Arktis, Klimarealisme i medierne

Opvarmning af Arktis

Den almindelige klimafortælling er, at Arktis er det område, der opvarmes hurtigst som følge af de menneskelige udledninger af CO2. CO2 ligger som en dyne over området og forhindrer varmen i at slippe ud i verdensrummet. Den varme luft får så i næste omgang havisen til at smelte, og arealet har været støt nedadgående igennem mange år. Det truer så bl.a. isbjørnene, der er afhængige af havisen for at kunne jage sæler.

Historien er letforståelig, og selvom de fleste klimaforskere nok er klar over, at det er en grov forsimpling, så er det en god ting at bringe frem, når man skal overbevise folk om, at det haster med den grønne omstilling.

Jim Steele har nu på WUWT gennemgået sagen, og den er selvfølgeligt langt mere kompliceret end et spørgsmål om simpel drivhuseffekt. Han viser illustrationen på fig. 1 som eksempel på klimapropagandaen. Se bare, hvor slem opvarmningen er i Arktis, 10-20 grader over ”det normale”. Allerede her halter budskabet dog lidt, fordi hvordan kan størstedelen af Canada (og Grønland) samtidigt være unormalt kold?

Fig. 1: Hedebølge i Arktis, hvor alt er gloende varmt. Bemærk dog, at Canada og Grønland har lavere temperaturer end normalt.

Fig. 2 viser en normal situation for sommer og vinter i Arktis. Om sommeren er der sollys nok til at holde temperaturen lige over frysepunktet, på trods af et stort varmetab ved infrarød stråling ud i verdensrummet. Om vinteren er der ingen solskin til at varme Arktis, og temperaturen på Nordpolen falder med mere end 30 grader celsius.

Fig. 2: Normale situationer i Arktis for hhv. vinter, tv., og sommer. Om sommeren giver solskinnet lave +grader over Nordpolen.

Men hvad så med den ”unormale” opvarmning af Arktis. I virkeligheden er temperaturen omkring Nordpolen ikke bare et resultat af balancen mellem ind- og udgående stråling. Størstedelen af den energi, Jorden modtager fra solen, rammer området omkring Ækvator, hvor solen står højt på himlen hele året. Her tilføres meget mere energi, end Jorden kan udstråle igen lokalt. Varmen føres derpå mod polerne, dels ved havstrømme, men primært ved bevægelser af luftmasserne. I de arktiske egne er der et stort tab af varme ved udstråling, og derved kommer den globale energi i balance. Generelt sendes der meget mere varme mod Nordpolen end mod Sydpolen. Resultatet er, at Antarktis permanent er meget koldt, mens temperaturen i Arktis er mere svingende pga. af variationer i luft- og havstrømmene.

Nu har vi en forklaring på fig. 1, Arktis er blevet opvarmet af primært nordgående havstrømme, og det lune vand er trængt helt op til havisen og har forårsaget en afsmeltning af denne. Denne transport er varierende over årene, bl.a. fungerer den i takt med den Atlantiske Svingning, AMOC, der ændrer sig over perioder på 60 år eller mere.

Reduktion af den Arktiske havis’ areal har således ikke meget at gøre med luftens indhold af drivhusgasser, men følger snarere de Atlantiske Svingninger. Efter en stigende tendens fra ca. 1990 til 2010 er udviklingen ved at vende, og det ser man også ved, at havisens areal har stabiliseret sig i de seneste 10 år. 

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. Karin Egede

    Med hilsen til Henrik Svensmark og tanke om mit Klimasolur på Tølløse Fælled….så må da kunne glæde enhver Klimarealist, at læse dette om SOLENs påvirkning af klimaet for 14.300 år siden – tankevækkende – midt i Istiden: https://videnskab.dk/rummet/for-14-300-aar-siden-blev-jorden-ramt-af-den-stoerste-solstorm-vi-har-maalt/?utm_medium=email&utm_source=vores-nyhedsbrev

  2. allan astrup jensen

    I de sidste 17 år (ikke kun 10 år) har der ikke været en reduktion af minimumsomfanget af den arktiske havis om sommeren, som jeg har vist på Linkedin og i en artikel på Journal of Global Change (https://doi.org/10.53234/scc202310/23), som dette nyhedsbrev tilsyneladende ikke har set!

  3. Peter Villadsen

    Der er mange måder at betragte temperaturer, ismassernes udvikling i Arktis.

    Ses på alene gennemsnits temperaturerne i Arktis er det svært at få øje på en stabilisering af temperaturer i Arktis.

    https://x.com/zlabe/status/1764995793935884736?s=46&t=9WzaXlfb5yJMC9xcRW5Ptw

    De fleste forskere mener, at et årti er fir lidt til at kunne konkludere en udvikling i klimaet.
    Der skal flere årtier til at identificere en trend.

    • Søren Hansen

      Ja, et årti er kort tid, når vi taler om klimaet. Men et enkelt varmt år, som 2023 er rigeligt for klimafolket, når de skal fastslå at vi har global opvarmning (tæt på Paris-målene og alt muligt sludder) og at enden er nær.

      Perioder kortere end 30 år er imidlertid relevante, når vi f.eks. ser på de store svingninger i havet, AMO osv. De har jo en periode på op til 60 år og derfor er der en tydelig udvikling over meget kortere tidsrum. Og tabet i havis frem mod 2012 og den efterfølgende stabilisering passer fint med udviklingen i AMO.

  4. Michael Rasmussen

    Man behøver ikke at være statsbetalt professor for at vide, at der ikke er nogen global opvarmning. Prøv bare at gå udenfor.
    Når solen skinner, kan man mærke varmen, men så snart der kommer en sky for, bliver det øjeblikkelig koldt. Altså er der ingen farlig CO2-‘dyne’som holder på varmen, som de kloge hoveder ellers prøver at hjernevaske os til at tro. Simpelt. Prøv selv.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*