Klimamodellerne i realiteternes verden

Dr. Roy Spencer, kendt her på siden fra den månedlige globale temperatur udgivet af UAH, har skrevet en artikel om klimavidenskabens tilstand med særlig vægt på klimamodellerne og de problemer, man har med dem. Roy Spencer lægger ud med følgende 3 spørgsmål:

1. Kan man sammenkæde den nylige opvarmning af klimasystemet med menneskeskabte udledninger af drivhusgasser, som det normalt påstås?
2. Er den observerede hastighed af opvarmningen tæt på, hvad klimaforskningens computermodeller viser, og som bruges til at fastlægge klimapolitikken?
3. Har den nuværende opvarmning været tilstrækkelig til at berettige, at der er slået alarm og besluttet vidtgående regulering af CO₂-udledningerne?

Roy Spencer fortsætter:

Mens klimaet er blevet lidt varmere i løbet af de seneste 50 år, har den almindelige forståelse af, at vi har en ”klimakrise”, og at indgreb med alvorlige økonomiske konsekvenser er nødvendige, ikke noget videnskabeligt grundlag.

Spencer kigger på den ofte omtalte energibalance i atmosfærens top. Her er der tale om en gennemsnitlig solindstråling på 240 watt pr. kvadratmeter (W/m²). Hvis Jordens temperatur skal forblive konstant, skal der derfor være en udstråling af varme (infrarøde stråler) også på de 240 W/m².

De bedste målinger, vi har, af denne balance er ved hjælp af NASA’s satellitter, men deres nøjagtighed ligger på et par W/m². Den effekt, vi kigger efter, er mindre end det, så satellitmålingerne kan nok ikke rigtigt bruges. Til gengæld har man forsøgt at måle opvarmningen af havet over de seneste årtier, og her når man frem til, at den konstaterede temperaturstigning svarer til en ubalance i atmosfærens top på omkring 0,6 W/m². Den er således fire gange mindre, end hvad man kan måle med satellitterne.

Klimaforskningen antager generelt, at der altid normalt vil være balance mellem solens indstråling og varmetabet, når man kigger på gennemsnittene over mange år. Derfor tilskrives den ubalance og opvarmning, man har konstateret, 100% menneskehedens udledninger af drivhusgasser.

Men at der altid skulle være balance i Jordens energiregnskab, er ifølge Spencer mere udtryk for en tro, end det er videnskab. Det er ikke på nogen måde påvist, at der naturligt skal være sådan en nøjagtig balance.

Klimamodellerne skal jo indjusteres, inden de kan blive sluppet løs med udregningen af temperaturen i år 2100. Man sætter dem derfor til at regne på et scenarie, hvor der ikke er nogen ændring i atmosfærens indhold af drivhusgasserne. Her ønsker man, at den beregnede globale temperatur skal være uforandret. Det lykkes ikke altid, en klimamodel kan sagtens drive væk fra sit udgangspunkt. Den regner jo trinvis baseret på sine egne resultater, og den mindste afvigelse undervejs kan give store udslag i slutresultatet. Når det sker, går forskerne ind og justerer på modellens parametre, og de bliver ved, indtil man får det ønskede resultat: Ingen temperaturændringer uden ændringer i drivhusgasserne. Spencer skriver:

Med andre ord, modellerne antager, at alle klimaforandringer er unaturlige, og modellerne bliver derefter brugt som ”bevis” på menneskeskabte klimaforandringer, når der tilsættes ekstra CO₂. Det er selvfølgeligt en cirkelslutning. Der er også masser af tænkelige naturlige grunde, der ikke har noget med CO₂ at gøre, som kunne bevirke klimaforandringer.

Som et resultat af alle antagelserne der er indbygget i klimamodellerne, må enhver påstand om at opvarmningen skyldes menneskelige aktiviteter, klart nok betvivles. Der er ingen ”fingeraftryk”, der viser at opvarmningen er menneskeskabt, f.eks. vil enhver form for opvarmning altid være hurtigere over land end over havet.

Spencer anfører, at der generelt er enighed om, at drivhuseffekten af en fordobling af atmosfærens CO₂-indhold isoleret vil give en temperaturstigning på 1,2 grader celsius. Det er jo lavere end det mest ambitiøse Paris-mål og ville derfor ikke udgøre nogen fare for klimaet. Her er det, at klimaforskningen antager, at denne effekt vil blive forstærket, primært fra et forøget indhold af vanddamp. Den forstærkning lægges ind i modellerne, og giver så de alarmerende forventede temperaturstigninger. Igen har vi her forladt reelle målinger på klimasystemet.

Modellerne har gennem de seneste 30 år tilmed været stærkt uenige om hvor meget opvarmning, vi vil få, f.eks. ved fordoblingen af CO₂-indholdet. Her kan vi jo ikke afgøre, hvilken model, der er rigtig på nuværende tidspunkt. Til gengæld kan vi se, hvor godt modellerne simulerer perioden fra 1979 til 2023. Det er det tidsrum, hvor vi har globalt dækkende satellitmålinger og derfor langt det bedste bud på den globale temperatur. Spencer har studeret kørsler med 36 forskellige modeller fra den nye generation, CMIP6, og finder, at de alle overdriver temperaturstigningen ved jordoverfladen i perioden, se fig. 1. Man bemærker også, at modellerne ikke rigtigt simulerer udsvingene i klimaet, de følger snarere en næsten lige linje i takt med det stigende CO₂-indhold. Det kan jo nok tyde på, at de ikke har alle aspekter af klimaet med – for nu at sige det mildt.

Heller ikke de regionale simuleringer klarer sig alt for godt. Fig. 2 viser temperaturstigningen over 50 år for 12 stater i Midtvesten i USA. Alle modellerne viser mere, end hvad der er målt i virkeligheden, og den værste viser en stigning i temperaturen, der er 7 gange højere end den reelle.

Endeligt viser fig. 3 målinger fra den nedre troposfære, dvs. 0-10 km’s højde, som satellitterne måler. Igen viser en sammenligning mellem 38 modelkørsler og virkeligheden, at modellerne overdriver temperaturstigningen kraftigt.

Spencer fortsætter:

En påstand, der ofte fremføres, er at menneskene må have været årsag til den nuværende opvarmning, fordi forskerne ikke kan pege på andre forklaringer. Dette argument kommer imidlertid ikke fra viden, men snarere fra uvidenhed. Vi ved f.eks. bare ikke, hvad der fremkaldte Den Lille Istids kulde for flere århundreder siden, eller varmen i Romertiden (ca. 2000 år siden) eller Den Middelalderlige Varmperiode (ca. 1000 år siden). Tilsvarende, varmen og tørken i USA i 1930-erne kom før de fleste udledninger af CO₂, og må fortrinsvis have haft en naturlig årsag. Men hvis sådan en varmebølge viste sig i dag, ville menneskeskabte klimaforandringer helt sikkert få skylden.

Spencers konklusion er, at der mangler noget i klimavidenskaben. Alle udsvingene i fortidens klima forklares uhyre dårligt – eller slet ikke – med drivhusgasser. Der har været noget andet på spil. Spencer nævner så eksempler på andre mekanismer, f.eks. Svensmarks teorier om den kosmiske stråling og skydannelsen, eller Javier Vinós’ teser om ændringer i den nord-sydgående varmestrømning fra Ækvator.

Klimavidenskaben har låst sig fat på én eneste forklaring, og er derfor givetvis havnet i noget af en erkendelsesmæssig blindgyde.