Fuldt skrald på alarmismen

WMO, Verdens Meteorologiske Organisation, hoppede fuldt og helt med på klimavognen for år tilbage. Der politiseres om grøn omstilling og klimaforskningen bliver vredet passende rundt, så det hele ser sortest muligt ud. Nu har WMO netop udsendt sin årsrapport for 2023, og hvis man finder, at undertegnede er forudindtaget, så læs bare lidt af forordet, skrevet af WMO’s generalsekretær:

[WMO’s rapport her] bekræfter, at året 2023 brød hver eneste rekord vedrørende vejret. Det var klart det varmeste år, der er målt. Den globale gennemsnitstemperatur i 2023 var 1,45 ± 0,12 grader celsius over gennemsnittet for 1850-1900. Aldrig har vi været så tætte – om end kun midlertidigt – på 1,5 graders grænsen fastsat i Paris-aftalen.

Koncentrationen af drivhusgasser fortsatte med at stige. Havets varmeindhold og havniveauet nåede rekordhøjder blandt de målte, og stigningerne er accelererende.

Klimakrisen er den afgørende udfordring, menneskeheden står over for.

Hedebølger, oversvømmelser, tørke, naturbrande og kraftige orkaner gjorde skade på hvert eneste kontinent og medførte enorme tab for samfundene. Der var specielt ødelæggende konsekvenser for sårbare befolkninger, som lider uforholdsmæssigt meget. Ekstreme klimaforhold forværrer de humanitære kriser, hvor millioner oplever akut fødevare-usikkerhed og hundrede tusinder er fordrevet fra deres hjem.

Forleden omtalte vi Ole Humlums rapport om 2023, og det er interessant at sammenligne de to. Det går hurtigt op for læseren, at WMO omhyggeligt har udvalgt sine kilder og grafer – det man på engelsk kalder cherry picking. Der er ingen plads til tvivl hos WMO, som vi vil se i de følgende nedslag i rapporten – og det hænger selvfølgeligt sammen med, at budskabet om klimakrisen overtrumfer alt andet, inkl. normal videnskabelig hæderlighed.

Fig. 1 viser udviklingen i den globale temperatur siden 1850, her er gengivet kurverne fra seks forskellige institutioner. Kurverne er i et betydeligt opfang baseret på de samme data, men hver enkelt institution har så redigeret, korrigeret, og homogeniseret i data. Det bemærkelsesværdige er, hvor enige de er om temperaturen efter år 1900. Alle har stort set fået fjernet temperaturfaldet i perioden 1940-1975 og ”varmepausen” 1998-2014 er også pist væk og afløst af den jævne stigning som kræves af teorierne om drivhusgasserne som den dominerende styrende faktor. At kurverne hermed ikke harmonerer med satellitmålingerne, bekymrer ikke WMO.

Nu er stigningen i 2023 mere, end klimamodellerne kan simulere, og WMO må erkende, at der nok er andre faktorer på spil, ikke mindst den igangværende El Niño.

Varmeindholdet i havet har været stigende siden 1958, får vi at vide, og fig. 2 viser hvordan varmen er fordelt mellem verdenshavene. Det er en meget uensartet fordeling. Kortet er bemærkelsesværdigt, fordi før år 2004, hvor Argo-bøjerne blev installeret, var vores kendskab til temperaturerne i dybet meget begrænset.

Fra 2022 til 2023 steg havets varmeindhold med 13 ± 9 zettajoule (ZJ). Det er et kolossalt stort tal, men man skal lige huske, at for at varme hele havet op med bare én grad celsius, kræves der 5500 ZJ. Hertil kommer usikkerheden på tallet, reelt kunne varmetilførslen være alt mellem 4 og 22 ZJ, hvilket nærmest er udtryk for, at vi ikke kender tallet. Den diskussion indlader rapporten sig dog ikke på, men nøjes med at konstatere, at det vil tage århundreder eller årtusinder at få stoppet opvarmningen af havene. Ih, hvor er vi bange, når man tænker på, at havet nok mistede en del varme under den flere hundrede år lange Lille Istid, der gik forud for 1850. Så det er vel ikke så galt at få varmen tilbage igen. Som vi så i Ole Humlums rapport, så er de faktiske temperaturstigninger i havene helt forsvindende og ikke udtryk for noget farligt overhovedet. 

Der er blandt klimafolket et udbredt ønske om, at stigningen i havniveauet skal være accelererende. Det er mere skræmmende og passer også godt med fortællingen om den stadig hurtigere afsmeltning af polerne. Her har WMO et åbenlyst problem, fordi alle de kystbaserede målinger ikke viser nogen acceleration. Det er ellers i nogle tilfælde måleserier, der går mere end 100 år tilbage i tiden. WMO kaster sig så over satellitmålingerne, hvilket er et groft eksempel på cherry picking. Her har man kun 30 års data, der ganske tæt følger en ret linje. Men WMO opdeler kurven i 3 bidder af ca. 10 års længde, og finder her en kraftig stigning i hastigheden fra den ene til den anden, se fig. 3. At det er en højst uvidenskabelig måde at behandle data på, er her ligegyldigt, det er sagen og budskabet, der er vigtigst.

WMO nævner naturligvis intet om, at de kystbaserede målinger kun viser ca. halvt så høje stigninger, som satellitterne måler, der er ikke nogen god forklaring herpå, som påpeget af Ole Humlum. Heller ikke det faktum, at satellitmålingerne er stykket sammen af fire forskellige satellitters virksomhed, og at det er tydeligt, at de måler forskelligt, nævnes med et ord.

