Dr. Roy Spencer har for nyligt forklaret os hvorfor det slet ikke er nødvendigt at stræbe efter ”netto-nul” i CO2-udledninger, heller ikke hvis man er bange for ”klimaforandringerne”. Naturen bortskaffer ca. halvdelen af vores årlige udledninger lige på stedet, og den bortskaffelse vil fortsætte i mange år, også selvom vi reducerede vores udledninger til nul i morgen. Fidusen er selvfølgeligt, at naturen ikke kan ”se” hvor meget vi udleder, den reagerer på indholdet af CO2 i luften, og det falder jo ikke umiddelbart efter at vi har reduceret udledningerne.
Det er nok godt at have i tankerne, når vi ser på den forventede udvikling i kulforbruget i de kommende år. Som følge af Paris-aftalen i 2015 havde landene givet løse tilsagn om reduktioner, men de kommer vist ikke til at holde stik, især ikke når det drejer sig om de store industrilande i Asien. De vil have økonomisk vækst og hertil skal der bruges masser af elektricitet, og en stor del af den påtænkes produceret ved hjælp af kul.
Vijay Jayaraj har skrevet en kort status over situationen:
Vietnam er et af de asiatiske lande med den største vækst, og en stor del af fremgangen skyldes en øget industriproduktion. Hertil skal der bruges masser af elektricitet. Kullene står for 40% af landets elforsyning, mens vandkraft tegner sig for 30%. Man bruger også naturgas, som importeres i dyre domme med de nuværende priser. Vandkraften har også svigtet lidt pga. mindre regn i landet sidste år. Så der satses på kul. Regeringen opfordrer kulminerne til at sætte fuldt tryk på produktionen, og der skal også ledes efter nye forekomster, der kan blive til kulminer. Disse aktiviteter tyder ikke på, at Vietnam tror på, at de kommer væk fra kul foreløbigt.
Kina bygger fortsat kulfyrede kraftværker på stribe, landet har nu 1142 kulkraftværker i drift, mere end fem gange antallet i USA.
Indien har 254 kulkraftværker i drift og er i gang med at bygge 40 mere. Landet satser på en kraftig udbygning af infrastrukturen som et led i den økonomiske udvikling. Hertil skal der bruges masser af stål og cement, som produceres indenlands og bruger masser af kul. Så heller ikke i Indien øjner man nogen nedgang i kulforbruget.
Japan anvender også kul i store mængder, det meste bliver importeret fra Australien.
Det er ironisk, at Joe Bidens regering gør hvad den kan, for at stikke en kæp i hjulet på kulfyrede kraftværker i USA. Men samtidigt har de amerikanske kulminer en blomstrende forretning med eksport til de asiatiske lande. Specielt har USA kul af høj kvalitet, der er egnet til stålfremstilling, og her er der et stærkt voksende marked.
Det er jo lidt ironisk, at de amerikanske kulfyrede kraftværker skal lukke for at ”redde” klimaet, hvorefter kullene fragtes til Asien og bliver brændt af der. Verden er af lave!
Men alt tyder på, at vi ikke kommer til at bevæge os ret langt mod netto-nul lige i de første mange år, og så er det jo rart at vide, at vi slet ikke behøver at komme i nærheden af det mål.
Endelig en smule fornuft fra visse steder i Verden.
Det er jo altid godt at bruge ting som kul og gas, som der er masser af, og så spare på sjældne materialer som litium, kobolt, kobber og den slags, som vi så kan have gavn af i længere tid.