En venlig sjæl gjorde undertegnede opmærksom på en artikel, der for nyligt blev bragt i Politiken. Artiklen er skrevet af en Magnus Bredsdorff og skal forestille at give en status på klimaet her ved afslutningen på en varm sommer. Den får, mildt sagt, ikke for lidt, og hvis formålet er at skræmme læserne til at acceptere grøn omstilling, så må det siges at være et godt forsøg.
Imidlertid er artiklen baseret på stribevis af unøjagtigheder og direkte løgne ind i mellem. Den giver et totalt forvrænget billede af virkeligheden – et billede der desværre efterhånden stortrives i klima-aktivistiske kredse. Lad os tage den fra en ende af:
Vi lægger ud med at høre, hvordan 2024 var hjemsøgt af rekordvarme, og derefter står der:
For hver eneste tiendedel af en grad, som de globale gennemsnitstemperaturer stiger, kommer yderligere nogle millioner mennesker til at opleve ulidelige hedebølger eller tørke, som gør det umuligt at dyrke jorden. Andre millioner bliver ramt af ekstrem nedbør, stormflod og oversvømmelse.
Der er naturligvis ikke sådan en sammenhæng. Der er blevet lidt flere hedebølger, men der er ikke mere tørke, end der har været de seneste 100 år. Det gælder også tilfældene af ekstremvejr. Ifølge IPCC vil vi, selv med en yderligere opvarmning på omkring en grad eller mere ikke opleve mere ekstremvejr, hverken i den ene eller den anden retning.
Bredsdorff nævner som eksempel oversvømmelser i Bangladesh og Nigeria, sidstnævnte skyldtes en dårligt vedligeholdt dæmning, der brød sammen efter et regnskyl i nabolandet Cameroun.
Derefter kommer vi til Yemen, der også blev ramt af en oversvømmelse efter regnvejr. Her bliver det for alvor skammeligt, fordi en Martin Stendel fra DMI bliver citeret for:
[Oversvømmelsen] dræbte 100 i det ellers knastørre land. Varm luft kan indeholde mere vanddamp end kold, minder han om, så jo højere temperaturer, jo kraftigere kan regnen blive.
Her er vi ude i det gyseligste vås. Det er velkendt, at det undertiden regner i ørkenområder, men om luften er en grad varmere eller ej, har ingen betydning. Luften i ørkenerne er normalt knastør, og når det regner, skyldes det særlige vejrforhold, der midlertidigt fører til regnbærende skydannelser.
Derefter citeres Stendel for, at klimaforandringerne giver mere regn i fugtige områder og mindre i tørre områder. Det er så det stik modsatte af, hvad der skete i Yemen, og det er i øvrigt en påstand, der heller ikke er statistisk belæg for. Nedbør svinger meget fra år til år, egn for egn, men der er ikke nogen tendens i nogen retninger.
Herefter fortæller Bredsdorff os, at Martin Stendel er ”overrasket” over hvor hurtigt temperaturen steg for et år siden og at den ikke er faldet endnu, selvom vejrtilstanden El Niño i Stillehavet er slut for denne gang. El Niño-er giver normalt en højere global temperatur, ganske midlertidigt.
Herefter citerer Bredsdorff et andet orakel inden for klimaforskningen, Zeke Hausfather, og fortæller os, at Hausfather er tilknyttet Berkeley-universitetet i Californien. Det er han ikke, han arbejder for et foretagende, der kalder sig Berkeley Earth, og som udgiver en af de mere tvivlsomme globale temperaturkurver, plaget af byvarme m.v. og gående helt tilbage til 1800-tallet. Lånte fjer!
Hausfather citeres for at tale om temperaturforskelle på tusindedele af en grad celsius. Det er naturligvis det pure nonsens, så nøjagtigt kan man slet ikke måle det, vi kalder den globale temperatur.
Derefter dvæler Bredsdorff ved det faktum, at den globale temperatur ligger tæt på de 1,5 grader, som ved en politisk (ikke videnskabelig) beslutning på COP-mødet i Paris i 2015 blev defineret som en grænse, man burde holde sig under:
Det er klimaets vigtigste røde linje skrevet ind som et mål i Paris-aftalen fra 2015, klimadiplomatiets svar på grundloven.
Der er jo imidlertid som bekendt ikke noget videnskabeligt belæg for, at der skulle ske noget særligt, hvis den globale temperatur overskrider de 1,5 grader. Der er ikke sket noget med vejret og klimaet ind til nu – på nær lidt hedebølger – og hvorfor skulle det så ske fra nu af?
