Klimapolitik, Klimarealisme i medierne

Klima-dødsfald?

Når man taler om klimadødsfald, tænker folk normalt på mennesker, der omkommer i stormvejr, falder om på marken under hedebølger eller dør af sult og tørst i tørkeperioder. Nå ja, og så dem, der drukner i oversvømmelser, som myndighederne havde forsømt at varsle, eller bliver brændt op i naturbrande, fremkaldt af varmt og tørt vejr. Det er efterhånden et under, at der er nogen levende mennesker tilbage.

Imidlertid er alle de dødsfald, der er nævnt her, ikke nogen ny tildragelse. Der er altid folk, der er omkommet i vejr-relaterede katastrofer, og som Bjørn Lomborg ofte påpeger, så er antallet af dødsfald i dag kun en brøkdel af, hvad det var for 100 år siden.

Da ”klimaforandringerne” selv ifølge IPCC ikke indtil videre har givet sig udslag i mere ekstremvejr, er det yderligere svært at sammenkæde eventuelle dødsfald med den globale opvarmning. I virkeligheden har Verden nok endnu til gode at se sit første ægte klimaforårsagede tab af menneskeliv.

Til gengæld er vi meget tættere på dødsfald forårsaget af klimakampen og den grønne omstilling. Vi har allerede været inde på klima-aktivister, der blokerede trafikken i storbyer, hvorved de bl.a. forhindrede ambulancer i at nå frem i tide til syge eller tilskadekomne og således forværrede ofrenes chancer for at få hjælp i tide.

Men det bliver værre endnu. Paul Homewood har en artikel om de store planer i det britiske sundhedsvæsen, som har opbygget en organisation på i alt 48 personer af sagkyndige, der skal se på hvordan man kan nedbringe CO2-udledningerne fra aktiviteterne. Hospitalsvæsenet skal jo give deres bidrag til at nationen kan nå det forjættede netto-nul inden 2050.

Man kigger bl.a. på engangsudstyr af plastik, der jo ellers giver den største sikkerhed for patienterne mht. infektionsrisikoen. Der er også tale om at spare på bedøvelsesgasserne, der jo i mange tilfælde i sig selv er kraftige drivhusgasser. Klimasagen trumfer her klart det eventuelle ekstra ubehag, operationspatienterne måtte komme ud for, som vi har beskrevet før.

Et nærliggende område at tage fat i er naturligvis ambulancerne. De kører på CO2-udspyende benzin i dag og bør naturligvis være elektriske. Så hvad kan være bedre end at skifte hele flåden ud med elbiler?

Man er gået i gang med pilotforsøg, og de foreløbige erfaringer er ikke lovende. El-ambulancer har typisk en rækkevidde på ca. 150 km, og derefter skal de lades op i måske flere timer, og er derfor ikke til rådighed til nye udkald. Til sammenligning kan en benzindrevet ambulance køre 7-800 km på en optankning, hvorefter den kan fyldes op igen på ca. fem minutter.

Frygten i den forbindelse er selvfølgeligt, at der vil være færre ambulancer til rådighed, og dermed at patienter ikke kan få hjælp i tide. Det samme vil være tilfældet, hvis el-ambulancen på vej i en udrykning løber tør for strøm. Situationen vil især være farlig uden for byerne om vinteren, hvor elbiler generelt har væsentlig kortere rækkevidde, og ambulanceturene i gennemsnit er meget længere end i byen. I sådanne tilfælde kan patienterne komme i livsfare og det kan ende galt for nogle af dem.

De første klima-dødsfald?

I Danmark leger vi også med elektriske ambulancer
Del på de sociale medier

8 Comments

  1. Et lysende bevis på, at lobbyister ikke sætter en pris på menneskeliv! Hvor kan ambulancen regne hen, når strømmen er ved at slippe op?

  2. Claus Hansen

    Sikke en stråmand Per kommer med. Jeg har ikke kunnet se, at det handlede om responstiderne – hvorfor skal vi så se en opgørelse heraf? Jeg kan ikke se, at der skrives om Nordjylland. Hvorfor så bringe den lokalitet specielt på banen.

    • Per Mikkelsen

      Claus Hansen. Min kommentar var primært adresseret til Bastardo og måske placeret forkert.

      [Forkortet af red.]

  3. Per Mikkelsen

    Hvorfor tillades den slags løse udokumenterede påstande? Her er responstiderne på ambulancer i de forskellige regioner: https://www.beredskabsinfo.dk/praehospital/ambulancernes-responstider-i-3-kvartal-2023/
    Er der væsentlige forskelle? Nej! Jeg bor selv i region Nordjylland. Og vi har supplerende et par lægehelikoptere og en række akutlægebiler, der sikrer borgerne nogenlunde samme dækning, som i hovedstaden.
    Jeg kan i øvrigt ikke se hvordan eldrevne ambulancer skulle blive et problem. Selv i region Nordjylland er der ikke mere end 30-40 km imellem ambulancebaserne og vel maksimalt 120-150 km til regionshospitalet i Aalborg: https://www.tv2nord.dk/region-nordjylland/her-faar-de-nordjyske-ambulancer-base.
    De mest akutte indlæggelser fra yderområder sker altid via lægehelikopterne.
    Jeg tænker elambulancer kommer, når regioner og ambulancetjenester finder det i orden.
    Hvorfor rejse mistillid til vores system? Hvilken dokumentation har Bastardo?

    • Mikael Thau

      Hvis man prøver at tænke bare lidt logistik ind i problemstillingen er det altså ret åbenlyst at en 150 km rækkevidde for en ambulance er utilstrækkeligt for en tjeneste med meget høje krav til sikkerhed og pålidelighed.

      Ligeledes vil mertiden til genopladning direkte medføre en større flåde for opnåelse af samme kapacitet.

      Du er nu også selv i tvivl, som du anfører i din næstsidste sætning.

    • Bastardo

      Helikopterne er vel batteridrevne?

  4. Bastardo

    Folk kan jo bare flytte til storbyerne, hvis de vil have ambulancetjeneste. Ligesom politikerne.
    Tænk, hvad vi kan spare, hvis der kun skal køres i København, Aarhus, Aalborg, og Odense! Der bliver råd til totalt at afskaffe dansk landbrug.

    • Bastardo

      Man må gerne indlæse lidt ironi i mit indlæg. Bare lidt.
      Jeg beklager de, der ikke har kunnet dette.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*