Debatindlæg, Klima i Medier, Klimapolitik

CO₂-spaghetti

Berlingske havde for nyligt en stort opsat artikel om planerne i Europa vedrørende etablering af CO2-opsamling og -deponi i stor skala. EU-Kommissionen har netop udsendt en rapport, hvor man kigger på anlæggelse af et netværk af rør over hele kontinentet for at forbinde CO2-kilderne med deponeringsstederne.

Kilderne er f.eks. tung industri som cementfabrikker eller stålværker og selvfølgeligt også eventuelle tilbageværende kul- eller gasfyrede kraftværker. Der kan også være tale om biomassefyrede kraftvarmeværker, eller større biogasanlæg, hvor man jo skal skille en del CO2 fra den færdige gas, før den kan bruges.

Berlingskes artikel kommer langt omkring, men der er naturligvis ingen tvivl om den tvingende nødvendighed af tiltagene, vi skal jo ”redde” klimaet. Allerede i 2030 skal EU således opsamle omkring 50 mio. tons CO2/år, mens tallet for 2050 er ca. 250 mio. t/år. CO2 i store koncentrationer er jo giftig, og der er en vis skepsis omkring sikkerheden, både langs rørledningerne og på de steder, hvor gassen skal deponeres. Sidstnævnte er især aktuelt ved deponering under landjorden, som vi har været inde på tidligere.

Her har Berlingskes journalist naturligvis udvalgt de rigtige ”eksperter” at spørge, og der er ikke den store bekymring mht. sikkerheden eller fornuften i projekterne i det hele taget. Den største usikkerhed ligger efter deres mening i, at vi ikke ved, om nogle af de udvalgte industrivirksomheder eller kraftværker lukker i mellemtiden – og så vil opsamlingen og rørledningen jo være spildte penge.

Baggrunden for artiklen er som nævnt en nyligt udkommet rapport fra EU-kommissionen. Her tager man det for givet, at vi skal opsamle de 50 og 250 mio. tons pr. år i hhv. 2030 og 2050. Der rejses ingen spørgsmål til modenheden af teknologien, hverken til opsamling eller deponering. Energiforbruget og driftsudgifterne berøres heller ikke. Rapporten fokuserer i stedet på at få optimeret rørføringen over hele kontinentet. Man har opbygget en computermodel og derpå fået maskinen til at beregne de mest optimale løsninger på rørføringerne. Et eksempel på resultaterne er vist på fig. 1. Her er opsamlingsstederne markeret med rødt og deponierne med grønt. Der er mange små lokale deponier i dette scenarie, og langt de fleste er på land.

Fig. 1: Rapportens bud på et CO2-netværk i 2050, hvor man både deponerer til havs og på land. Røde prikker er opsamling, grønne deponi.

Rapporten er klar over, at deponering på land kan være problematisk pga. risikoen for giftige udslip og ikke mindst lokalbefolkningernes bekymringer i den anledning. Derfor regnes der også på scenarier, hvor al deponi finder sted ude på havet, se fig. 2. Her kommer bl.a. Danmark til at spille en nøglerolle, da vi har meget store potentielle lagringsmuligheder i de gamle olie- og gasfelter i Nordsøen. Der kommer, med Berlingskes poetiske ord, en ”klimamotorvej” gennem Danmark. Velbekomme!

Fig. 2: Rapportens bud på en løsning for 2050, hvor der kun deponeres til havs. Bemærk trafikken gennem Jylland.

Indtil videre er der ikke rigtigt givet nogen godkendelser til deponering i større målestok og slet ikke på land. Da der kun er 6 år til 2030, er rapporten voldsomt bekymret i forbindelse med nogle af scenarierne, her vil opsamlingsplanerne være langt foran deponeringsmulighederne, som det fremgår af tabel 1. Den eneste måde, hvorpå dette problem ifølge rapporten kan løses, er ved at udskyde opsamlingen tilsvarende.

Tabel 1: For årene 2025-2031 er angivet de planlagte mængder til opsamling, herunder den forventede kapacitet til deponering og nederst den opståede manko, alle tal i mio. tons/år.

Det anses dog kun for at være et midlertidigt problem, der er masser af lagerkapacitet i Europa, der er anslået tal i størrelsesordenen 70-80 milliarder tons CO2. Det rækker til mange år med de europæiske planer, men i lyset af at de globale årlige udledninger p.t. er omkring 40 mia. tons, så ser man, hvordan indflydelsen på atmosfærens CO2-indhold (og dermed det globale klima) vil være helt ubetydelig.

Det er et omfattende projekt, vi kigger på her. Den samlede længde af rørledninger vil være op til 19.000 km. Man håber på, at nogle af de eksisterende rør til naturgas kan genbruges, det vil dog afhænge af nærmere analyser. Det er et problem, hvis der er vand til stede i CO2-en, det vil gøre den meget korrosiv, dvs. få rørene til at ruste. Transporterne til søs kan enten være med rørledninger eller med skib, her regner rapporten med samme omkostning pr. ton. Tilsvarende kan nogle af de mindre transporter på land være med lastbil.

