Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Klimavidenskab fra bunden af – del 1

Til WUWT har stifteren af Clintel, Guus Berkhout og en medforfatter, Kees de Lange skrevet en fin grundlæggende gennemgang i to dele af hele klimasagen. Her i det følgende vil vi give en genfortælling af første del, anden del bringer vi i morgen.

D’herrer lægger ud med at påpege, at hvis vores forståelse af klimaet er mangelfuld, så er det risikabelt og skadeligt at kaste sig ud i enorme anstrengelser for at bekæmpe en ”klimakrise”, der i øvrigt efter deres opfattelse slet ikke er der.

Vi begynder med videnskaben. I klassisk forstand består den i første omgang af observationer og målinger. For klimaets vedkommende kan vi f.eks. måle temperaturer og nedbør og notere, hvad der sker med dem dag for dag. Det kan vi gøre for veldefinerede geografiske steder. Efter et stykke tid har vi således en tabel, der for en given egn viser, hvad temperaturen og regnmængden var dag for dag. Når vores tabel er lang nok, kan vi se, hvordan temperaturen har udviklet sig over et helt år eller flere, og ligeledes med mængden af nedbør. Vi kan også se, om der evt. er en sammenhæng mellem temperaturen og mængden af regn.

Indtil videre er der slet ikke nogen teorier involveret, og ingen kan bestride vores resultater – med mindre selvfølgeligt, at de finder nogle fejl på vores termometer. Men videnskaben vil videre, og nu begynder man at opstille teorier. De skal forklare hvorfor vi ser, det vi ser. Hvorfor ser det ud til, at de årlige temperaturer i gennemsnit er stigende eller faldende hen gennem årtierne – og ditto med nedbøren?

I klimavidenskaben forsøger man at opstille computermodeller, der skal give de ønskede forklaringer. Her går man meget ambitiøst til værks. Lokale vejrforhold kan simuleres med mindre meteorologiske modeller, hvor man får det meste med, men hvis man vil opstille modeller for det globale klima, kommer man hurtigt ud i problemer. Nu skal man have data for den ”globale temperatur”, og det er en svær størrelse. Jordkloden er stor og der er bjerge, dale, skove, ørkener, iskapper osv. og så er 70% af kloden i øvrigt dækket af hav. Man døjer meget med at få nogle brugbare tal, specielt, hvis man vil have temperaturserier med mange års målinger, fordi forholdene omkring de enkelte målestationer har ændret sig kraftigt gennem tiden mange steder. En målestation, der for 50 år siden befandt sig ude på en græsslette, står nu måske midt i byen, omgivet af huse, asfalt og beton.

Men modellerne skal også tage hensyn til mange andre faktorer, Solen, havstrømmene, skydækket, bevægelserne af luft i atmosfæren osv. osv. Det nemmeste er i mange tilfælde at vælge at ignorere nogle af disse ting, men det er en dødssynd i videnskab.

Modellerne skal testes grundigt over for de data, vi har. Kan modellerne simulere og forklare alle de observationer, vi har foretaget, f.eks. udviklingen i temperaturen lokalt og år for år globalt? Hvis de ikke kan det, så bør de kasseres. Her er videnskaben normalt benhård. Hvis en teori ikke stemmer overens med alle målingerne, så skal den forkastes, eller i hvert fald modificeres kraftigt.

I klimavidenskaben står vi med store og komplicerede modeller, der, trods deres detaljerigdom, ofte rammer voldsomt forkert i forhold til de målinger, vi har. Det sker der dog ikke så meget ved. Man kommer til at tænke på situationen for 400 år siden, da de første astronomer fandt ud af, at målingerne af planeternes bevægelser stemte bedre overens med en teori, hvor Solen er i centrum, fremfor Jorden, se fig. 1. Det holdt hårdt, Kirken gjorde stor modstand.

Fig. 1

I dag er ”Kirkens” holdning, at CO2 er den afgørende faktor for udviklingen i klimaet, og vores udledninger har ført til hele den observerede opvarmning ind til nu og vil bringe Jorden op på faretruende varmegrader i løbet af få år. Det er blevet til et politisk budskab, der bl.a. meget kraftfuldt fremføres af FN’s generalsekretær, António Guterres Han taler om, at vi befinder os på ”motorvejen mod Helvede”.

