Klimavidenskab fra bunden af – del 2

Her følger så anden del af Guus Berkhhout og Kees de Langes korte og præcise gennemgang af hele klimasagen, som man finder på WUWT. Første del blev genfortalt i går, og her kommer så et løst sammendrag af del 2.

D’herrer slår et slag for, at hysteriet må bringes til ophør. Videnskaben må stoppe med forsøgene på at skræmme befolkningen med resultaterne fra tvivlsomme computermodeller. Her forfatternes kraftfulde indledning:

Det er på tide at vi stopper med at acceptere, at flere og flere udemokratiske internationale organisationer som f.eks. alle dem fra FN (WMO, UNEP osv.) og de tusinder af NGO’er, forsøger at tvinge os til at organisere vores liv og samfund, som de gerne vil have det. Først og fremmest er det på høje tid, at vi udrydder de historier om frygt og de elementer af tvang, som disse organisationer påtvinger os. Det er kun muligt med et stærkt nationalt demokrati! Regeringerne må vælge en ny kurs med masser af mod og sagkundskab. Resultatet vil nære håbet for en fremtid i velstand. Sådan en ny kurs starter med en fornuftig klimapolitik.

Der er ikke nogen klimakrise. Det kan illustreres med Bjørn Lomborgs figur (fig. 1 th.) over antallet af dødsfald som følge af naturkatastrofer de seneste 100 år. Det tal er styrtdykket, og det er primært et resultat af vores forøgede velstand, der i høj grad må tilskrives vores adgang til billig energi fra kul, olie og gas. Velhavende lande har adgang til varsling, f.eks. af storme, i god tid og kan træffe deres forholdsregler. Der har været råd til diger og byggeri af bedre kvalitet.

Hvad der derimod ikke har virket, er alle anstrengelserne for at arbejde hen imod ”netto-nul” i udledninger, som er illustreret tv. på fig. 1. Her er udviklingen i atmosfærens CO₂-indhold gennem tiden vist, og tidspunkterne for de store internationale klima-aftaler er tegnet ind, ikke mindst Kyoto fra 1997 og Paris i 2015. Lige lidt har det hjulpet.

De to figurer her ved siden af hinanden viser med al ønskelig tydelighed, hvad der virker, og hvad der ikke virker. ”Netto-nul” er et håbløst foretagende, hvorimod forebyggelse og afhjælpning af skader fra naturkatastrofer har været en kolossal succes.

I Vesten forsøger vi at gå foran i et moralsk klima-optog. Vi bruger enorme summer på grøn omstilling og påfører os alverdens restriktioner, der bl.a. medfører, at vi er ved at drive al vores industri ud af området. Vores befolkninger påføres lidelser, f.eks. når de bliver tvunget til at vælge mellem at få mad eller at varme deres huse op, da der ikke er råd til begge dele.

Resten af Verden, med Indien og Kina i spidsen, kigger dybt forundrede på, hvad vi har gang i. De skal ikke nyde noget af drømme om ”netto-nul”; de har store befolkninger, der har forventninger til en bedre og mere velstående fremtid – og sådan én kræver masser af pålidelig energi.

Forfatterne trækker her Holland frem som et eksempel på et lille land, med en forsvindende andel i de årlige globale udledninger, men som alligevel påfører sig selv alverdens kvaler til ugunst for befolkningen. Det lyder meget som Danmark, med hvad nytter det?

Den seneste omgang, med al snakken om ”Netto-nul” startede med Paris-aftalen fra 2015, hvor en flok politikere, der var fuldstændigt blottet for indsigt i klimaet, besluttede at en global opvarmning over 1,5 grader – i forhold til en delvist ukendt ”førindustriel” tid – ville udgøre en stor risiko for kloden og menneskeheden. En by som Singapore har en årlig gennemsnitstemperatur på 28 ^oC, mens Oslos er 6 ^oC. Er det ene ”farligere” end det andet? Og hvad rolle ville 1,5 graders forskel spille? Specielt må man huske på, at temperaturstigningen ikke er jævnt fordelt over hele kloden og døgnet rundt. De højere temperaturer viser sig primært om vinteren og om natten i egnene uden for troperne. De fleste steder vil man overhovedet ikke kunne mærke en stigning på 1,5 grader.

Vi har ikke nogen klimakrise, men vi er på vej ud i en energikrise, som vi selv har skabt (i hvert fald her i Vesten) ved at reducere produktionen og forbruget af fossile brændstoffer. Reelt kan vi ikke undvære dem, i masser af år har de udgjort mere end 80% af vores energiforsyning, og den grønne omstilling har ikke ændret synligt på det tal.

Vi har kastet os over biomasse, men i et omfang, der ikke er bæredygtigt, og så satser vi på sol og vind, der er upålidelige energikilder, og som aldrig kan danne rygraden i en moderne stabil energiforsyning. Et interessant aspekt her er de mange nye datacentre, som forventes i fremtiden at få behov for ufattelige mængder af energi – og den skal vel at mærke være i form af ultrastabil elektricitet – hvilket går meget dårligt i spænd med vind og sol.

På længere sigt er kernekraft det eneste brugbare alternativ til de fossile brændstoffer.

Berkhout og de Lange konkluderer:

1. Klimapolitikken skal ikke være baseret på umodne computermodeller, men på pålidelige fakta.
2. Fakta viser, at der ikke er nogen klimakrise, og CO₂ er ikke nogen kontrolknap, der gør menneskeheden i stand til at justere på klimaet. Forsøg på grøn omstilling virker ikke, hvorimod forebyggelse af skader fra lokale klimaforandringer og naturkatastrofer har været en kolossal succes.
3. CO₂ er ikke en skadelig gas og udledningerne er ikke forurening af miljøet. Tværtimod, CO₂ er livets gas. Et større indhold i atmosfæren kan medføre en begrænset opvarmning, men det gør også Jorden grønnere og forøger høstudbytterne i landbruget.
4. Man skal ikke sammenblande klimaforandringerne og forurening af miljøet. Dels er det faktuelt forkert, og dels gør det klimapolitikken alt for kompliceret. Klimaforandringer kræver tilpasning, mens miljøproblemer kræver en renere produktionsteknologi. Derfor er det naivt og umoralsk at forarme befolkningen ved meningsløse klimatiltag og alt for høje energipriser.
5. Fremtidens energiforsyning vil blive baseret på kernekraft, men vi har ikke, og skal ikke have, travlt med at omstille os væk fra de fossile brændstoffer. Dem kan vi ikke undvære her og nu, og det er noget, politikerne og beslutningstagerne må erkende. Jo før jo bedre.