Projektet bliver ikke nogen billig fornøjelse, rørledningerne alene vil ifølge rapporten koste op til 16 mia. EUR, svarende til 120 mia. kroner. Prisen afhænger af hvilket scenarie, der vælges (rapporten har i alt 8). Men hertil kommer investeringerne i opsamlingsanlæggene og forberedelserne til deponierne. Oven i investeringen kommer så alle driftsudgifterne, opsamling er meget energikrævende, og den energi skal der jo også betales for, uanset om den kommer fra sol og vind eller biomasse. Alt i alt bliver det en dyr omgang.

CO2-opsamling og deponi skaber jo som bekendt ingen indtægter i sig selv. Imidlertid giver rapporten udtryk for, at det kun er et spørgsmål om, at CO2-afgifterne sættes højt nok. Hvis man som virksomhed kan spare tilstrækkeligt meget her ved at bortskaffe CO2-en, så er det en god forretning for foretagendet. At så den europæiske industris produkter derved bliver aldeles ukonkurrencedygtige på verdensmarkedet, er en biting for EU-kommissionen.

En ting er sikker: Vi bliver alle fattigere af det her, og klimaet vil ikke kunne mærke forskel.

Del på de sociale medier

5 Comments

  1. Allan G Larsen

    Ja, det er helt i orden, at man vil reducere brugen af fossile brændstoffer, men, så må man erstatte disse med andre energikilder, som ikke udsender CO2, f.eks. kerneenergi, læs thorium, som forurener minimalt.
    Hvad CO2 angår, så nytter det ikke noget at fjerne dette idet at vi kun kan opretholde livet ved hjælp af dette, da vi ellers vil dø af iltmangel.
    Jeg har også læst om Svensmarks teorier om solens påvirkning af klimaet, som jeg synes lyder meget realistisk.
    Derfor kan jeg ikke forstå al den hysteri som omgærder klimaforandringerne, som løbende har fundet sted lige så længe Jorden har eksisteret.

    • Søren Hansen

      OK, det er en sejlivet misforståelse, at atmosfærens iltindhold er afhængigt af tilstedeværelsen af CO₂. Det er ikke korrekt, fordi der er så meget ilt (over 200.000 ppm), at ændringer i CO₂-indholdet kun har helt forsvindende indflydelse. Derimod vil vi alle dø, hvis al CO₂ forsvinder, fordi så kan planterne ikke overleve, og uden planter forsvinder alt liv på Jorden.

      • Allan G Larsen

        Søren Hansen, jeg har forstået budskabet, men på andre måder er vi alligevel afhængig af CO2, da planterne optager dette. Tak for oplysningen.

  2. Hans Henrik Hansen

    Lad mig i sammenhængen anbefale Asger Aamunds udmærkede klumme fra i forgårs, hvori han bla. skriver:

    “Der er vel ingen med klimafaglig indsigt, der i dag vil betvivle, at menneskabt CO2 har en klimaregulerende effekt, men vi står nu med en stigende ophobning af data og analyser, der viser, at CO2-effekten er minimal og ikke afgørende for den klimatiske udvikling. Udledningen af CO2 er meget beskeden sammenlignet med de enorme mængder, der i omløb fra klodens overflade, have, planter og atmosfære. Hjemlige fagfolk som professor Johannes Krüger og DTU- forskeren Henrik Svensmark har sammen med internationale forskere som Steven Koonins og nu også dr. Javier Vinos fremlagt data, der i stedet peger på, at det er solens interaktion med Jorden samt påvirkningen af kosmisk stråling, som former det globale klima..”

    http://aamund.dk/?p=1258

    God påske! 🙂

  3. Mikael Thau

    Eksperterne: “Den største usikkerhed ligger efter deres mening i, at vi ikke ved, om nogle af de udvalgte industrivirksomheder eller kraftværker lukker i mellemtiden – og så vil opsamlingen og rørledningen jo være spildte penge.”

    Lad mig citerer en tidligere dansk finansminister: “Hvor skal pengene komme fra?”
    Et forsigtigt gæt kan være statslige midler og pensionspenge. Derudover må man forvente, at det kommer til at koste noget for de berørte CO2-producerende virksomheder at benytte infrastrukturen. Det må også forventes at det bliver obligatorisk for en virksomhed i EU området at tilslutte sig CO2-systemet.

    Hvis vi betragter den nuværende praksis for virksomheder i EU slipper man af med CO2-problemet ved at udflytte den CO2-udledende aktivitet til lokaliteter, hvor CO2-udledningen ikke skal registreres i EU. Mon ikke et krav om tilslutning til en EU CO2-infrastruktur vil medføre et betydeligt pres på at få de sidste CO2-udledende aktiviteter sent hen hvor peberet gror?

    Men men men den geopolitiske situation trækker i den anden retning, hvor EU i dag taler om at åbne miner og oparbejde essentielle råvarer på eget område og i hele taget sørge for at strategisk vigtige produktioner er sikkert tilgængelige. Så hvem skal så betale her?

    Kære politikere vågn nu op og brug kræfterne på løsninger der virker globalt.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*