Dør korallerne i 2024?

Sidste år, 2023, siges at være det varmeste år nogensinde, og derfor er verdenshavene ifølge FN’s generalsekretær Guterres ”kogende”. Det går hårdt ud over korallerne, der bliver ramt af ekstrem blegning og trues af udryddelse. Sådan lyder historien i hvert fald, når vi får den serveret af medierne, her The Guardian:

Great Barrier Reef (GBR) er midt i hvad der kunne være dens værste sommer nogensinde med en udbredt og ekstrem blegning … 39% af 1080 individuelle rev, der er inspiceret fra luften har oplevet enten meget højt (61-90% af korallerne bleget) eller ekstremt (over 90%) omfang af blegning…. [GBR] er midt i den femte masseblegning på kun otte år, drevet af den globale opvarmning hvor mindst 10% af korallerne på 73% af revene er ramt.

Det lyder jo voldsomt og skal naturligvis tjene til at overbevise offentligheden om klimakrisens alvor og nødvendigheden af en hurtig grøn omstilling. Men lad os nu kigge lidt nærmere på sagen.

Vi skrev for nogle måneder siden at udbredelsen af koraller i 2022 nåede rekordniveau, og i 2023 var situationen næsten uforandret, som vist på fig. 1. Man ser her, hvordan koraldækket på hele revet i gennemsnit var over 30%. Det er nået her op på få år, efter et lavpunkt 2012, hvor der kun var ca. 12% dække, og igen et dyk i 2019 med knap 15%.

Koraldækket svinger meget fra år til år. Tab fremkaldes rigtigt nok af temperaturændringer – i begge retninger, men også af cykloner (hvirvelstorme) og angreb af den tornede søstjerne. Men blegning er ikke nødvendigvis den sikre vej mod døden, det er lige så ofte en midlertidig tilstand. Korallerne allierer sig med nogle alger, der tager ophold inde i korallen og hjælper den med omsætningen af føde. Det er algerne, der giver korallerne farve. Hvis forholdene omkring korallen ændrer sig, f.eks. temperaturen, støder korallen algerne ud og mister derved sin farve. Men den er ikke død, ofte kan den blive opsøgt af andre alger, der bedre passer til situationen, og få sin farve tilbage.

Men ved blegning er der mange koraller, der dør, og her træder en anden overlevelsesmekanisme i aktion. Korallerne udsender hvert år millioner af larver, der svæver frit rundt i vandet, indtil de finder et egnet sted at slå sig ned, oftest oven på eksisterende koraller eller ved siden af dem. Her bygger larverne deres hus af kalk, og har herved bidraget til koralrevets udvikling.

Larverne kan således ”flytte” koralrevet væk fra truede områder, hvilket både kan være varme eller kolde, men også en ændret vanddybde. Systemet er kolossalt fleksibelt. For 12.000 år siden var havniveauet ude for Australiens østkyst 120 meter lavere, end det er nu. GBR eksisterede også den gang, men 100-200 kilometer væk fra den nuværende placering (hvor der den gang var fastland dækket af slette med eukalyptustræer). I takt med at vandet steg, flyttede koralrevet med, således at det hele tiden befandt sig på den optimale vanddybde.

Koraller eksisterer i koldt og i varmt vand, og jo varmere, desto mere gunstige er livsbetingelserne. Derfor er enhver snak om, at 1-2 graders temperaturstigning i havene kunne føre til korallernes udryddelse, det rene vås. De vil tilpasse sig så let som ingenting – som de har gjort igennem de flere hundrede millioner år, de har levet – og overlevet – på Jorden.

Man har talt meget om, at GBR er hårdt ramt af blegninger gennem de seneste 10-20 år. GBR består af ca. 3000 forskellige rev, og ifølge Peter Ridd er ikke et eneste af de rev gået til grunde i den periode, hvor de er blevet overvåget af forskerne.

Fig. 1 viser klart, hvor store udsving i udbredelsen, der er tale om i løbet af få år. I 2024 tyder alt på, at vi kan forvente en betydelig nedgang i udbredelsen. Cykloner har hærget i området, og flere rev er blevet stærkt beskadiget med blegning til følge. Lokale temperaturforhold har også givet blegning her og der. Hertil kommer de sædvanlige angreb af den tornede søstjerne.

I august vil det Australske Institut for Marinevidenskab AIMS formentligt udsende sin næste statusrapport over korallernes tilstand. Vi beskrev rapporten for 2023 og AIMS’s metoder i en artikel i fjor. Deres registreringer ved hjælp af dykkere er kun stikprøver, men alligevel det bedste, vi har.

Koralforskeren Terry Hughes fra det berygtede James Cook Universitet i Australien benytter en anden metode. Han sidder som passager i en lille flyvemaskine og kigger ud af vinduet fra 150 meters højde. Herefter mener han at kunne udtale sig om, hvorvidt der er blegning eller ej. Den metode har Jennifer Marohasy stillet sig meget skeptisk overfor. Det blå hav fjerner korallernes rødlige farvenuancer, og på afstand ser de blegede ud. Men kommer man tæt på, ved at snorkle eller dykke ned til dem, fejler farverne ikke noget. Marohasy har netop besøgt nogle af de rev, som Hughes udnævnte til at være blegede, og kunne ikke på nogen måde bekræfte hans konklusioner.

Koralforskningen er desværre hårdt angrebet af klimatroen, og netop de blegede koraller – sammen med isbjørnene – er blevet maskotter for de politiske bestræbelser i retning af CO₂-bekæmpelse. Men hvis en videnskab skal tjene en politisk sag, ophører den med at være videnskab.