Fortidens temperaturer

Vi har mange gange her på siden påpeget, at de store rekonstruktioner af fortidens temperaturer baseret på snesevis eller hundredvis af proxyer ofte vil ende i lange kurver uden de store udsving.

Årsagerne er flere, men det er indlysende, at korttidsvariationer vil blive tværet ud, bl.a. fordi dateringen af temperaturerne ofte ikke er særligt præcis. Gjorde man det samme her i nutiden, ville det svare til, at man havde en temperatur fra f.eks. 1960 og én fra 2020 og så tog man gennemsnittet af de to og udnævnte det tal til temperaturen for år 2005. Derved er alle variationerne i tidsrummet gået tabt.

Det er alment accepteret, at man ikke bare kan opstille en temperaturkurve baseret på proxyer, der dækker tidsrummet frem til år 1900 og derefter splejse de målte temperaturer på, hvorved man får den nydeligste hockeystav. Proxyerne skulle gerne nå længere frem i tiden og efter år 1900 vise de samme tendenser som de målte temperaturer. Hvis proxyerne ikke viser nogen stigning, eller ligefrem et fald, hvordan kan man så stole på deres resultater længere tilbage i tiden? Det kan man ikke.

Så klimaforskningen udfolder enorme anstrengelser for at nå frem til proxybaserede kurver, der viser en stigning længst muligt ind i 1900-tallet. Der bruges mange ”tricks” her, bl.a. er det vidt udbredt at sortere i data. Har man f.eks. 20 sæt tal fra målinger af årringe i træer, men kun de tre af dem viser en stigning op mod nutiden, ja så er det ofte sket, at de øvrige 17 datasæt bare ignoreres. Der er naturligvis som oftest én eller anden ”videnskabelig” forklaring på udvælgelsen.

Om dette emne har John Robson fra Climate Discussion Nexus udsendt en video, den er lidt længere end hans normale indslag, men yderst seværdig. Det er ikke et kønt syn med alle de krumspring, som palæo-klimaforskningen har foretaget for at fremme klimasagen.

Ind imellem gøres der hæderlige forsøg på at rekonstruere fortidens temperaturer, ikke fordi man ønsker at fremme en sag, men snarere af ren videnskabelig nysgerrighed. På hjemmesiden No Tricks Zone er der en omtale af en russisk forskningsartikel (på russisk), hvor man har rekonstrueret de seneste 2000 års temperaturer i Sibirien og det nordlige Skandinavien. Her er omhyggeligt udvalgt nogle pålidelige proxyer, bl.a. træers årringe, plantepollen og historiske optegnelser. Fig. 1 viser, hvor de enkelte prøver er opsamlet, gule og grønne cirkler. De sorte cirkler er historiske data og trekanterne vejrstationer med optegnelser, der går langt tilbage i tiden.

Russernes rekonstruktion af temperaturen ses på fig. 2. Her kan man både se varmen i Romertiden og især i Middelalderen, mens Den Lille Istid udmærker sig ved lave temperaturer. Med rødt er indtegnet de målte temperaturer, og man ser en meget fin overensstemmelse mellem proxyerne og de målte temperaturer. Ved de målte temperaturer kan man også se, at det var lige så varmt i 1930-erne som det er i dag. Det var jo også tilfældet f.eks. i USA.

I deres sammendrag skriver russerne:

I den førindustrielle tid var de højeste årlige middeltemperaturer i årene 981-990 1 grad celsius højere, og minimumstemperaturerne i 1811-1820 var 1,3 grader lavere, end gennemsnittet for 1951-1980. Den her rekonstruerede kurve har betydeligt større udsving end de kurver, der er konstrueret for halvkuglen eller for hele Arktis.   

Nemlig! Når man dynger for mange proxyer sammen, får man fjernet alle udsvingene. Fint, hvis man har som mål at få en hockeystav, men mindre fint, hvis det skal forestille at være videnskab.