Forvrøvlet klima-økonomi

Der er flere ting, der generer klimafortællingen. Hver gang realiteterne eller fakta ikke stemmer overens med budskabet, prøver man som regel at ændre på tingenes tilstand. Vi så f.eks. et forsøg på at få gjort noget ved afkølingen de seneste 7-8000 år – fra det Holocæne Optimum og frem til den Lille Istid. I den periode var CO₂-indholdet let stigende, og derved harmonerer temperaturudviklingen så dårligt med klimamodellerne og det øvrige gængse tankegods. Ganske rigtigt udkom der indtil flere videnskabelige artikler med nyligt udviklede kurver, der viste det, man gerne ville have: En stigning i temperaturen i stedet for faldet.

Et af de mest åbenlyse problemer for klima-alarmismen er de mange beregninger over, hvad klimaforandringerne vil koste, versus udgifterne til en komplet grøn omstilling. Man taler typisk om 1-3% af bruttonationalproduktet (BNP) pr. grads stigning i den globale temperatur, og da vi frem mod år 2100 har udsigt til at blive 3-4 gange rigere end nu, så er det svært at blive skræmt af tabene og dermed motiveret til at få bygget vindmøller og solceller.

Men nu kommer kavaleriet til undsætning i form af en endnu ikke-fagfællebedømt videnskabelig artikel, Bilal et al. I indledningen skriver forfatterne:

Klimaforandringerne bliver ofte beskrevet som en trussel mod vores eksistens. Dette synspunkt står imidlertid i stærk modsætning til de generelle overslag over klimaforandringernes konsekvenser for den økonomiske aktivitet, som resulterer i, at en grads stigning i den globale temperatur medfører en nedgang i den økonomiske aktivitet på 1-3%. Med normal diskontering kan den effekt næppe karakteriseres som særligt katastrofal. Hvorfor er det gængse billede af klimaforandringerne ikke i overensstemmelse med konsekvensberegningerne? Er omkostningerne forbundet med klimaforandringerne virkeligt så små?

Her er det jo sagt lige ud. Ædruelige beregninger duer ikke, fordi de ikke fremmer alarmismen. Det falder øjensynligt ikke forfatterne ind, at tilfældet snarere kunne være, at der ikke er noget belæg for alarmismen – nej, de går i gang med at finde på nye tal.

Pudsigt nok lægger artiklen ud med figuren gengivet her som fig. 1. Her er den globale temperaturudvikling sidestillet med udviklingen i BNP pr. person, og her kan man jo ikke umiddelbart se, at der skulle have været problemer indtil nu.

Grundtanken i Bilal et al. er, at man hidtil har beregnet klimaomkostningerne på basis af udviklingen af ekstremvejr land for land, eller område for område. Nu betragter forfatterne i stedet udviklingen i den globale temperatur og ud fra den beregnes antallet af ekstreme begivenheder lokalt.

Man indfører begrebet ”temperaturchok”, som er udtryk for pludselige spring i temperaturen som følge af f.eks. El Niño / La Niña, vulkanudbrud, ændringer i Solens aktivitet osv. Dem har der været en del af siden 1960, som vist på fig. 2. Chokkene har ikke været så store, kun maks. ± 0,3 grader celsius, men alligevel har de hver især medført en stigning i omfanget af ekstremt vejr, der derefter kan omregnes til økonomiske tab. Man har brugt data for f.eks. nedbørens afhængighed af temperaturen, og ved en lidt højere temperatur stiger sandsynligheden for mere nedbør og dermed også hyppigere ekstrem nedbør.

Men påstanden er, at en lokal temperaturstigning på 0,3 grader kun vil have en begrænset indflydelse på det lokale ekstremvejr, hvorimod en global stigning på de samme 0,3 grader vil have en langt større effekt. Det er illustreret på fig. 3. Præcis hvorfor det skulle forholde sig således, fortaber sig i matematik, hvor forfatterne bruger denne formel flere gange:

Formlen beregner ændringen i BNP som funktion af “temperaturchokket” (bemærk de mange græske bogstaver, der får det til at se mere videnskabeligt ud…).

Det postuleres, at et lokalt ”temperaturchok” kun vil føre til en kortere periode med mere ekstremvejr osv., hvorimod et globalt chok vil give længerevarende og dermed sammenlagt større konsekvenser, jfr. fig. 3.

Med den nye beregningsmetode når forfatterne frem til, at skaderne bliver 6 gange højere end de gængse resultater, og nu kommer der mere gang i alarmismen.

Hvis temperaturen således stiger med yderligere 2 grader celsius inden år 2100 vil det betyde en nedgang i produktion, kapital og forbrug, der overstiger 50%, når vi er nået år 2100.

Ved at lade deres model simulere tiden fra 1960 til nu har forskerne beregnet, at det globale BNP pr. indbygger ville have været 37% højere i dag, hvis der ikke havde været nogen opvarmning mellem 1960 og 2019 – i stedet for de 0,75 graders temperaturstigning, vi har haft. Det er jo et bemærkelsesværdigt resultat, når man kigger på fig. 1.

Forfatterne beregner også the Social Cost of Carbon, dvs. samfundsomkostningerne pr. ton CO₂ udledt, og når her frem til tallet 1056 US$/ton CO₂. Det er jo et meget højt tal, og hvis man tror på det, bliver der pludseligt fornuft i selv de mest ineffektive tiltag til grøn omstilling.

Det bemærkelsesværdige ved hele sagen her er den totalt løsrevne forbindelse til virkeligheden. Hvorfra kommer tallene for tabene i forbindelse med ekstremvejr, f.eks.? De kommer naturligvis fra artiklens referencer, der findes masser af litteratur, hvor man har opfundet tal, der passer ind i fortællingen. Men ser vi på perioden 1960-2019, så viser statistikken, at der ikke har været nogen stigning i hyppighed eller voldsomhed af ekstreme vejrbegivenheder. Hvor kommer det påståede tab på 37% så fra?

Eric Worall på WUWT morer sig lidt over artiklen og håber at fagfællerne får en fest, når de skal bedømme makværket. Her kan man dog bare frygte, at hvis bedømmerne har den rette klimatro indstilling, så går Bilal et al. glat igennem.