I flere medier cirkulerer der nu historier om det seneste forskningsresultat vedr. Golfstrømmen, eller AMOC, som er det officielle navn for den store havstrøm, der fører varmt vand sydfra op igennem Atlanterhavet til Nordeuropa, og bl.a. sikrer, at vi her i Skandinavien har et behageligt klima, både sommer og vinter.
Der kommer løbende artikler ud, skrevet af ”forskere”, der forudser AMOC’s snarlige kollaps og al landsens ulykker i form af kulde her hos os nordeuropæere. Det sker naturligvis – om end paradoksalt nok – som et resultat af den globale opvarmning, der igen er forårsaget af menneskenes forbrug af kul, olie og gas.
Nu er nogle hollændere på banen igen med et nyt bidrag. I omtalen i Berlingske gav videnskabsjournalisten Lars Henrik Aagaard den rigtigt gas:
At dømme efter et nyt studie er det hverken voldsomme hedebølger eller ekstreme regnmængder, vi skal frygte i den nære fremtids Klimadanmark.
I stedet er det kulde. Dybfryserkulde.
De isnende forhold kan tilmed ankomme forbløffende hurtigt.
… der er cirka 59 procent sandsynlighed for, at AMOC bryder sammen, allerede inden kalenderbladet vendes til 2050.
Aagaard fortsætter med at skrive, at kollapset formentligt vil indtræffe på et eller andet tidspunkt i mellem 2037 og 2064. Dvs. måske allerede om 13 år.
Hvorefter Danmark og det øvrige Nordeuropa befinder sig på en hastig glidebane mod et ganske andet og noget nær umenneskeligt klima.
Aagaard opsøger the usual suspects (“de sædvanlige mistænkte”) for at få sin historie bekræftet. Han taler med Peter Ditlevsen, der stod bag en artikel i fjor, der forudså, at AMOC måske allerede kunne kollapse til næste år. Aagaard ringer endvidere til Stefan Rahmstorf fra PIK (Potsdam Institut für Klimafolgenforschung), der er en hvepserede af klima-alarmisme, som vi så for nyligt. Rahmstorf udtaler, at han selv tidligere var i tvivl, men efter de seneste artikler på området er han overbevist om, at kollapset vil ske i dette århundrede med 50% sandsynlighed.
Peter Ditlevsen får lov til at fortælle om, hvad vi kan vente os:
Det ville være ensbetydende med en gennemsnitstemperatur i januar herhjemme på minus 8,6 grader og et julimiddel på knap 12 grader.
»Det er noget helt andet end et par oversvømmede biler på Lyngbyvejen – som vi så i søndags. Her ville konsekvenserne blive dramatiske og langvarige for hele samfundet,« forklarer professoren og tilføjer, at vi ville risikere at skulle vinke farvel til størsteparten af vores landbrug.
Man får efterhånden det indtryk, at d’herrer slet ikke plæderer for en grøn omstilling mere, kampen er tabt, løbet er kørt, om end det dog i forbifarten nævnes, at vi i hvert fald bør prøve at holde temperaturstigningen under de 2 grader.
Men hvad er det, der foregår?
Den nye artikel er hverken fagfællebedømt eller udkommet officielt, den er udsendt som en ”Beta-version” eller ”Preprint”. Det hastede åbenbart med at udkomme med de dårlige nyheder.
Artiklen er en fortsættelse af et tidligere arbejde, hvor forskerne kiggede på sammenhængen mellem saltbalancen i det sydlige Atlanterhav (ud for Sydafrikas kyst) og tegn på en reduceret hastighed af havstrømmene i AMOC. Det var et meget teoretisk studie, og umiddelbart kunne man fortolke det således, at der ikke ville ske noget med AMOC de første knap 2000 år. Sådan skulle det dog ikke forstås, men forskerne havde sat computeren til at regne på små skridt ad gangen, for at opnå det, de kaldte ”ligevægt” i hvert trin. Hele øvelsen virkede temmelig meningsløs, som vi tidligere har været inde på her.
Denne gang har de hollandske forskere så justeret på deres computermodeller, så de kigger på situationen lige her og nu. De fastholder, at netop saltbalancen i det sydlige Atlanterhav er den bedste indikation på AMOC’s tilstand, og herved når de frem til de opsigtsvækkende resultater:
Middeltidspunktet for AMOC’s kollaps er år 2050 og betragtes som et troværdigt resultat. Det tidligste år (dvs. 10% sandsynlighed) for kollapset er 2037 og det seneste (90% sandsynlighed) er 2064. Den gennemsnitlige sandsynlighed for et AMOC-kollaps før 2050 er 59% … ifølge [et modelbaseret datasæt]. Benyttes to andre datasæt fås hhv. 91 og 92 % sandsynlighed for kollaps inden 2050. Men disse to datasæt dækker en kortere årrække og er derfor lidt mindre pålidelige.
Forskningen er baseret på massiv anvendelse af computermodeller. Man har som udgangspunkt kun få målinger af AMOC, alle af nyere dato, og de viser ikke rigtigt nogen udvikling. Men på basis af disse data opstilles der kolossale computermodeller, der skal simulere hele AMOC i detaljer. Derefter er det en snild sag at lægge lidt menneskeskabt global opvarmning ind i programmet, og så kan man se, hvornår det går galt.
Sidste år var det Ditlevsen & Ditlevsen, der forudså AMOC’s kollaps som resultat af en temperaturændring på en plet i det nordlige Atlanterhav. De havde opstillet en model, der viste sammenhængen mellem de to, og så kunne man bare skrue på temperaturen indtil AMOC væltede.
