Klimarealisme i medierne

Vi er de grønne munke på vej til den grønne reformation

Med et meget fint input fra Jens Jakob Kjær er vi klimarealister i gang med at arrangere en happening på St. bededag den 26 april.

Vi vil etablere en procession af 10-12 klimarealister, som klædt i Grønne munkekutter skal gå fra Berlingske Tidende (4. statsmagt) via Københavns Domhus (den dømmende magt), Christiansborg Slotskirke (den konkurrerende religion) , til Finansministeriet (den udøvende magt)og til Folketinget (den lovgivende magt). Hele vejen messer vi vores reformationsbøn og på hvert magtcenter hamrer vi vores teser op på døren (med en skumgummihammer og klæbebånd, ikke noget hærværk = extinction rebellion her). Vi filmer det hele på vejen og håber på, at tilskuerne også filmer og deler på SoMe.

Det bliver til noget, hvis vi kan få mindst 10 og maks. 12 til at gå med i processionen. Så I bedes kontakte mig senest den 27. marts kl. 17, hvis I vil med. I kan også skrive det i kommentarfeltet. Foreningen betaler munkekutten.

Vi vil naturligvis også være glade, hvis der er mange af jer, der vil følge processionen, råbe halleluja og filme på vejen. Vær med til det historiske øjeblik, hvor vi overvinder klimaets mørkemænd.

Det hele er inspireret af Luthers opgør med en religion, der er gået over gevind.

Den grønne reformation

På døren til slotskirken i den tyske by Wittenberg offentliggjorde teologen Martin Luther (1483-1546) den 31. oktober 1517 ifølge overleveringen 95 teser med titlen: En afhandling til fastlæggelse af afladens vidnesbyrd.

Ideogram, Luthers 95 teser

Teserne angreb den katolske kirkes handel med aflad og dermed det forhold, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. Offentliggørelsen af teserne er traditionelt blevet betragtet som den afgørende begivenhed, der igangsatte reformationen, som førte til et brud med den katolske kirke og dannelsen af en ny protestantisk kirke.

Nu vil De Grønne Munke forsøge at gøre Martin Luther kunsten efter og reformere den grønne kirke. De Grønne Munke vil starte Den Grønne Reformation, der har til formål at afskaffe afladshandlen med kultveilte (CO2), ved at slå deres 10 teser op på dørene hos den udøvende, dømmende og lovgivende magt med start hos den 4. statsmagt. Og på vejen også på den konkurrerende religion ved Christiansborg Slotskirke.

Den reformerte grønne kirke går ind for folkets frie ret til at tro, hvad de vil, bare de ikke generer andre. Og i den reformerte grønne kirke bliver folk salige i deres egen tro.

Dermed er Den Grønne Reformation sat i gang.

De 10 grønne teser

  1. Stop afladshandlen med livets gas: kultveilte
  2. Stop med at skræmme vores børn og unge fra vid og sans uden skellig grund
  3. Stop enhver statsstøtte til grøn omstilling og lad markedet råde
  4. Stop med at ødelægge det danske landskab og hav med vindmøller og solceller
  5. Stop med at mobbe vores fornemme landbrug ud af landet
  6. Stop ensretningen af medier og uddannelser og forlang fuld ytringsfrihed.
  7. Stop de statsstøttede mediers klimapropaganda og stil dem til regnskab for deres uansvarlige dommedagsretorik
  8. Stop med at moralisere over andres ønske om at spise kød og flyve langt væk
  9. Stop mobning af kul, olie, gas og atomkraft. Uden hvilke vi ville leve et elendigt liv
  10. Fri os fra klimainkvisitionen
Ideogram: Glæden ved at spise bøffer og flyve til Thailand

(Dette er et udkast, hvis der er nogen af vores følgere, der kan gøre teserne endnu skarpere og retorisk velvirkende, så bare sig til.)

De reformeredes klimabøn

Ideogram: Varm og rig er bedre end fattig og kold

Vi er De Grønne Munke.
Vi tror på Den Grønne Reformation.
Vi forsager den grønne omstilling og al dens væsen.
Vi forsager afladshandlen med kultveilte.
Vi forsager det koldere klima.
Vi tror på varme og en grønnere jord.
Giv os i dag vort daglige kød
Lad os flyve hvorhen vi vil
Og forlad de klimatroende deres synder her på Jorden.
Amen
(også her kan vi bruge endnu bedre bud, bare kom med det. Der vil blive sat musik til) Som f.eks. denne

En protestsang

Lad os få en protestsang. Et godt første bud fra Jakob Kjær er her:

Der er ingen grund til at gå og være bange,
For at jorden går under en dag.
Der er ingen grund til at gå og være bange.
Jorden den vil bestå.
Ja, vejr og vind er omskifteligt,
Og isen smeltede af sig selv.
De tror vi er dumme, men gud er vi ej!
Tro dem ej, vågn op, sig nej, nej, nej.
Tro dem ej, vågn op, sig nej.

