Pengestrømmen til klimaet

Hvis Donald Trump vinder det amerikanske præsidentvalg til november, har han lovet som noget af det første at hugge bremserne i for Joe Bidens Inflation Reduction Act. Uanset hvad man måtte mene om Trump i øvrigt, så vil det være en ubetinget god idé, til gavn for både amerikanerne og resten af Verden.

Inflation Reduction Act, IRA eller ”lov til nedbringelse af inflationen” blev vedtaget som en slags kompromis, efter at Biden ikke kunne komme igennem med en Green New Deal, en kæmpestor grøn-omstillings-pakke. IRA har til formål både at støtte den grønne omstilling, men også vedligehold og forbedringer af infrastrukturen, hvor f.eks. mange af USA’s vejbroer er i en ret dårlig stand. De samlede udgifter til IRA kan løbe op i over 1000 mia. dollars.

I praksis er IRA endt som en gavebod, hvor der deles milliarder ud til højre og venstre, uden nogen garanti for at de fører til noget fornuftigt eller på nogen måde medvirker til reduktion af CO₂-udledningerne. Vi så tidligere en omgang støtte til energilagringsprojekter, som mere havde karakter af beskæftigelsesterapi, end det ville være vejen til noget afgørende nyt.

Nu har den amerikanske Miljøstyrelse, EPA, spillet ud med et nyt initiativ til ikke mindre end 4,3 milliarder dollars. Pengene skal deles ud til lokale projekter, der har til formål at nedbringe CO₂-udledningerne. EPA’s pressemeddelelse om sagen har følgende overskrift og indledning:

Biden-Harris administrationen kundgør 4,3 mia. $ i tilskud til lokalt drevne løsninger til begrænsning af klimaforureningen over hele USA.
Dækket af Præsident Bidens ”Program for Investeringer i Amerika”, annoncerer EPA 25 godkendte ansøgninger i forbindelse med programmet vedr. konkurrencedygtig ”Støtte til Nedbringelse af Klima-forurening” for at tackle klimaforandringer, forbedret luftkvalitet og fremme miljømæssig retfærdighed.

Man bemærker hvordan EPA er stærkt troende og kalder CO₂ for ”klimaforurening”. Her skal man ellers normalt ret langt ud i aktivistiske kredse for at finde den vending. EPA er også blevet ”woke”, nu til dags skal man helst have noget med om ”retfærdighed”.

EPA glæder sig over de 25 udvalgte projekter og har på basis af ansøgernes tal regnet sig frem til, at de vil nedbringe ”forureningen” med drivhusgasser med op til 971 millioner tons CO₂e sammenlagt i årene frem til 2050. Det svarer til de samlede udledninger fra ca. 5 millioner amerikanske gennemsnitshjem over 25 år. 

Hvad er det så for geniale projekter, der er fået tilsagn om støtte?

To er meget store. Det ene kommer fra en lokal myndighed i Californien der ”styrer” luftkvaliteten. Her ydes der 500 mio. dollars til “dekarbonisering” af transport og fragt gennem tilskud til elektriske opladere og nul-emissions lastbiler.

Pennsylvania får 396 mio. dollars til brug til tilskud til virksomheder, der arbejder på at gøre deres drift mere effektiv. Investeringen skulle efter sigende hjælpe til at reducere den giftige luftforurening, skabe tusindvis af arbejdspladser, sikre investeringer i energisektoren og udbygge Pennsylvanias status som foregangsstat inden for energi.

Det lyder jo alt sammen lidt løst, og man kan frygte, at mange af pengene vil gå til administration af pengene. Vi har netop set, at f.eks. elektriske lastbiler slet ikke er økonomisk levedygtige, så hvor mange af dem vil man få i Californien? Det er også bemærkelsesværdigt, at de to stater åbenbart har kunne sætte tal på CO₂-besparelserne på så løse grundlag.

Pressemeddelelsen nævner nogle andre eksempler blandt de vindende projekter, dog uden af sætte beløb for støtten på:

• I Montana vil man ”forbedre” skovdriften og anlægge nye skove i byerne og i lokalsamfundene. Det skulle også hjælpe på skovbrandene, og man vil støtte lokale initiativer til at forbedre landbrugsjordens ”sundhed” og nedbringe forureningen fra landbruget.
• I Nebraska vil man forbedre landbrugets arbejdsmetoder og nedbringe mængderne af affald fra husdyr. Man vil også forbedre energieffektiviteten i industrien og i fattige husholdninger.
• I New Jersey (m.fl.) vil man opstille flere opladere langs hovedvejen I-95, især til brug for lastbiler.
• I Michigan vil man ændre procedurerne, så vedvarende-energi-projekter kan blive godkendt hurtigere. Det skulle bringe staten op på en andel af vedvarende på 60% af energiforbruget inden 2030.
• Nogle stater langs USA’s atlanterhavskyst vil kigge på naturområder, der kan bruges som kulstoflagre, f.eks. skove og vådområder.
• I Alaska vil man arbejde på at få udskiftet oliefyr med varmepumper i 50 lokalsamfund.

Det er måske lidt svært at se, hvordan disse tiltag vil føre til besparelsen på 971 mio. tons CO₂, til gengæld vil papirdyngerne og administrationen vokse til astronomiske højder. Det er en lækkerbisken for de lokale myndigheder, og det sikrer en masse beskæftigelse – dog ikke med nedbringelse af CO₂-udledningerne men derimod med papirnusseri.

Francis Menton har skrevet et indlæg om sagen her, og sammenligner den med Formand Maos Store Spring Fremad i Kina i 1958. Ligheden mellem de to tilfælde skulle være, at man overlader det til de lokale myndigheder at drive, hvad der faktisk burde være landspolitik. Sammenligningen er dog nok lidt langt ude, Det Store Spring Fremad indebar, at de kinesiske bønder skulle opgive dyrkningen af deres marker og i stedet kaste sig over lokal industriproduktion. Berømte i den forbindelse var de mange små private smelteovne til stålfremstilling. Der kom aldrig noget brugbart stål ud af dem, og hele sagen endte i en katastrofal hungersnød, der kostede måske 30 millioner kinesere livet.

Så galt går det jo slet ikke i USA, her vil man bare opdage, at 4,3 mia. dollars er forsvundet op i den blå luft.

En mere passende analogi er nok de hjemlige kommuners arbejder med ”klimaplaner”, hvor man lokalt skal ”redde” klimaet ved allehånde tiltag. Det beskæftiger en masse mennesker, både i kommunerne men også lokale frivillige. Det eneste synlige resultat er en betydelig indoktrinering i klimasagen, ikke mindst af de unge, så de kan blive passende skræmt.

Heller ikke her medfører aktiviteterne noget som helst målbart for klimaet, men giver en masse administrativ beskæftigelse og den rare fornemmelse i maven af at være med til noget stort.