Klimamodeller er forsynet med en lang række antagelser og værdier, som forskerne er nødt til at lægge ind i dem for overhovedet at få dem til at fungere. Værdierne ændres løbende, indtil modellerne ser ud til at give fornuftige resultater, f.eks. ved sammenligning med målte data tilbage i tiden. Men modellernes forudsigelser om fremtiden er nu ikke længere et resultat af de virkelige forhold i Verden, men snarere af forskernes antagelser – eller gætværk. Derfor ved vi reelt ingenting om AMOC’s fremtid, vi ved kun, hvad nogle computerberegninger tilfældigvis kom op med. Og måske er resultaterne ikke så tilfældige endda, da der fra klimaforskningens side jo ofte er et ønske om at få malet tingene sort op.
Flere af de mere traditionelt indstillede forskere har påpeget, at computermodelberegninger slet ikke kan anses for at være videnskab, da de reelt ikke bibringer os nogen holdbar ny viden.
Som vi tidligere har nævnt, er der ingen tvivl om, at der skal mere end en forkølet temperaturstigning på en grad eller to til at vælte AMOC. Den er et led i de helt fundamentale strømninger på Jordkloden, hvor der er en gigantisk transport af varme fra Ækvator mod polerne – især mod nord gennem Atlanterhavet. Den transport styres af Solens varme og Jordens rotation og de stopper jo ikke lige med det første.
Så det hele er en storm i et glas vand, men godt for ”sagen”, bevillingerne og mediernes opmærksomhed.
For mange (30 + ) år siden viste DR1 en udsætning af måle bøjer i farvandet mellem Grønland og Island . Disse bøjer skulle give resultater om golfstrømmens hastighed (stigende eller faldende) over en længere årrække. Ved nogen hvordan det er gået med disse målinger?
Jeg ved ikke lige med de bøjer, men de målinger af havstrømmen, der findes, er omtalt i artiklen her:
https://klimarealisme.dk/2023/12/04/amoc/
Ind i mellem skal DR også roses.
P1 Morgen interviewede 7. august oceanograf Steffen Olsen fra DMI. Han og ligesindede mener at modellerne er alt for usikre til at kunne forudsige et kollaps af AMOC.
https://www.dr.dk/lyd/p1/p1-morgen/p1-morgen-2024/p1-morgen-11802433323
Historien forsætter.…
For ca en uge siden blev en lignende artikel som den i Berlingske udgivet på TV2.dk. Den var skrevet af Jonas Dambo (meteorolog/TV2 Vejret) med det samme indhold og resultat som Berlingske – og beskrevet ovenfor af Søren Hansen. For et par dage siden måtte Jonas Dambo imidlertid skrive en ny artikel på TV2.dk, i hvilke han korrigerede og nærmest dementerede sin første artikel. Denne gang blev det fremhævet, at modellerne om AMOCs kollaps slet ikke er sandsynlige eller mulige. Der var nemlig flere klimaforskere, som påpegede at en ny afhandling udgivet i 2024 dokumenterede, at de data, som er blevet brugt i modellerne om AMOC’s nedbrud slet ikke kan bruges til modelleringer. I den nye artikel fra TV2 indrømmede selv Peter Ditlevsen, at usikkerheden af data, der var anvendt i modellen er meget stor og dermed, at kollapset af AMOC ikke er særlig (eller slet ikke) sandsynlig. På sidelinjen kan det tilføjes, at IPPC heller ikke betragtede AMOC’s sammenbrud som sandsynlig; også data fra AMOC projektet har heller ikke har givet anledning til bekymring, så der hersker ikke ‘konsensus’ blandt klimaforskerne om AMOC og dets skæbne ud i fremtiden.
Så stor storm for ingenting og er et godt eksemplet på, at journalister ‘skyder sig selv i foden’ og mister troværdighed, når de ukritisk håndplukker afhandlinger. Man kan også godt undre sig over, at journalister (og redaktørerne) kritikløst bruger afhandlinger uden kvalitetskontrol som grundlag og uden at checke andres meninger.
Nu mangler vi bare at se at det samme dementi dukker op i Berlingske.
Reference:
Maya Ben-Yami, Andreas Morr, Sebastian Bathiany and Niklas Boers 2024. Uncertainties too large to predict tipping times of major Earth system components from historical data. Science Advances 10, eadl4841 (open access) https://www.science.org/doi/10.1126/sciadv.adl4841
Kære venner,
Det er den mest sindssyge artikel jeg har læst i lange tider; og det siger ikke så lidt. Men at stoppe jordens rotation, solens påvirkning på verdenshavene og coriolis’ kraft, det siger noget om menneskene bag disse artikler og ikke facts om klimaet. Hvordan kan man få sådan noget skidt offentliggjort? I ældre tider var der en redaktør, som granskede fakta, før de blev publiceret; nu er det snart ligegyldigt om det er sandhed eller ej, det er lige meget, bare det er breaking news!
I gamle dage havde man Oraklet man kunne spørge til råds om fremtiden.
Nu har man hjernevaskede tosser med computere.
De er vist lige kloge.
De kan ikke engang komme med en vejrudsigt der passer næste dag.
– Men artiklen vil blive refereret igen og igen, indtil den næsten er sandhed.
“Der er bred enighed i forskerkredse, om at . . . . .”.
Hvis det bliver for koldt at bo i Nordeuropa, så må vi flytte.
Nogle vil med lys i øjnene drømme om at flytte til Mars, men det vil nok være billigere at flytte til Spanien, Australien eller andre fine steder.
Don’t panic.
Igen en videnskabelig artikel der snart er glemt.