Nye skridt mod den CO₂-fri drøm

Dansk Erhverv frygter for dansk havvindfiasko. Dansk Erhverv mener, at de gældende betingelser for etablering af havvindmøller i Danmark er en alvorlig hindring for udbygning af havvind. Derved når Danmark ikke den nødvendige grønne omstilling, og vi går glip af et stort industrieventyr med eksport af Power to X (PtX), og vi kommer alle til betale en alt for høj pris for el.

 Elsystemet i EU er et stort samlet net.  Derfor har det ingen mening at tale om Danmarks eller Nakskovs forbrug og produktion. Det har mening at tale om EU’s forbrug og produktion. Hvorfor gør vi det så? Det skal jeg komme tilbage til.

Strøm fra de kommende havvindmøller skal primært bruges til fremstilling af grønne brændsler, kaldet PtX. Det vil blive et stort industrieventyr – får vi at vide. Det skal ske nu. Hvis vi venter 5 år, så vil det være for sent, for så vil vi være overhalet af andre lande. Det rejser to spørgsmål. Når vi nu er så sikre på, at det vil blive en strålende forretning, hvorfor vælger industrien så ikke at skynde sig at investere og tage hele fortjenesten selv? Måske er det fordi, industrien ikke er så sikre på, at det bliver et stort industrieventyr. Vi får at vide, at vi skal skynde os, for ikke at blive overhalet af andre. Det må jo betyde, at andre lande og selskaber er på vej med samme produkt. Jeg har aldrig før hørt om, at et selskab i konkurrence med andre selskaber på samme marked og med samme produkt har opnået et ”stort industrieventyr”.

Det fremgår af de nuværende udbudsbetingelserne for havvind, at staten skal have et ejerskab på 20% i hvert af de enkelte vindmølleprojekter – og at det skal være et langsigtet ejerskab. Man forklarer kravet om statens medejerskab med, at staten skal have en andel af de mange penge, der vil blive tjent på vindmøllerne. Det er første gang, at jeg hører, at et privat selskab stiller krav om, at staten skal have en del af den fremtidige indtjening. Med den økonomiske usikkerhed ved projekterne, som man læser om andre steder, er det jo ikke så mærkeligt, at selskaberne ønsker, at staten skal tage noget af risikoen. Men hvorfor skal det være et langsigtet ejerskab? Når nu staten har købt de aftalte aktier, hvorfor må staten så ikke efterfølgende sælge aktierne til højestbydende?

Måske kan salget af en del af DONG til Goldman Sachs for nogle år siden bringe os på sporet. Dengang stillede Goldman Sachs også krav om, at staten fortsat skulle være medejer i en årrække. I både Dong, Ørsted og de kommende havvindprojekter (og sikkert også andre steder) er staten i en dobbeltrolle. Det er staten/folketinget der lægger de overordnede rammer for energisektoren. Staten er også investor, aktør og leverandør til sektoren. Derved har staten en økonomisk interesse i, at de selskaber, som staten er medejer af, tjener penge. Derfor kan man jo godt få den mistanke, af staten vil skele lidt til selskabernes økonomi, når de lægger de overordnede rammer for energisektoren. Det kan jo være, at det var, som Goldman Sachs tænkte. Vi var mange, som i 1980- og 1990erne, da staten var eneejer af DONG, havde mistanke om, at folketinget tænkte mere på DONG’s økonomi end på Danmarks ve og vel.  Det har jeg skrevet mere om her.

Sammenblanding af politisk kontrol og styring, og økonomiske interesser, er en meget dårlig kombination.

Hvorfor tales der så meget om Danmarks grønne omstilling, da det er EU’s og den globale omstilling, der har betydning? Det kan man ikke vide. Der sker så meget i Verden, som man ved sker, men ofte ved man ikke, hvorfor det sker. Man kan kun gætte. Efter folketingsvalget i 2019 – eller rettere efter regeringsforhandlingerne (det har jeg skrevet mere om her)  – vedtog alle folketingets partier (med undtagelse af NyeBorgerlige) en musketéred om, at Danmark skulle reducere med 70%. Men først i 2030. Det var først efter mindst to folketingsvalg, og så kunne der jo være sket så meget. Efterfølgende lovede man en reduktion på 50% i 2025. Nu er vi så tæt på, at fælden er ved at klappe. Man må gøre noget for ikke at fremstå utroværdige over for de grønne lobbyister.

Det er meget urealistisk, at vi når de lovede reduktioner på det lovede tidspunkt, men vi kan iværksætte nogle projekter, som man kan argumentere for, vil kunne frembringe de aftalte reduktioner inden for en kort periode. Det ser ud til, at det er folketingets strategi:

– Hvis man bygger mange havvindmøller og PtX-anlæg.

– Hvis man omstiller til elbiler (som vil øge produktionen af CO₂, fordi de i praksis vil køre på strøm, der er produceret på kulkraft i mindst de kommende 10-15 år. Tilsvarende vil en varmepumpe producere mere CO₂ end et naturgasfyr. Selv hvis man antager at, 10% af den forøgede produktion af strøm er fra sol eller vind, produceres der stadigt mere CO₂.

– Hvis man fortæller os, at en ko og en tørlagt eng er meget farlig for klimaet. Så kan man slagte nogle køer og oversvømme nogle enge, så får vi en stor reduktion.

– Hvis vi antager at el til biler og varmepumper er fra vind og sol og vi antager at landbrugets produktion fra køer og enge m.m. er meget høj, så kan vi lave regnearket som vise, at vi har opnået den reduktion, som partierne har lovet hinanden og de grønne.

Det er bare ikke realiteterne. Og i øvrigt er det også lige meget, for mere CO₂ har kun en meget lille indflydelse på fremtidens temperatur, men de økonomiske og kulturelle følger af drømmen vil blive høje.