Grønlandsk glatis

Polar Portal har netop udsendt sin rapport for sæsonen 2022-2023. Den virker tilforladelig nok, men graver man lidt dybere, kan man finde interessante ting. Polar Portals ophav har ingen interesse i klimarealisme, tværtimod forsøger de at male et truende billede af situationen for Grønlands indlandsis. Det kræver en lidt letfærdig omgang med data, som vi skal se i det følgende.

Rapporten viser det sædvanlige billede af årets udvikling i overflade-massebalancen, Surface Mass Balance, SMB, se fig. 1. Her ser man tilvæksten ved sæsonens slutning, der ifølge rapporten havde nået 398 gigaton (Gt – milliarder ton).

Men indlandsisens skæbne afhænger af tre tal. Dels ovennævnte SMB, dels tabet af is fra gletsjere, der kælver ud i havet (MMB) og endeligt afsmeltningen fra isens overflade om sommeren (BMB). De tre tal lægges sammen, og så får man den totale massebalance (TMB), som vist på fig. 2. Her ser man, at det totale tab i sæsonen blev 195 Gt. Der er således tabt 100 Gt mere, end i den forrige sæson.

Rapporten svælger i det tal og gør opmærksom på, at det nu er 27. år i træk med tab af masse. I alt har Grønland siden 2002 tabt 4745 Gt: ”Nok til at dække hele USA med en halv meter vand”, står der.

Hvis man nu kigger lidt nøjere på fig. 1 og fig. 2 vil man opdage, at tallene for SMB i den seneste sæson afviger en del fra hinanden. I fig. 1 var den, som beskrevet i rapporten, 398 Gt, mens den i fig. 2 ser ud til at være kun lige godt 300 Gt. Det er en afvigelse på knap 100 Gt. Hvis fig. 2 er forkert, ville det betyde at sæsonens tab faldt til omkring 100 Gt eller lige så lidt som året før. Det ville yderligere underbygge, at det årlige tab af is har stabiliseret sig på et lavere niveau de seneste ti år, sammenlignet med årtiet før.

Undertegnede sendte i den forbindelse en e-mail til Polar Portal, for at høre nærmere om tilfældet. Der indløb hurtigt et svar. Det viste sig, at der ikke var tale om nogen fejl:

Faktisk er begge figurer korrekte. Figur [2] er baseret på tre ismodeller og er beskrevet i detaljer i Mankoff et al. (2021). En af disse modeller er DMI’s ismodel, som ligger til grund for Figur 1. … De tre modeller, som indgår i Figur [2], har ikke de samme resultater, hvilket næppe er overraskende, fordi modellerne har en del forskelle. 

Mankoff et al. er en lang artikel, der beskriver udviklingen i Grønlands indlandsis siden 1840. I fraværet af måledata bliver der gjort flittig brug af klimamodeller. Fra 1840-1985 bruger man én ”empirisk” model og derefter tre regionale klimamodeller. Det er først siden 1986, at man for alvor har målinger – fra satellitter, men de er svære at fortolke og kræver yderligere brug af modeller.

I artiklen kan man finde følgende udsagn:

Vi bruger det rekonstruerede og nylige SMB … overlap fra 1986 til og med 2012 til at justere på de rekonstruerede data.

Så der bliver brugt modeller, rekonstrueret og justeret, så det er en ren lyst. Men konklusionen er selvfølgelig, at indlandsisens afsmeltning er “accelererende” frem mod i dag.

Fig. 3 er gengivet fra Mankoff et al., og er ganske interessant. Man ser, at udviklingen ikke har været jævn, men er præget af svingninger, og der var f.eks. en nedgang i 20’erne ned mod et minimum omkring 1930, den tendens ligner meget den nuværende. I øvrigt stemmer denne graf ikke helt overens med den i fig. 2, minimum i de seneste år falder i 2012 på fig. 2, men i 2016 på fig. 3.

Det kunne nu være interessant at kigge på de foregående sæsonrapporter fra Polar Portal og se, om der er tilsvarende afvigelser mellem graferne. Rapporten fra 2021-2022 viser en SMB-tilvækst på 471 Gt. Desværre rummer den rapport ikke nogen kurve svarende til fig. 2 her. Men det oplyses at det totale resultat (TMB) for året blev et tab på 84 Gt. De 84 Gt svarer meget godt til fig. 2’s punkt for 2022, men de 471 Gt er i fig. 2 kun 420 Gt, igen en afvigelse ligesom vi ser i 2022-2023.

Også rapporten fra 2020-2021 mangler en figur som fig. 2, men opgiver SMB til at være 396 Gt og det totale tab til 166 Gt. De tal er lidt tættere på, hvad der fremgår af fig. 2.

Helt tilbage i rapporten fra 2019-2020 kan man finde den graf, der her er gengivet som fig. 4. Den ligner fig. 2 og her ser man igen udviklingen over årene. Men hov, der er justeret på tallene! Ifølge fig. 4 havde Grønland en beskeden tilvækst af indlandsis både i 2017 og 2018, primært pga. en højere SMB. Men de tal er nu justeret ned, for 2017’s vedkommende med ca. 100 Gt. Det er da en sjat. Men det kan jo skyldes, at ellers ville budskabet om de mange år med uafbrudt tab blive uaktuelt.

Og alt i alt må vi konkludere, at klimavidenskaben nok ikke ved ret meget om status på Grønlands indlandsis. De årlige tab, der tales om, er mikroskopiske sammenlignet med den totale masse på ca. 2,6 millioner gigatons. Og tabene er fremkommet ved beregninger på regionale klimamodeller, parret med modeller, der skal fortolke satellitmålinger, og det hele er blevet ”rekonstrueret” og derefter har man ”justeret på de rekonstruerede data”.

Men hvis historien om farlig menneskeskabt global opvarmning skal opretholdes, skal der helst være et tab af indlandsis hvert år, og det er da også lykkedes for forskerne at få det til at se sådan ud. Men har det noget med virkeligheden at gøre?