Paris-målet er ikke officielt overskredet endnu, det vil kræve op til 10 år med temperaturer over de 1,5 grader, men førnævnte Stendel bekymrer sig allerede voldsomt.
»Vi kan ikke udelukke, at temperaturerne har nået et permanent højt niveau«, siger Martin Stendel.
Herefter hører vi om lidt udpluk af høje temperaturer, bl.a. nogle varme vinterdage i Australien. Vi hører imidlertid ikke noget om de tilfælde af ekstrem kulde, som det seneste år også har budt på. Den slags udsving er jo bare vejr, og ikke noget der burde bekymre (begejstre?) en sagkyndig vejrforsker.
Derefter tager Bredsdorff fat i en Mark Howden, der har slået sine folder i IPCC i de seneste 30 år. Howden er ”overrasket” over, at temperaturstigningen er kommet så hurtigt, computermodellerne havde ellers spået, at vi først ville nå de 1,5 grader i 2033 eller endda først i 2045.
Det er et interessant spørgsmål, fordi computermodellerne er indrettet til udelukkende at se på atmosfærens CO2-indhold (+ de andre drivhusgasser) som styrende for temperaturen. Og indholdet af CO2 stiger ikke mere år for år, end det plejer, derfor er klimaforskningen i vildrede.
Men hvis man nu droppede tanken om CO2 som den alt-styrende kontrolknap og kigger på vejret og klimaet i et mere bredt perspektiv, så kan den nuværende opvarmning godt forklares. Jordens klima styres af et enormt optag af energi fra sollyset omkring Ækvator og den varme fordeles så mod syd og mod nord, hvor den gradvist afgives. Ændringer i den transport kan sagtens give sig udslag i ændrede resultater, når vi forsøger at måle den ”globale temperatur”. En af de faktorer, der betyder meget, er skydækket, der i nogle tilfælde bortkaster Solens stråler og derved kommer der mindre varme ned til jordoverfladen. Det vides, at skydækket i de senere år er faldet lidt og det kan forklare en god del af den nuværende opvarmning.
Men alt det her er alt for kompliceret for Bredsdorff, han vil hellere fortsætte med at citere hr. Howden:
Mark Howden har svært ved at vælge, hvilken af de ekstreme vejrhændelser som har gjort størst indtryk på ham, men han ender med at udpege oversvømmelser tidligere på sommeren i Kenya og Brasilien »blandt mange andre«.
Oversvømmelser igen, der ikke har noget med klimaet eller den globale temperatur at gøre, men er et udslag af vejret fra år til år, som sagt.
Nu bliver det interessant, for nu skal vi høre vores hjemlige klimaprofet Sebastian Mernild, der har været på ferie i Arizona og Nevada her i sommers, og syntes at det var varmt. Det er det nu hver sommer i de to ørkenstater. Det ville være meget mere interessant at høre, hvordan hr. Mernild kom over til USA. Fløj han med en CO2-udspyende flyvemaskine? Eller dulmede han samvittigheden ved at købe ”klima-kompensation”, også kaldet aflad? Men vedrørende varmen:
»Det er helt crazy. Man bliver nærmest grillet ved de temperaturer«, siger han.
Mernild kommer herefter ind på, at nye El Niño-er kunne betyde nye hop i temperaturen. Herom skriver Bredsdorff:
Han mener desuden, at videnskaben stadig har problemer med at forklare det pludselige hop i temperaturen.
»Derfor er spørgsmålet, om det her blot er et af mange hop, vi kommer til at tage de næste årtier«, siger Sebastian Mernild. »Man skulle ikke tro, at det var fysisk muligt«
Ja, så længe videnskaben er forblændet af CO2 som eneste drivkraft, så har den problemer.
Herefter hører vi om Svalbard, hvor man i Longyearbyen har målt en rekordtemperatur i august i år. Svalbard ligger for enden af varmetransporten fra Ækvator mod nord, og vil derfor have et omskifteligt klima og vejret dér kan give høje temperaturer midlertidigt, som det kan alle andre steder. Så vi er på anekdote-niveau her.
Så skal vi høre Katherine Richardson, forsker i hav og klima:
»Vi famler os frem i mørket. Ingen kan på en overbevisende måde forklare, hvad der sker, ud over at det har noget med drivhusgasser og El Niño at gøre. Vi skal ikke regne med at nå ned på temperaturerne fra før sidste sommer, men vi kan håbe, at klimaet nu stabiliserer sig«, siger hun.
Richardson giver ellers udtryk for, at hun godt ved, at størstedelen af varmen opsuges i havet, men Bredsdorff hævder at havene optager den ekstra varme, som drivhusgasserne holder tilbage. Det er jo ikke tilfældet, der sker ingen opvarmning fra luften til vandet af betydning.