Del på de sociale medier

28 Comments

  1. Greta Jo Larsen

    FREMRAGENDE ‼️💪

  2. Oluf Johnsson

    Ja Søren, men achilleshælen er jo netop, at den mainstream-funderede diskurs er overfladisk, netop fordi den er politisk og ikke videnskabelig funderet. Kunsten – og springet fra den videnskabelige – til den politiske platform er ligeså stort som springet i udviklingen af et nyt lægemiddel fra ren kemi i petriskåle til det første spring, nemlig til undersøgelser i dyreforsøg. Derfra kommer et endnu større spring til de første undersøgelser på raske mennesker og derfra til undersøgelser på syge mennesker. Alle mellemregningerne i de forskellige stadier SKAL med i forsøgene på hvert stadium dels i design dels resultater med en kritisk analyse af dem alle på hvert trin til en endelig konklusion. Alle disse mellemregninger kan ikke udelades i den videnskabelige behandling og diskurs. Ikke-specialister kommer her uvægerligt til kort. Derfor er måske springet fra den strengt videnskabelige diskurs til en politisk behandling og diskussion nok den mest komplekse, fordi den ikke i detaljen kan gå tilbage til én eller flere “mellemregninger” på vejen, men kommer til at omfatte og vurderes på et andet plan med andre metoder … gennem kommunikationen, altså 1) “sagen”, der er til diskussion. 2) Samtalen med de andre derom. 3) mine reflektioner herover. Der er mindst tre dimensioner i logik “psykologikken”, som er en del af den strenge logik, som vist kun findes i teoretisk matematik og fysik /kemi(?) / og dermed den fornuftsbetingede rationalitet, (som altid er underlagt menneskelige luner og omskiftelser, etc., etc. Det er noget med vienskabsteoretisk filosofier som eksempelvis Witgenstein, Habermas og Kant. Capice? 🙂

  3. JENS JAKOB KJÆR

    Phil Nice, Lars Lundsdal og Hans Peder From venligst send jeres e-mailadresse til jensjakob2003@yahoo.dk så jeg kan indkalde til Teams-møde.

  4. Jens Arne Hansen

    For mig at se er det vigtigste ved sådan en happening at budskabet står knivskarpt og umuligt at misforstå.
    Med andre ord synes jeg at munke virker godt hvis man vil ironisere over klimabevægelsen og udstille dens religiøse element og de mest groteske udskejelser der er fulgt med.
    Vil man derimod have sit eget budskab frem tror jeg ikke at munke egner sig for en reference til Luther og kætteri og forsøg på reformation af klimareligionen kræver nok at man på forhånd har sympati for klimarealisme for at forstå det budskab.
    Jeg nævner det fordi når jeg kigger i kommentarerne her så bliver jeg usikker på hvad det er for et budskab man vil levere, og hvis det skal blive en succes så tror jeg man skal gøre sig det fuldstændig klart inden man går igang så man også tilpasser sin optræden og virkemidler så de flugter med budskabet.

  5. JENS JAKOB KJÆR

    Lad os byde Den Grønne Reformation velkommen og lad os gøre det til en festlig dag.

  6. Torsten Koster

    Her et justeret bud på klimabønnen
    I min opfattelse er ”De Grønne Munke” ikke os, men klimafanatikerne.
    Vi er De Glade Munke.
    Vi tror på Den Grønne Reformation.
    Vi forsager den(nyt: falske eller forcerede grønne) omstilling og al dens væsen.
    Vi forsager afladshandel med CO2 ,( det kan trækkes ud når det messes)
    Vi forsager et koldere klima.
    Vi tror på varme og en grønnere jord.
    Giv os i dag vort daglige kød ==> mad
    Lad os flyve hvorhen vi vil
    Og forlad de klimatroende ==> klimafanatikerne deres synder her på Jorden.
    Amen

  7. Torsten Koster

    En kreativ og god ide, der har potentiale til at blive bemærket og omtalt i medierne.
    Et par kommentarer:
    1.”Reformation” , hvor mange ved at dette henviser til reformation af den dogmatiske katolske kirke? Hvem er målgruppen for teserne? “Den grønne reformation” , kan det blive opfattet som blot et synonym/ omskrivning af “Den grønne omstilling” ?
    2. ” skellig grund”, meget få vil vide hvad det betyder
    3. De 3 der sidder i kulden på billedet ser ud som at de smiler og har en fest
    4. Tese nr. 5. “mobbe” virker skidt, hvad med “beskatte” og “fornemme” forekommer gammeldags og meget subjektivt. Hvad med “Effektive” ?
    5. Tese 8 drop “langt væk” blot “flyve.
    6. Tese 9. Jeg synes “mobning” er et dårligt ord i denne sammenhæng. Man kan mobbe en person ikke en ting. “Udskamning” måske, eller “forceret udfasning” . “Uden hvilke” => “uden disse (energikilder) …”
    7. Overvej om “kul” i tese 9 skal pilles ud. Der er vel enighed om at kul sviner for meget og bør udfases som det første?

