Debatindlæg, Energipolitik

Klimafrygtens fødsel og naturgassens forbandelse

Inden I – kære læsere – begynder at læse dette skrift, er der lige et par ting, jeg må gøre opmærksom på. Jeg er helt enig med IPCC i, at de menneskeskabte klimaændringer, vi har set indtil nu, har medført lige så meget godt som skidt. Jeg er så ikke enig med IPCC i fortællingen gennem 30 år om, at det meget snart bliver frygteligt meget varmere. Der er jeg meget mere enig med de amerikanske klimaforskere, professorerne William Happer og Richard Lindzen, som skriver, at selv om vi skulle fordoble den nuværende CO2 fra 400 til 800 ppm, så vil det kun kunne forøge klodens temperaturen med endnu 1 grad. Dem har Søren Hansen skrevet mere om for nyligt.

Desuden bruger jeg nogle gange udtrykket ”derfor”. Det skal kommenteres. Der sker en masse hændelser og beslutninger, som er uomtvistelige, men begrundelsen for dem kan man jo kun gætte på. Men nogle gange er der så mange indicier, at jeg har valgt at bruge udtrykket ”fordi”.

Efter den første oliekrise i 1973, hvor araberne lukkede for oliehanerne, og olieprisen blev mere end fordoblet, var Danmark – og det meste af resten af verden – nærmest i panik. Hvordan skulle vi fremover finde tilstrækkelig energi? Og til en pris vi kunne betale? Venstre og Socialdemokratiet diskuterede i nogle år, hvad der skulle gøres. Venstre mente, at Danmark skulle have atomkraft, og Socialdemokratiet mente, at vi skulle hente naturgas ind fra Nordsøen. Efter nogle års diskussion besluttede de så, at vi skulle begge dele. Folketinget besluttede naturgasprojektet i 1976, men inden man fik besluttet atomkraft, var S-V regeringen faldet, og derefter glemte Socialdemokratiet alt om deres tilsagn om atomkraft. Derfor fik Danmark aldrig atomkraft.

Naturgasudvinding i Nordsøen

 Det var oprindeligt forventet, at der kun skulle naturgas til Jylland, op på højde med Århus og til Fyn. Muligvis også til Sjælland. Der skulle kun gas ud til elværker, fjernvarmeværker og store industrikunder. I 1979-80 fik vi så den anden energikrise med yderligere en fordobling af olieprisen til ca. 100$ pr. tønde. Herefter kunne politikerne og embedsværket kun forstille sig, at energipriserne ville forsætte himmelflugten i al fremtid. Man kalkulerede derfor med, at man kunne opnå en langt højere pris for gassen end oprindeligt forventet. Det ville derfor være en strålende forretning at føre ledninger helt til Skagen og København og ud til alle parcelhusene, som brugte den dyre gasolie. Derfor blev der investeret langt mere i naturgasnettet end oprindeligt planlagt.

På grund af den meget høje oliepris skiftede mange industrivirksomheder og fjernvarmeselskaber til det langt billigere kul. Energistyrelsen opfordrede også alle til at skifte til kul. Industrivirksomhederne fik endda økonomisk tilskud til det. Der skete også en meget betydelig udvidelse af fjernvarmenettet i kraftvarmebyerne, så langt flere blev forsynet med billig kraftvarme fra de centrale elværker. Men så blev man opmærksom på, at hvis alle fjernvarmeværkerne skiftede til kul og kraftvarme, så havde naturgasselskaberne ikke kunder til alt den gas, de havde købt hos A. P Møller. Energistyrelsen meddelte derfor i 1983, at nu var der ikke flere fjernvarmeværker, som fik tilladelse til at skifte til kul. Kun 63 ud af potentielt 200-250 nåede at skifte til billige kul.

Men nu gik det ikke, som politikerne og energimyndighederne havde forventet. Markedskræfterne virkede! Med den meget høje oliepris blev der gravet eller kul og boret efter olie og naturgas på en masse lokaliteter, hvor det tidlige havde været for dyrt at udvinde, så i 1986 var verden oversvømmet med energi som aldrig før, og olieprisen kollapsede til 30$ pr. tønde. Da stod det klart, at der skulle intet mindre end et mirakel til, for at redde naturgasselskaberne fra fallit. Da de alle var enten 100% ejede af staten eller af kommunerne, ville der være nogle politikere, der måtte fortælle deres vælgere, at de havde lavet en dårlig forretning, og at de måtte opkræve noget mere i skat for at dække underskuddet. Politikerne ville gøre alt for at undgå den situation.