Og så her på falderebet går det helt galt. Bredsdorff om Richardson:
For hende har det mest chokerende været at opleve, at verdens koralrev bogstavelig talt blegner og dør. Korallerne bliver stressede og afstøder de alger, som lever inde i korallerne og tilfører dem hovedparten af deres energi.
»Tilbage er kun den blege skal. Det er deprimerende at se på«, siger hun.
Det er jo det vitterlige vås. Korallerne har det fint, de har tæt på rekordudbredelse ved Australiens Great Barrier Reef i disse år. At tro, at en stigning på en grad celsius skulle have nogen større indflydelse på korallerne er en dyb – men meget belejlig – misforståelse. Koraller trives i varmt vand og gennem tiderne har de overlevet kolossale udsving i klimaet – de har været på Jorden i flere hundrede millioner år.
Så vidt Bredsdorffs artikel – hvor formålet så klart var at male situationen sortest muligt op. Man spørger sig selv hvorfor? Mener han virkeligt, at mennesket står over for en dyb og eksistentiel krise, der kun kan afhælpes gennem en grøn omstilling – der i øvrigt er dømt til at mislykkes – da en stabil energiforsyning aldrig kan etableres på basis af variabel og upålidelig sol- og vindenergi?
Allermest forkasteligt er det, når forskere og videnskabsfolk viderekolporterer myten om sammenhængen mellem tilfældene af ekstremvejr og den globale opvarmning. De efterlader det indtryk – desværre nok med overlæg – at bare vi gennemfører den grønne omstilling og nedsætter vores CO2-udledninger til nul, så vil der aldrig mere være oversvømmelser, storme, tørke osv. Intet er jo mere forkert. Ekstremvejr har vi altid haft og vil altid have, uanset hvad vi gør.
Et stensikkert resultat af den slags tom propaganda er, at man jager en skræk i livet på befolkningen, og ikke mindst de unge, som bliver deprimerede over, at de tilsyneladende ikke har nogen fremtid. Hvad vil en mand som Bredsdorff, og alle de rettroende klimaforskere, som han har interviewet til sin artikel, egentligt?
Danish
Politiken deklarerer sig selv som “organet for den højeste oplysning”. En af avisens grundlæggere (Hørup) er mester for dette udsagn: “det vitterlige vås kvæler enhver, der forsøger at argumentere imod det”.
Man er vant til som almindelig lægmand at høre og læse ting, som dem Bredsdorf her kolporterer, men føler sig overbevist om -baseret på almindelig erfarning og sund skepsis og fornuft- at det ikke kan passe. Men mangler viden og platforme til at gendrive de vilde påstande. Derfor tak til Søren Hansen (og Klimarealisterne) for utrætteligt ikke at lade sig kvæle af det vitterlige vås, som bl.a. Politiken kolporterer, men tvært imod at forsøge sagligt at oplyse om klimaet.
Befolkningen søger i stigende omfang information på nettet. De fleste danske dagblades læsertal falder og det gælder også Politiken.
https://journalisten.dk/kun-et-landsdaekkende-dagblad-fik-flere-laesere-paa-print-i-2023/
“En venlig sjæl gjorde undertegnede opmærksom på en artikel, der for nyligt blev bragt i Politiken. Artiklen er skrevet af en Magnus Bredsdorff…”
– og mon ikke det er denne Magnus Bredsdorff? 😉
https://ing.dk/magnus-bredsdorff
Måske skulle den hjernevaskede hr. Magnus tage de sorte briller af, slukke computeren og bevæge sig udenfor ind i mellem.
Så vil han opdage at de sidste 2 såkaldte somre har været nogle af de koldeste og mest usle i mands minde.
Lige nu er der 10 grader udenfor.
Alle flygter sydpå i ferien for at få en smule varme i et par uger.
Jeg fatter ikke at nogen i dette land kan påstå at det er blevet varmere.
De må leve i en indendørs osteklokke.
Nogen må gøre noget, skriver Søren i Indblik. Det har han jo ret i. Nogen er blandt andre os. Derfor er vi også nødt til at forstå naturen og omfanget af den kamp vi kæmper. Dette er sidste kapitel i en spirituel krig.
En stor forestilling eller et stort bedrag?
