Energien bliver dyr

Det vælter ind med rapporter om den grønne omstilling, og fælles for langt de fleste er en meget positiv indstilling til sagen. Vi kan sagtens gennemføre omstillingen til sol og vind som hovedkilder til energien, og der bliver alle mulige fordele forbundet hermed, billigere strøm, godt betalte jobs i hobetal osv.

Et foretagende, der hedder BusinessEurope har netop fået en konsulent – Compass Lexecon – til at vurdere situationen for Europas vedkommende. Baggrunden er bekymringen over de høje energipriser her i Europa, som jo gør livet dyrere for almindelige folk og ikke mindst går ud over virksomhedernes konkurrenceevne, og som allerede har medført lukninger af produktion, se fig. 1.

I en omtale nævnes det at

Høje energipriser fortsætter med at hæmme de europæiske virksomheders konkurrenceevne og produktionen globalt. At sikre energi til konkurrencedygtige priser er afgørende for at bevare Europas industri.

Vi får herefter at vide, at Europas problem med energipriserne dog stadigvæk kan løses, det kræver bare hurtig politisk handling fra EU-politikernes side. Uden denne vil det ikke være muligt at nå ”netto-nul” uden samtidigt at afindustrialisere hele kontinentet.

Blandt andet er det nødvendigt at optimere udbyttet fra sol og vind, og det skal primært opnås ved en meget kraftig udbygning af kabler på kryds og tværs mellem landene, så der til enhver tid vil være energi til rådighed for alle. Det er det geografiske samarbejde, som vi tidligere har beskrevet her på siden.

Selve rapporten, der er på 92 sider med en stribe meget gnidrede kurver og grafer, tilføjer ikke så meget konkret nyt. Man er ved hjælp af modelberegninger (selvfølgeligt) nået frem til, at energiforsyningen kan sikres ved tilstrækkelig udbygning med solceller og vindmøller og hertil en maksimal udnyttelse af biomassen i Europa. Nogle kernekraftværker er velkomne, og der skal opbygges en infrastruktur med brint, der bl.a. skal fungere som energilager for elforsyningen. Endeligt skal forbrugerne naturligvis også være ”fleksible” – læs: Sidde i mørket, når der ikke er nogen sol eller vind.

Den grønne omstilling kan således lykkes – siger modellerne – men det kniber stadigvæk med priserne på energien. Rapporten nævner et par eksempler, hhv. stål- og ammoniakfremstilling. Brint skal her bruges til at opnå de ønskede temperaturer i stålværket, og indgår jo som en råvare til ammoniakfremstillingen. Mht. ammoniakken er problemet, at produktionen kun vil være konkurrencedygtig med virksomheder uden for EU, hvis brintprisen kommer under 3 euro pr. kg. Derned kommer den ikke i Europa, laveste bud på ”grøn” brint, dvs. fra elektrolyse, nævnt i litteraturen siger 5 €/kg (knap 40 kr./kg), og det er nok meget optimistisk, når det kommer til stykket.

Sammenligningerne med produktionspriser uden for Europa er noget uklare, fordi det ikke fremgår, om f.eks. kinesiske ammoniakpriser er baseret på naturgas brugt direkte. Det nævnes et sted i rapporten, at den forventede naturgaspris er 30 €/MWh, hvor prisen på brint (5 €/kg) kan omregnes til ca. 150 €/MWh. Det ser da også ud til, at rapporten forudsætter, at konkurrenterne ligeledes går over til mere ”grøn” teknologi.

Men både elektricitet og brint vil være dyrere i Europa under alle omstændigheder, de forventede omkostninger til el-fremstillingen er vist på fig. 2. Rapporten kigger på to scenarier, et super-optimeret og et, der går lidt mindre godt – og derfor nok er lidt mere realistisk. De vil i 2050 ende på produktionsomkostninger på 70-115 €/MWh. Inkl. udgifter til net m.v. taler rapporten om priser på 100-140 €/MWh (75-105 øre/kWh). Til sammenligning kan Kina, USA og Indien forvente fremstillingsomkostninger på omkring 40 €/MWh.

Det er jo ikke så lovende, og det er her, at den hurtige handling fra politikernes side kommer ind i billedet. De må simpelthen sørge for tilskud nok, således at f.eks. industrien får strømpriser, der er det halve af de faktiske omkostninger. I al fremtid.

Det kunne jo være, at de almindelige borgere heller ikke syntes om de høje priser. Hertil foreslår rapporten følgende visdomsord:

Spændinger mellem klimapolitikken og de økonomiske følger skal håndteres gennem politiske tiltag, der understøtter en effektiv og retfærdig fordeling af omkostningerne.

Uanset hvad, er det skatteyderne, der kommer til at holde for – i stor stil.

Rapporten skal have ros for sin ærlighed, her er ingen myter om den åh-så-billige vedvarende energi, men politikerne vil nok snarere bide mærke i konklusionen om, at hele den grønne omstilling nok skal lykkes – uden at de læser nærmere om hvordan.