Kort efter kom så miraklet! Man fik øje på drivhuseffekten! Hvis man omstillede fra kul og olie til naturgas, ville man producere langt mindre CO2. Hvis man kunne bilde befolkningen ind, at CO2 var meget farligt for jordens klima, så kunne man også bilde dem ind, at hvis vi skiftede til naturgas, kunne Danmark gøre en formidabel indsats for at redde jordens klima. Dermed havde man nu det perfekte argument for at kræve, at både fjernvarmeværker og parcelhusejere skulle bruge naturgas – selv om det var dyrere.

Det hjalp naturligvis også et stykke af vejen, men ikke nok. Der skulle mere til, før al gassen blev solgt. Så regnede man sig frem til, at hvis alle de gasfyrede fjernvarmeværker producerede både el og varme, så ville produktionen af CO2 på de kulfyrede elværker falde mere, end den ville stige på de gasfyrede fjernvarmeværker – og de skulle bruge dobbelt så meget gas. Derfor besluttede regeringen med ”Energi 2000” i 1990, at alle de gasfyrede fjernvarmeværker skulle omstille til kombineret el og varmeproduktion. De mindste værker skulle være omstillet senest i 1994 og de største senest i 1996.

Problemet var bare, at med de priser som gasselskaberne forlangte, kunne fjernvarmeselskaberne ikke skifte uden at sætte varmeprisen op. Derfor ventede de fleste så længe som muligt. Og imens tikkede der flere renter på gasselskabernes gæld. I 1992 besluttede regeringen sig så for CO2-afgiften. Begrundelsen var naturligvis, at den skulle hjælpe Danmark med at redde verden. Afgiften på el valgte man derpå at administrere sådan, at afgiften ikke blev lagt på brændsel til elproduktion, men på forbruget af el hos kunderne. (Det virkede jo nok lidt kringlet, men forklaringen følger.) Afgiften blev på 100 kr. pr. ton CO2. Så antog man, at alt el var produceret på kulfyrede kondensværker. Så svarede de 100 kr. pr tons til 10 øre pr kWh ude på fru Hansens måler. Det blev så elafgiften. Men nu producerede de gasfyrede kraftvarmeværker jo ikke så meget CO2 som de kulfyrede elværker, så derfor fik de som kompensation et økonomisk tilskud fra staten på 10 øre pr. kWh el, de producerede. Så var hele det decentrale kraftvarmeprogram på skinner.

Naturgasselskaberne havde fået afsat alt deres gas og til den pris, som de behøvede. Med det statslige tilskud kunne fjernvarmeselskaberne betale gasprisen, og kunne endda nedsætte varmeprisen. Finansministeren fik mange flere penge ind i CO2-afgift, end han skulle udbetale i tilskud, så han var også godt tilfreds. De eneste der blev snydt, var alle forbrugerne, som havde fået en ekstra afgift, men de kunne jo glæde sig over, at de var med til at redde jordens klima.

Danmark var den første til at gøre noget konkret for at reducere udledningen af CO2, men ikke den eneste som overvejede. I Holland havde gasselskaberne de samme økonomiske vanskeligheder, som i Danmark.  Holland og Danmark var derfor meget engagerede i at få vedtaget internationale skridt til reduktion af CO2. Vi var derfor blandt de mest engagerede indpiskere til klimakonferencerne i både Rio i 1992 og Kyoto i 1997 (Svend Auken). Andre klima-engagerede var primært stærke NGO’er og enkelte nørder. Frem til sidste halvdel af 1980’erne var de få rigtige klimaforskere generelt mere bekymrede for en kommende ny istid end for en kommende hedebølge. Det har jeg skrevet mere om tidligere.

Da vi var kommet frem til 1997, havde Danmark reelt ikke behov for klimamyten længere. Naturgasselskabernes økonomi var på skinner, men nu var myten jo blevet skabt, og så var det ikke så nemt at vende rundt på en tallerken. Desuden var der jo også behov for nye opgaver til den store energiadministration, der var blevet opbygget. (Det nærmeste, man kommer udødelighed på jorden, er offentlige institutioner. Når de har løst deres opgave, sender man jo ikke bare folkene hjem. Man finder nye opgaver, de kan administrere og regne på). Udbygning med vindmøller, biogas, solceller, geotermi, koprutter og landbrugets engarealer og meget mere. Nu hænger vi så på myten – der oprindeligt blev skabt for at redde naturgasselskaberne fra fallit.