21. september inviterer Sct Jørgensbjerg Kirke i Roskilde til teaterforestilling for børnene om biodiversitets- og klimakrisen. Børn og teater er jo en herlig kombination, så det kan da kun blive godt. At børnene bliver bange og klimaangste, er vel en nødvendig del af processen? At løse et problem forudsætter vel at der først skabes bevidsthed og forståelse. Hvad børnene skal stille op med deres klimaangst er uklart. Man kan sagtens smadre æg, uden at lave en omelet, som man siger. Eller noget i den stil. Men er det spøgelse vi skræmmer børnene med nu også virkeligt? En stribe prominente professorer i fysik, herunder William Happer fra Princeton og Nobel vinder i fysik 2022 John Clauser, mener at vi for længst har passeret et mætningspunkt, altså at mere CO2 ikke længere fanger mere varme, ikke længere bidrager med mere isolering. Hvordan skal vi forstå betydningen af, at mere CO2 gør planterne mere vandeffektive. At vi ser en mere frodig, grønnere planet med mindre ørken areal, fordi planterne nu behøver færre porer til at fange den nødvendige CO2. Og derved mister mindre vand ved fordampning. Hvad skal vi tænke om at vi tidligere fik at vide at Great Barrier Reef ville blive ødelagt pga. varmere og surere vand pga mere CO2. Men nu ser vi at GBR trives bedre end i årtier. Eller de rekordmange isbjørne, hvor vi tidligere fik at vide, at de ville blive udryddet af klimaforandringer. Eller det forhold at hvis man fjerner de målestationer, som tidligere lå ude på landet men som nu er blevet omsluttet af by, af asfalt, beton og mursten, ser man et noget andet billede. Hvis man begrænser sig til de målestationer som stadig står ude på landet, ja så er stigningerne ikke særligt voldsomme. Ja i virkeligheden helt forståelige i lyset af at vi stadig er på vej ud af en lille istid. Hvilken betydning skal vi tillægge det forhold at vi historisk, set over tusinder af år, ligger i den absolut lave ende i CO2 og temperaturer. Måske er det fordi de gamle skræmmebilleder ikke rigtigt materialiserer sig og derfor ikke virker på mange af os, at vi nu ser en tilbagevenden til 1960’ernes gyserforestilling om et superpludseligt, lynhurtigt kollaps af Golfstrømmen, med en øjeblikkelig istid til følge.
Men hvorfor skulle medier og myndigheder lyve for os på den måde? Måske har selv kirken glemt, at Satan forsøgte at friste Jesus i ørkenen, ved at tilbyde ham hele verden. Hvilket jo altså logisk betyder at Satan styrer og kontrollerer hele verden. Altså ikke bare er flertalsaktionær, men faktisk har total og uindskrænket magt til at forære hele cirkusset væk. Hvis prisen er rigtig, hvilket Jesus sjæl ville have været. Men samtidig med at Satan har fuld råderet over verden, er det omvendt sådan, takket være den anden fyr hvis navn rimer på rhesus, at Satan kun har magt over os når han ved løgn og bedrag kan lokke os til at gøre hvad han ønsker. Når ingen kommanderer “Vig bort Satan” fordi ingen gennemskuer, at det er Satan der er på spil. Måske er der ingen klimakrise? Måske er Sct Jørgensbjerg Kirke sammen med alle os andre havnet på den forkerte side. Måske spiller vi alle på det forkerte hold, fordi vi ikke har gennemskuet Satans løgne og bedrag. Jeg synes det er værd at undersøge nærmere, hvilket kræver en bevidst indsats for at undgå Satans propaganda. Jeg har før anbefalet “Climate the movie. The cold truth”. Det er stadig et godt sted at starte.
Jeg har selv en konstant kamp, idet vore børn går på en kristen friskole. Og FULDSTÆNDIG som på andre off. skoler foregår ‘den rette klimalære’ ukritisk; “vi skal da alle være med til at redde kloden/klimaet” og “CO2 er vi jo alle enige om, er noget slemmer noget”… o.s.v.
Jeg skammer mig efterhånden over at dele trosfælleskab med mennesker, der tror på en almægtig Skaber (med magt og myndighed over himmel og hav (Matt. 8. v26-27) – men omvendt også åbenbart er af opfattelsen, at vi som mennesker suverænt har overtaget styringen af Jordens termostat….!!!
Når fagene i skolen, som handler om geografi og natur&teknik, så burde fagene nok snarere kaldes ‘klimakundskab’, for det primære ungerne bliver fyldt med, er “klima, klima, klima”. 🤮
Om man tror på Gud som Skaber af denne komplekse klode, er EN sag. Men at tro vi som mennesker suverænt kan pille ved himmel og havs udsving og kræfter, er direkte naivt og indbildsk. Og måske snarere panikmotiveret ideologi. “Ideologi er noget bras”, sagde den gæve statsmand P. Schlüter engang, og nøj hvor havde han ret.