for slemme mennesker. Greta Thunberg skal fast tilknyttes som administrator.

    Som mange andre FN-underorganisationer kan den vel placeres i Nordhavn-området, med de dyreste huslejer. En lille ‘safe heaven’.

  6. Michael Rasmussen

    Politikere der gør sådan, må være enten ualmindeligt ubegavede, eller fuldstændig ligeglade med befolkningen.
    Mere udplyndring af os, som i forvejen har nogen af de højeste priser i Verden, samt verdensrekord i skat, og samtidig skal vi bruge flere og flere milliarder til ubrugelige ting, som ødelægge naturen med solceller og vindmøller, der igen gør alt endnu dyrere.
    Sådan kører man et land i sænk.
    Først flytter de sidste firmaer ud af landet, resten går konkurs, så kommer massearbejdsløsheden, og så forsvinder skatteindtægterne også.
    Hvem fik så noget ud af det?

  7. Jens Hintze

    Skrækkeligt, at disse dubiøse forskere reelt har sat skræk i livet på det politiske system, der derefter i ren panik har begivet sig ind i den grønne omstilling, der har pålagt samfundet exorbitant store byrder. Seneste skud på stammen Den Grønne Trepart, der koster i omegnen af 50 mia. DKK. Dertil kommer tabt beskatningsgrundlag på afkastet fra 250.000 ha produktiv landbrugsjord og i stedet fås en administrativ tung skov- og naturforvaltning som heller ikke er gratis. Den samlede omkostning alene på denne øvelse vil trække yderligere årlige omkostninger på ca. 5-6 mia. DKK inkl. forrentning.
    Et andet område er CCS, der vil trække omkostninger på over 29 mia. DKK over 15 år, helt uden nogen form for klimaeffekt.
    Til PtX-området er der giver også afsat et større milliardbeløb og omstilling af energiforsyningen er et voltsomt dræn for samfundsøkonomien på flere hundrede milliarder DKK og eskstra omkostning til borgere og virksomheder, der lider under unødvendigt høje og ustabile energipriser.
    Måske, der allerede findes en samlet opgørelse her hos Klimarealisme?

    • Hans Henrik Hansen

      “Seneste skud på stammen Den Grønne Trepart, der koster i omegnen af 50 mia. DKK. Dertil kommer tabt beskatningsgrundlag på afkastet fra…”

      – ja, riget og den resterende ‘frie Verden’ stander i en sikkerhedspolitisk våde à là 1930ernes…og så bortøder ‘vi’ Gkr. i læssevis på et ‘grønt’ fata morgana – det er til at få svip af! 🙁

    • Claus Beyer

      Denne grønne trepart koster ca. 50 mia DKK. Det svarer til ca. 17000 DKK for hver arbejdende dansker (som der er ca. 3 millioner af). Hvis det er netto, udgør det mindst en månedsløn pr. arbejdende dansker. Det er horribelt og burde være nok til et oprør.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*