  8. Poul Fleischer

    Det kommer I ikke til at slippe godt fra. I vil blive hængt ud som storbytosser….

    • Karl Iver Dahl-Madsen

      Og? Hvad med Extinction Rebellion som limer sig til veje og blokerer trafik?

    • Karin Egede

      Sådan som i H. C. Andersens eventyr Kejserens Nye Klæder?
      De Grønne Munke kan måske få følgeskab af Grønne Nonner, som med et Soleklart Klimarealistisk Budskab fra samtlige “Solguder & Solgudinde” om det faktum, at Klimaforandringer er en helt naturlig Evolution, hvilket kan ses i Jordklodens Geologiske Tidskartotek, som ikke kan tæmmes af destruktive mennesker. Måske De Grønne Nonner kan tilkalde sig Solguder og Solgudinder fra de højere magter, til at messe Klimarealistisk Logik – sådan at både Burhøns & Akvariefisk vågner op til dåd?!? Uden Nonner – her på Moder Jord – Ingen Munke!?! https://klimarealisme.dk/2021/12/19/klimakunst/

    • Hans Peder From

      Vi er i den virkelighed hvor alt omtale er god omtale. Vi skal håbe på at nogen aviser forsøger at latterliggøre os, for det vil vise at der er nogen der tænker anderledes. Jeg var ret irriteret over programmet med Signe Molde, da jeg klart syntes formålet var at udstille Klimarealisterne som latterlige. Hvilket medførte at jeg fandt frem til hjemmesiden, er begyndt at læse artiklerne, og nu har meldt mig som grøn munk. Derfor er det heller ikke enormt vigtigt lige at finde frem til de perfekte teser og den ultimative protestsang. Det handler om vise at der er modstand, at der er nogen der forstår klimaforandringerne anderledes. Så et frø hos nogle, lokke nogle få mennesker ind på hjemmesiden. Teorien om menneskeskabte klimaforandringer bryder sammen når folk begynder at undersøge den. Men det kræver at de bliver udsat for en eller anden form for provokation eller lokkemad.

  9. Hans Peder From

    Jeg er ikke medlem af foreningen, men jeg stiller gerne op som grøn munk. Fedt initiativ!

  10. Karin Egede

    Grøn omstilling? Start med dig/os selv!
    Styrk Biodiversiteten i din egen have:
    https://www.dn.dk/nyheder/5-fejl-du-skal-undga-i-paskens-havearbejde/?utm_campaign=dn_nyhedsbrev&utm_medium=email&_hsmi=299401077&_hsenc=p2ANqtz–BcSo6vdudNbMBC3Uc9_I7fH5SbUWp1QYca5t3GmJVHxYGquoGlRGD_JZS_a0w0OX96STXGLi6rnbD68f-VtMCl4MYjg&utm_content=299401077&utm_source=hs_email
    Alle naturfolk tilbeder vor livgivende Sol……
    Brug naturens gratis kræfter fra Vind, Vand og Sol
    Tænk Geotermisk energi
    Uden CO2 – Intet liv på Moder Jord
    Pesticider er menneskeskabt våben mod Biodiversiteten
    Bevar vort Landbrug og Selvforsynende Spisekammer, også i Krigstider
    Klimaforandringer er en helt Naturlig Evolution, fra Istid til Istid
    Naturen lader sig ikke tæmme af destruktive mennesker – den sparker bare tilbage
    Moder Jords største problem er, vi er alt for mange mennesker
    Vi har alle været Klimanomader, ganske som fugle, fisk og andre dyr
    Mennesker skal fortsat lære at tilpasse sig klimaets evolution
    Tænk stort, Tænk positivt, Tænk Klimarealistisk. Tænk ny technologi
    Det skader ikke at tænke sig om, inden man handler!?

  11. JENS JAKOB KJÆR

    Vil du deltage som munk eller supporter eller kameramand så send venligst din mailadresse og telefonnummer til mig på jensjakob2003@yahoo.dk

  12. JENS JAKOB KJÆR

    Det bliver en stor dag. Jeg tror timingen er perfekt. Vi bør filme begivenheden og lade musikken indgå. Husk på at Jomfru Ane Band fik stor succes med sangen Plutonium, der gav antiatomkraftbevægelsen kæmpe rygvind. Hjælp os alle der kan bidrage til at festliggøre denne dag.

