Klimastatus 2023

Ole Humlum har netop udsendt sin status over klimaet i 2023 og bagud. Det er en årlig begivenhed, at han udsender de rapporter, og de er altid lærerig læsning. Specielt kan rapporten her anbefales til folk, der ønsker at sætte sig grundigere ind i hele klimasagen. Forstå, hvad der er fakta, og hvad der er myter, og hvad forskellen er på vejr og klima. Rapporten er hermed varmt anbefalet.

Vi skal ikke her gennemgå alle de emner, rapporten tager op, men alligevel skal læserne ikke snydes for lidt appetitvækkende nedslag.

Vi har hørt til bevidstløshed at 2023 blev det varmeste år nogensinde – eller i hvert fald det varmeste år der er målt siden 1850. Det kan anskues på mange måder, men Humlum gengiver et par interessante figurer, der viser temperaturen i 2023 sammenholdt med gennemsnittet i de 10 foregående år, se fig. 1. Man ser, at ”rekordvarmen” er meget ujævnt fordelt, de varme områder er først og fremmest Canada og en god bid af Rusland. Hertil kommer sporet hen over Stillehavet nær Ækvator, det er her, at El Niño-en trækker varmen op af havet.

Fig. 2 viser situationen set fra polerne. Store dele af Arktis og Antarktis er relativt kolde, men der er områder i havet omkring Antarktis, der er varmere, og en mindre del af Østantarktis har også lidt højere temperaturer. Derimod er den Antarktiske Halvø ikke rekordvarm, det er ellers dér, alle aktivisterne tager på besøg for at kigge på smeltende gletsjere.

At sammenligne med en tiårig periode er uortodokst i klimavidenskaben. Humlum forklarer, hvordan meteorologer helt tilbage i starten af 1900-tallet definerede, at man skulle sammenligne med en 30-årig periode bestående af de tre seneste tiår. I 2019 skulle man således sammenligne med perioden 1981-2010, mens man i 2021 og fremefter skal sammenligne med 1991-2020. Det er nu ikke altid at klimaforskerne husker at opdatere deres sammenlignings-periode, man kan få mere røde vejrkort ved at bruge perioder, hvor vejret var koldere. Grunden til, at man i sin tid valgte de 30 år, var ifølge Humlum, at videnskabsfolkene den gang gik ud fra, at klimaet i store træk var stabilt over længere perioder. Fra år til år er der store udsving, men de jævner sig ud over længere årrækker.

Det har så vist sig at være en forkert opfattelse. Klimaet varierer også over længere perioder, de store svingninger over havene kan have en længde fra top til top på 60 år eller mere. Når vi nu er meget optaget af udviklingen de seneste godt 40 år (hvor vi f.eks. har satellitmålingerne), skal vi være forsigtige med at fortolke for meget på udviklingen; det kan meget vel være, at det bare er udtryk for en af svingningerne. Rapporten giver flere eksempler på disse svingninger.

Det er et grundlæggende element i teorien om drivhusgasserne som hovedansvarlige for den globale opvarmning, at det nødvendigvis må medføre, at stratosfæren (fra ca. 17 km og opefter) bliver koldere, mens den øvre del af troposfæren (~10-17 km) bliver varmere. Det er jo her, at CO₂ holder på varmen, hvorved der kommer mindre op til stratosfæren.

Fig. 3 viser situationen i virkeligheden. Nede tæt på jordoverfladen er temperaturen steget i takt med den globale opvarmning. Men oppe i 10 km’s højde er der reelt ikke tale om nogen stigning. Det er jo også hvad andre forskere har påpeget, klimamodellernes varme lag i denne højde findes ikke i virkeligheden. For stratosfærens vedkommende viser kurver på fig. 3 et fald frem til 1996; det blev af klimaforskningen taget til indtægt for drivhusgas-teorierne. Imidlertid ophørte faldet efter 1996 og blev afløst af stort set uforandrede middeltemperaturer. Der skete tydeligvis et skifte i klimaet omkring 1996, som man også kan se på andre faktorer.

Ole Humlum har også et langt, interessant afsnit om havtemperaturerne. Fig. 4 viser ændringen i årsmiddeltemperatur fra 2004 til 2020 i havet afhængigt at dybden. Tæt på overfladen er havtemperaturen steget med 0,25 grader celsius, det er ca. som stigningen i atmosfærens temperatur. Men man skal ikke ret langt ned i havet, før stigningen falder brat og fra 400 ned til 1900 meter har stigningen ligget lavere end 0,05 grader. Noget tyder på, at de endnu dybere liggende havniveauer faktisk er blevet lidt koldere.  

Det kunne jo være voldsomt interessant at gå længere tilbage i tiden med de tal og kurver her, men desværre begyndte vi først at få dem i takt med udlægningen af Argo-bøjerne, der netop begyndte i 2004. I dag er der knap 4000 bøjer i drift, de måler temperaturer og saltindhold i havet i dybder ned til 2000 m. Så i dag har vi et meget detaljeret overblik over forholdene i verdenshavene, men det har vi kun haft i knap 20 år.

Humlum gengiver en figur (fig. 5) fra havtemperaturerne i Stillehavet omkring Ækvator, måned for måned. Det er jo her El Niño og La Niña huserer, og på figuren kan man se, hvordan dybden af de varmere lag vand svinger i takt med de to fænomener. Det varme vand rækker ikke så dybt ned, når der er El Niño-er, f.eks. omkring 2010 og 2016-18, her er der jo en proces i gang, hvor der trækkes varme op af havet.

Rapporten gennemgår selvfølgeligt også alle de andre klima-relaterede spørgsmål som havstigninger, havisens udbredelse, nedbør, ekstremvejr osv. Her får man på få sider et meget fint overblik over sagen.

Humlum afslutter med nogle generelle betragtninger, hvor han lægger vægt på de store naturlige udsving i klimaet, som alle har indflydelse på, hvad vi observerer og oplever. At alting skulle styres af kun én ting: Drivhusgasserne, må Humlum afvise som helt urealistisk. Han skriver:

Det globale klima har befundet sig i en delvist stabil tilstand inden for visse grænser i millioner af år, om end der har været betydningsfulde variationer, som har udspillet sig over perioder fra år til århundreder eller mere, men det globale klima har aldrig været i nogen stabil tilstand helt uden ændringer. Moderne observationer viser, at klimaet fortsat opfører sig sådan; der er ikke noget grundlag for at tro på en global klimakrise.  

Godt brølt, løve!