  • Hvis ikke vi havde besluttet naturgas i 1976, ville Danmark have fået atomkraft fra første halvdel af 1980’erne og derfor en langt billigere og stabil elforsyning – som i Sverige, indtil de begyndte at afvikle atomkraft, og fik tørke.
  • Vi ville ikke have haft brug for CO2-myten for at redde naturgasselskaberne fra fallit, og vi ville ikke have brugt et trecifret milliardbeløb på at forsøge at bilde resten at verden ind, at Danmark var et foregangsland i ”den nødvendige grønne omstilling”.
  • Vi ville have haft en langt større elektrificering af samfundet.
  • Vi ville have haft billig fjernvarme med kul i de fleste mindre og mellemstore landsbyer og ikke dyr russisk gas.
  • Vi ville ikke have skamferet den danske natur med skove af kæmpevindmøller og store ørkener med solceller.

Der er sikkert nogle, der ser anderledes på det, men det er nu sådan, at jeg ser det.

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

7 Comments

  1. Peter Krogsten

    Sven Aukens barmarksværker var jo også en katastrofe. Det havde været billigere at sende ham til FN eller et andet sted som kompensation for den kollektive socialdemokratiske dårlige samvittighed.

  2. Mikael Thau

    En korrektion til min tidligere kommentar.

    Faktacheck er bedre end hukommelse. Indførelsen af CO2-afgiften var et dansk tiltag og Danmark var så et foregangsland på dette felt. Beklager min hukommelse svigtede.

  3. Erling Petersen

    Mikael Thau:
    Jeg skal nok anstrenge mig for at blive uenig med dig. Jeg vil dog hævde, at det var for at sikre afsætning af naturgas, at vi i 1983 fik forbud mod mere fjernvarme på kul, og at vi i 1990 fik ”Energi 2000” med hele det decentrale kraftvarme-program på naturgas. Og at vi i 1992 fik CO2-afgiften for at gøre det muligt for fjernvarmeselskaberne at betale den pris, som gasselskaberne behøvede.

    Alt hvad der er sket derefter, vil jeg betegne som følgeskader. Nu havde man sagt A, så var man også nødt til at sige B.

  4. Mikael Thau

    Rigtig interessant med denne opsummering fra en der har været tæt på det der skete.

    Men jeg tror altså du overspiller den daværende danske indstilling til at redde verden og være foregangsland, som jeg ikke synes at huske var så fremtrædende dengang i slut firserne og start halvfemserne. Det danske ryk kom først senere med Svend Auken, som jo i kompensation havde fået frie hænder i miljøministeriet (fra 1993) efter at han havde tabt magtkampen til Poul Nyrup.

    CO2-afgiften, som jeg husker det, kom fra EU og var ikke et rent dansk påfund.

    Der var to regeringsledere som i firserne for alvor satte CO2-diskussionen i gang. Det var den norske Gro Harlem Brundtland og selveste the Iron Lady Margaret Thatcher.

    Sidstnævnte havde vist også en anden skjult dagsorden gående på knægtelse af den engelske kullobby og fagforeninger. Thatcher boostede for alvor den engelske CO2-forskning. Jeg kan ikke helt huske hvordan det var. Måske nogen har en bedre hukommelse.

    Vi må heller ikke glemme Tvind, selvom mange nok vil hade det. Tvindmøllen stod færdig i 1978 og trods forsøgt latterliggjort igangsattes en udvikling mod det danske vindeventyr, der i dag med stolthed nævnes af alle danske politikere.

    • Hans Henrik Hansen

      “Thatcher boostede for alvor den engelske CO2-forskning. Jeg kan ikke helt huske hvordan det var. Måske nogen har en bedre hukommelse”

      – GOOGLE har!:

      “Margaret Thatcher will be remembered for her short lived “green period” in the late 1980s when she helped put climate change (or global warming as it was then known), acid rain and pollution on to the mainstream political map. Tutored by Sir Crispin Tickell, British ambassador to the UN in New York, she made several dramatic environment speeches…”

      https://www.theguardian.com/environment/blog/2013/apr/09/margaret-thatcher-green-hero

      • Torsten Koster

        Tak for gennemgange af lidt af historien om dansk energipolitik. Må jeg høre dig om hvilke skadelige virkninger det er, du mener menneskeskabte klimaforandringer har eller har haft?

  5. Hans G Petersen

    Stærkt underholdende!

    Og det er ikke for sent med A energi.
    Det kan undersøges og igangsættes nu, hvis ‘vi’ selv vil. Kun få partier melder klart ud at de vil have A kraft. Måske skulle resten vågne op. Nu – før valget.

    Tak for denne artikel. Fornemt overblik!

    Vh

    HGP

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*