Den herlige anarkistiske klimarealist David D. Friedmann viser i dette blogindlæg: Does Climate Catastrophe Pass the Giggle Test? (“Kan klimakatastrofen klare grineprøven?”) hvorfor de falske forestillinger om en kommende klimakatastrofe kun er til at grine af.
Her er et resume af artiklen:
Blogindlægget, skrevet af David Friedman den 26. april, udforsker argumenterne for og imod de drastiske foranstaltninger, der foreslås til at bekæmpe global opvarmning. Friedman deler debatten i to dele: Den første del undersøger årsagerne til at tro, at Jorden bliver varmere på grund af menneskelige aktiviteter, især CO2-udledning. Den anden del vurderer de forventede konsekvenser, hvis der ikke træffes passende foranstaltninger. Mens han anerkender, at den globale klimaopvarmning er en realitet og menneskelig handling spiller en rolle, finder han det aldeles ikke overbevisende, at klimaændringerne vil få katastrofale konsekvenser for menneskeheden.
Friedman argumenterer for, at selv om der er mulighed for betydelige klimaændringer, er de fleste scenarier baseret på realistiske forventninger, som foreslået af IPCC-modellerne, ikke tilstrækkelige til at retfærdiggøre en alarmistisk holdning. Han understreger, at menneskene har tilpasset sig stærkt varierende temperaturer både i tid og sted og vil fortsætte med at tilpasse sig, selv hvis gennemsnitstemperaturen stiger med nogle grader over det næste århundrede.
Han fremhæver endvidere at vi lever i en usædvanlig kold tid i Jordens historie, og at Jorden har været op til 13 grader varmere end nu.
Friedman diskuterer også det økonomiske perspektiv, hvor nuværende bygninger og landbrugsmetoder er optimeret til eksisterende klimatiske forhold, og hvordan gradvise ændringer, der strækker sig over et århundrede, giver mulighed for nødvendige justeringer uden katastrofale udfald. Han afslutter med at stille det retoriske spørgsmål om, hvorvidt bekymringerne for en klimakatastrofe kan tages alvorligt, eller om de simpelthen ikke består “grineprøven”.
Klimarealisme gør en del ud af at påvise, at klimagraferne for de sidste århundreder/årtusinder er baseret på proxyer, målinger og beregninger, der ikke just er pålidelige. Så gælder det vel i endnu højere grad, når man taler flere hundrede millioner år ?
Politikere lever af at ‘sikre vores børns fremtid’, ‘beskytte jordens biodiversitet’, ‘forhindre fremtidige katastrofer’, ‘bekæmpe sygdomme’, ‘bevare menneskeheden’ – kort sagt, politikere lever af at handle, tale problemer op og derefter iværksætte løsninger, som i bedste fald ikke skader.
Forskere lønnes af politikere, og vil gerne beholde karrieren, i hvert fald indtil de bliver pensioneret.
Vælgerne vil gerne tro, at politikerne beskytter dem.