  13. Hans Henrik Hansen

    Lidt gallisk filosofi vedr. ‘dommedagssfanatisme’:

    “I 2011 gik Pascal Bruckner til generalangreb på nervecentret af det moderne samfunds statsbærende ideologi, nemlig miljø- og klima-spørgsmålet, med bogen Le Fanatisme de l’Apocalypse (engelsk udgave: The Fanaticism of the Apocalypse, 2013). Titlen angiver allerede retningen, nemlig at billedet af en fremtidig undergang (apokalypse) er blevet en fanatisme for den talende klasse.

    Som med multikulturalismen og tredjeverdens-ismen ser han også klimaideologien som en aflægger af marxismen med dens blanding af aktivisme og fatalisme, hvor Jorden er blevet det nye proletariat, som skal reddes fra udnyttelse og udbytning i heroisk kamp. En vigtig forskel er dog, siger Bruckner, at klimatænkningen ikke lover paradis på jord engang i fremtiden, men tværtimod helvedet på jord.

    At profetere om undergang bliver altid selvopfyldende, ifølge Bruckner, fordi alarmister altid kan sige, at det heldigvis ikke blev så slemt som antaget. Som med alle mode-ideologier har de altid ret…”

    https://indblik.dk/intellektuelle-koelleslag-fra-pascal-bruckner/

  14. Phil Nice

    Fremragende. Jeg er frisk

  15. Lars Lundsdal

    Super initiativ

    Mvh
    Lars

  16. Michael Rasmussen

    Spot on.
    Filmen Climate The Movie, burde være pligtvisning for alle. Inkl. skolebørn i hele Verden.
    Måske skulle der reklameres for den i samme ombæring, så folk kan få øjnene op for klimasvindelen. Den forklarer det på en måde, så alle burde kunne forstå, hvad der foregår.

      • Karl Iver Dahl-Madsen

        Vil du venligst komme med et eksempel på bare en konkret fejl i filmen. Og generelle uspecifikke ukonkrete henvisninger til utroværdige alarmistblogs er ubrugelige i den sammenhæng.
        Kom nu Per, vis hvad du duer til, vis at du har sat dig ind tingene, og ikke blot som sædvanlig ukritisk efterplaprer, det der passer i dit kram

        • Per Mikkelsen

          Som SkepticalScience.com afdækker er der ca. 25 konkrete fejl. Nogle af dem drejer sig om, at der argumenteres med lokale/regionale (f.eks. USA) målinger af temperaturer, hvor det generelle globale billede er anderledes (modsiger konklusionen i filmen). Her er et eksempel: https://skepticalscience.com/medieval-warm-period.htm. Der er også en fejl konklusion vedr. året 1934: https://skepticalscience.com/1934-hottest-year-on-record.htm
          Jeg kan godt levere flere (ca. 25) afmonteringer af filmens forskellige påstande.
          For mig er det dog væsentligere at forstå hvordan bekendtgørelsesbestemte undervisningsmateriale udvælges. I Danmark har læreren og faggrupperne stor frihed til at vælge materiale. Men de er forpligtet på diverse (fælles) mål og kvalitetskrav. Climate the Movie kan i den kontekst selvfølgelig ikke bruges som en generel introduktion til klima og klimadebat … ikke kun pga. faktuelle fejl, men mest fordi filmen ikke giver en generel introduktion til emnet. Et pædagogisk materiale om klimaemnet må nødvendigvis tage udgangspunkt i den faglige viden, der præger forståelsen i dag. Climate the Movie er et debatindlæg, der helt ensidigt kun problematiserer konsensus-videnskab. Det er relevant at problematisere (og krævet i bekendtgørelser) … og derfor kan jeg sagtens se filmen brugt som kildemateriale i ungdomsuddannelser, hvor klimadebatten er emnet (f.eks. i de store studieretningsopgaver mv.). Den ville være et relevant dokument at analysere i sammenhæng med faktatjek, Fake News og konspiration. Disse ting er vigtige i dag!

          • Det ville da også være et relevant dokument at analysere i forbindelse med en generel introduktion til hele klimasagen, det sætter klimavidenskaben og den påståede “konsensus” i skarpt relief.
            At Skeptical Science mener at kunne modbevise alt, svarer jo til Inkvisitionens forsvar for religionen. Går man hjemmesiden efter i sømmene er niveauet uhyggeligt lavt, og det er jo fordi deres ærinde er politisk, ikke videnskabeligt.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*