Meget af den udvikling får man ud af modellerne, hvis man bruger fremtidsscenariet RCP8.5, der ofte beskrives som ”business as usual”. Hvis ikke vi gennemfører en grøn omstilling i en fart, så ender vi i RCP8.5-fremtiden med en global temperaturstigning på 5-6 grader celsius. Men vi må erindre om, at RCP8.5 af sine ophavsfolk slet ikke var tænkt som et virkelighedsnært scenarie. Det indebærer et helt urealistisk stort forbrug af kul (mere end vi kan grave op) og f.eks. også en teknologisk udvikling, der er gået helt i stå. Folkene bag opstillede scenariet for at have et yderpunkt til brug ved beregningerne og havde aldrig forestillet sig, at det skulle misbruges som det bliver nu.

Det store flertal af klimaforskere mener bestemt, at CO2 spiller en rolle i forbindelse med den globale opvarmning, men der er mange andre faktorer på spil, og de katastrofale fremtidige temperaturer er der ikke mange, der tror på. Effekten af CO2 falder med et stigende indhold, således at yderligere mængder tilført atmosfæren vil få mindre og mindre indflydelse på temperaturen. Det er bredt anerkendt naturvidenskab. Modellerne kan så indstilles til, at f.eks. vanddamp spiller en stigende rolle, og derved kan man stadigvæk opnå den voldsomme opvarmning, men så har vi for længst fjernet os fra realiteterne, de faktiske målinger, og det bør man jo ikke gøre i ordentlig videnskab, som vi nævnte ovenfor.

Enhver snak om at videnskaben er ”afgjort” er højst uvidenskabelig. IPCC trækker i den retning, men man er ude på tynd is med den slags påstande, og kan den is bære hele den grønne omstilling? Hvis nu modellerne tager fejl, så betyder det jo, at vi ikke kan ”styre” den globale temperatur, ved at yde ofre mht. energiforsyningen. Så vil de ofre være spildt.

Mere herom i 2. del i morgen.

Del på de sociale medier

9 Comments

  1. Peter Villadsen

    RCP8.5 er åbenbart et mantra, der skal fremhæves igen og igen, selvom alle ved, at vi vil nå et lavere udledningsscenarie. Der er dog ingen der til fulde forstår de præcise konsekvenser ligemeget hvilket scenarie, der tales om.
    Der er dog utallige undersøgelser, der viser at nuværende eller højere CO2-niveauer giver betragtelige vandstandsstigninger. Igen er der her usikkerhed omkring hastigheden på Antarktis og Grønlands indlandsis response på temperaturstigningerne.
    Man kan derfor sige, at vores udledninger idag vil i fremtiden få enorme konsekvenser for livet i lavtliggende områder.
    Det er her, vi har en moralsk opgave i at få reduceret vores udledninger betragteligt.

    • Søren Hansen

      Ja, men næsten alle de alarmistiske artikler om dette og hint bruger RCP8.5 som udgangspunkt!
      Dine “utallige undersøgelser” er snarere modelberegninger, og de er jo ikke bedre, end det scenarie, der puttes ind i dem (RCP8.5?). Usikkerheden mht. havstigningerne er så stor, at det vil være forhastet at kaste sig ud i voldsomme forebyggende tiltag. Der er tid nok til at følge udviklingen og gøre det nødvendige. Det var menneskeheden gjort de sidste 100 år med stor succes, når man ser på antallet af dødsfald pga. ekstreme vejrbegivenheder.
      Så nej, vi har ikke nogen “moralsk opgave” i at ødelægge vores energiforsyning og samfund.

      • Peter Villadsen

        Nej , det er undersøgelser af tidligere perioder, hvor kloden havde højere eller samme co2 niveau som nu.
        Dengang stod vandstanden betragteligt højere end idag.
        Det undrer mig, at du ikke har bemærket dette væsentlige forhold.

        • Søren Hansen

          Der har aldrig været nogen klar sammenhæng mellem havenes vandstand og indholdet af CO₂ i luften. For millioner af år siden var Jordens geografi anderledes, udbredelsen af is og klimaet var forskelligt fra, hvad vi har i dag. Så det er en groft forsimplet konklusion at sige, at til alle tider har det været sådan, at mere CO₂ = højere temperatur = højere vandstand. Derfor er der stadigvæk ingen grund til panik nu.