WMO kaster sig derpå over havets pH, der jo er faldet pga. det stigende CO₂-indhold, se fig. 4. Her påstår rapporten at:

Forsuring af havet har indflydelse på organismer og økosystemernes ydelser, herunder fødevaresikkerhed, ved at reducere biodiversiteten, nedbryde leveområder og bringe fiskeri og akvakultur i fare.

I virkeligheden har de målte ændringer ingen som helst indflydelse på noget aspekt af livet i havet, de naturlige variationer af pH over kortere tidsrum er mange gange større end det gennemsnitlige fald, man mener at kunne måle.

Om havisen i Arktis kan man i WMO-rapporten læse, at dens udbredelse toppede for i år d. 6 marts – med 14,6 mio. km² og dermed er udbredelsen den femte-laveste, mens vi har haft satellitter. Måske havde rapporten en deadline den dag, men ellers steg udbredelsen af havisen ifølge det amerikanske Sne og Is-Institut, NSIDC frem mod 15. marts og nåede op omkring 15 mio. km², se fig. 5. Her ser man, at udbredelsen var større end for en stribe andre marts-måneder. Faktisk endte 2024’s marts måned som den fjortende-laveste udbredelse siden 1979. Var 6. marts, der jo viste et dyk i kurven, i virkeligheden endnu et tilfælde af cherry picking?

Om Grønlands indlandsis kan man finde figuren vist her som fig. 6, den viser hvor stor en del af indlandsisens areal, der smelter på overfladen i løbet af et år. I 2023 var det en stor procentdel, men kun få dage i løbet af året, og historien melder ikke noget om hvor meget, der faktisk smeltede. At der er plusgrader på sommerdage i Grønland er velkendt, men sneen er kold og nætterne ligeså, så tabet af is er yderst beskedent, hvad også Polar Portal skriver i sine årlige rapporter. Men det ser jo dramatisk ud, at store dele af Grønland er i gang med at smelte. Cherry picking?

WMO hævder naturligvis også, at afsmeltningen i Grønland er ”accelererende”, det er dog ikke, hvad man kan konkludere fra Polar Portals graf, der viser at det årlige tab har været på samme niveau siden 2007.

WMO holder sig naturligvis ikke for god til at genbruge IPCC’s fupnummer vedrørende snedækket på den nordlige halvkugle. Her nævnes, at arealet er faldende i det sene forår og om sommeren. Ikke et ord om, at snedækket til gengæld ifølge Ole Humlum har været let stigende om efteråret og uforandret om vinteren. Cherry picking!

WMO kaster sig pludseligt over den grønne omstilling med energiforsyningen baseret på sol og vind, selvom de emner ellers må siges at ligge langt uden for organisationens gebet. Der står lidt om tilvæksten i antallet af solceller og vindmøller og de store forhåbninger om en tredobling inden 2030.

Afsnittet illustreres med en besynderlig figur, se fig. 7. Her ser man produktionen fra hhv. vindmøller og solceller i fem lande i det Sydlige Afrika i 2022 i % i forhold til deres gennemsnitlige kapacitetsudnyttelse for perioden 1991-2020. Det spinder WMO en ende over, der ikke giver megen mening. Derimod kan man se et billede, der ligner det, vi har i Europa; vindstille og kraftigere vind rammer store områder samtidigt.

Herefter følger en detaljeret gennemgang af årets tilfælde af ekstremvejr, og med jævne mellemrum er ”klimaforandringer” flettet ind.

Derpå når vi til fødevaresikkerheden, der er forværret som følge af den seneste udvikling her i Verden. Flere mennesker er truet af sult, end der var før Covid-19-affæren, og vejr- og klimarisici har forværret situationen mange steder på Jorden.

Der nævnes en række faktorer, som krige og konflikter, høje fødevarepriser, stigende omkostninger i landbrugene osv. Hertil mener rapporten at kunne tilføje følgerne af diverse tilfælde af ekstremvejr. Men det er en tynd analyse, der f.eks. ikke nævner noget om stigende energipriser, der bl.a. er gået ud over gødningsindustrien og et stærkt stigende behov for naturgas som følge af konflikten med Rusland og den grønne omstilling, hvor man i utide har lukket ned for de kulfyrede kraftværker, bl.a. i Europa og USA.

Vi får historien om de stigende omkostninger til oprydning efter ekstreme vejrbegivenheder, men man overser behændigt, at de omkostninger faktisk er faldende, når man udregner dem i forhold til landenes bruttonationalprodukter.

Rapporten har følgende passus om flygtningene i Verden:

Over hele kloden er millioner af mennesker, inkl. dem, der er internt fordrevne, flygtninge og migranter, på vandring eller er blevet tvunget til at forlade deres hjem og lokalsamfund på grund af katastrofer, der er blevet forværret af klima-stress og chok.

Hele spørgsmålet om det rimelige i at sammenkæde ekstremvejr med den globale opvarmning berører WMO ikke på noget tidspunkt. Den sammenhæng tages for givet – det er så godt for propagandaen.

Til sidst skrives der lidt om klimafinansieringen, til afhjælpning og forebyggelse af skader og ikke mindst grøn omstilling. Her genser vi tallene fra COP28-mødet, hvor det fremgår, at der er alt for lidt penge på bordet. Man må undre sig over, hvorfor WMO skal beskæftige sig med det emne.

Alt i alt en sølle omgang, men et strålende eksempel på, hvor langt man kan komme med cherry picking.