          • Peter Villadsen

            Det er da indlysende og fysisk let forståeligt, at flere drivhusgasser giver højere temperatur og deraf højere vandstand. Iøvrigt helt i overensstemmelse med de vandstandsmålinger, der er foretaget igennem de sidste hundrede år.

          • Søren Hansen

            Ja, det er jo netop denne “indlysende indsigt”, der er grundlaget for hele klimapanikken. Men det er åbenbart, at drivhusgasserne ikke har styret hverken temperaturen eller havniveauet nævneværdigt igennem det meste af Jordens historie. Derfor er der ikke noget faktuelt grundlag for troen på nutidens klimakrise.
            I øvrigt har havniveauet været stigende i de sidste 12.000 år, i de seneste par tusinde år er stigningen gået relativt langsomt, lige så langsomt som nu. Igen helt uafhængigt af atmosfærens CO₂-indhold.

  2. JENS JAKOB KJÆR

    Hvis man skal beregne den globale gennemsnitstemperatur skal man huske at medtage jordens indre kerne. Atmosfæren er jo bare overfladen.

  3. JENS JAKOB KJÆR

    Konsensus betyder enighed på latin. Magthaverne vil gerne have konsensus og det får de ved at fjerne dem der ikke er enige med dem. Denne taktik blev brugt i middelalderen og den bruges også i dag. Men det betyder ikke at de har ret. Galileo Galilei skrev i 1610, at solen var centrum i vores solsystem, ligesom Nicolaus Kopernikus i 1500-tallet havde gjort det før ham. Galileo Galilei blev tvunget af kirken til at afsværge denne opdagelse og fik først en undskyldning af den katolske kirke i 1992 da pave Johannes Paul II efter en 13 års kommissionsundersøgelse kom frem til at det var forkert af kirken at dømme Galilei. Men ak! Hvad hjælper det, at man har ret, hvis undskyldningen kommer 382 år for sent? Det er helt det samme der sker i dag. Så måske får vi en undskyldning i år 2406.

  4. Villi John Petersen

    At operere med en global gennemsnitstemperatur er både meningsløst og uvidenskabeligt. Det strider mod de termodynamiske love. https://www.fys.ku.dk/~andresen/BAhome/ownpapers/globalT_GeolNyt.pdf . Kort citat fra denne artikel (som er værd at læse i sin helhed): “Størrelser, der beskriver et system, kan inddeles i intensive og ekstensive med meget forskellig opførsel. Ekstensive størrelser vokser med systemets omfang og er fx volumen, masse, vægt, energi, stofmængde, elektrisk ladning, formue, forbrug osv. Modsætningsvis angiver intensive størrelser intensiteter og er uafhængige af systemets omfang, fx temperatur, tryk, koncentration, elektrisk spænding, højde over Jordens overflade, vekselkurs, og pris.
    En meget vigtig forskel mellem disse to typer er, at gennemsnit kun (meningsfyldt) kan udregnes af ekstensive størrelser. Mere generelt kan siges, at gennemsnit kun har mening, når summen har mening. To personers samlede vægt eller højde har mening,
    idet de sammen kan stille sig op på en vægt eller stille sig oven på hinanden. Vores samlede formue kunne samles på én bankkonto. Byens samlede vandforbrug kommer fra en fælles tank. Den gennemsnitlige vægt, højde osv. fås så ved at dividere med antallet af personer.
    Derimod har det ingen mening at lægge intensiteter sammen som temperaturer, sødme af saftevand, priser osv. Det er lige så meningsfyldt som summen/gennemsnittet af vekselkurser eller telefonnumre. Selvfølgelig kan en computer kodes til at udregne også disse “gennemsnit”, men hvad betyder fx det gennemsnitlige telefonnummer i telefonbogen? At et tal er muligt at udregne betyder ikke, at det har nogen mening.”

    Det er altså meningsløst at tale om en global gennemsnitstemperatur på +1 grad. Man må nok ty til den “gammeldags” metode til at vise klimaet. Det synliggøres ved plantebælterne. Man kan udmærket bruge et atlas fra 1930 til at vise dem, da de er stort set uændrede.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*