Debatindlæg, Energipolitik, PME

Brint-planerne

Med titlen: Frustreret Rambøll-chef revser regeringen: Hvem vil forpligte sig til at investere milliarder i produktionen af grøn strøm, som man ikke har garanti for, at man kan komme af med? fik Rambølls koncernchef offentliggjort en kronik i Berlingske, hvor han beklager sig over manglende fremskridt i udbygningen med brintproduktion i Danmark. Værdien af denne udbygning var koncernchefen ikke i tvivl om: Grønne Power-to-X-produkter er et nøglebidrag til at reducere globale udledninger og et potentielt guldæg for Danmark.

I kronikken får den ikke for lidt med den store gulvviolin, vi skal redde kloden fra farlig opvarmning og begrænse temperaturstigningen, og her kommer brint og Power to X til at spille en hovedrolle.

For det første har vi med Nordsøens stærke vind i ryggen og 30 års opbygget know-how på vindområdet mulighed for at producere enorme mængder grøn strøm, som PtX-produktionen kræver. Den grønne strøm …. udgør i omegnen af 60-80 procent af slutprisen.

Markedet er der, primært i Tyskland:

Og for det tredje ligger Europas industrielle sværvægter tørstende for enden af vores fødder med et nærved umætteligt behov for grøn brint til omstillingen af sine store energitunge virksomheder.

Og så nærmer vi os sagens kerne:

For at Danmark kan blive storleverandører af brint til udlandet, mangler vi … brintrøret, der skal bringe brinten ned til Tyskland. Desværre er det danske brinteventyr lige nu sat i skak af manglende politisk klarhed om brintinfrastrukturen.

… brintambitionerne mangler at blive konkretiseret med beslutninger om to væsentlige ting: Hvordan røret skal finansieres samt en statsgaranti for, at vi reelt får det og hvornår.

Der skal statspenge på bordet, og helst mange. Brintrøret anslås at ville koste mellem 10 og 22 milliarder. Den lave pris kommer vist, hvis man kan genbruge nogle af de eksisterende naturgasrør, men det er nok i virkeligheden noget tvivlsomt, da rørene næppe er gode nok til transport af brint, der jo er en vanskelig opgave.

Men hvem skal betale for det? Kronikkens forfatter skriver:

Men vi kan ikke forvente, at der er nok producenter og købere af den grønne brint til at splitte regningen for røret fra starten af, og det vil derfor være en stopklods for den grønne omstilling og for brinteventyret, hvis branchen skal bære hele investeringsrisikoen alene.

Den danske stat bliver derfor nødt til at lægge penge på bordet til finansieringen og løfte en del af risikoen, så vi får en ensartet tarif og finansiel dækning, der understøtter brugen af infrastrukturen i begyndelsen.

M.a.o. de 22 milliarder skal skatteyderne betale…

Derefter beskæftiger kronikken sig med usikkerheden omkring udbygningen af havvind, 9-14 GW + det løse. Her skal staten også træde til med garantier og lempelser, og hvad man ellers kan finde på for at undgå en grum skæbne:

Uden klarhed om brintinfrastrukturen risikerer Danmarks guldæg at slå revner, og endnu værre; Danmark misser muligheden for at levere et oplagt bidrag til en del af løsningen på klimaforandringerne, der er godt i gang med at forandre livet, som vi kender det. 

Uden penge til brintrørledningen skal vi alle dø.

Undertegnede prøvede så med et indlæg til Berlingske at få lidt realiteter tilbage i sagen. Vi har jo ikke teknologien, der er ingen garanti for, at de påtænkte megafabrikker til brint nogen sinde vil kunne bringes til at fungere bare nogenlunde fornuftigt. Indlægget lå på redaktørens bord i knap 24 timer, hvorefter det blev afvist uden begrundelse. Men her følger det i sin helhed:

I en kronik d. 8/1 plæderer Rambølls koncernchef Jens-Peter Saul for hurtige beslutninger vedr. en brintrørledning fra Jylland til Tyskland. Den skal stå for eksporten af al den Power to X-brint, som der er planer om at producere inden for få år. Rørledningen forventes at ville koste op imod 20 milliarder kr. og Saul mener ikke, at det er en udgift, markedet kan bære, og derfor må staten, dvs. skatteyderne, træde til.

Der er mange elementer i planerne her. Kapaciteten af havvind i Nordsøen skal udbygges drastisk med en masse nye vindmøller. Der skal etableres kabler til at føre strømmen i land. Power to X-fabrikkerne skal opføres og sættes i gang, og derpå skal brinten pumpes ind i den nye rørledning og transporteres til kunderne i Tyskland. Der er tale om store tal, 4-6 gigawatt strøm skal omdannes til brint. Investeringerne bliver enorme, snesevis af milliarder, og det hele skal helst være i drift inden 2030.

Teknologisk Institut har gennemført en rundspørge blandt aktørerne (i bred forstand) i sagen her, og der er udbredt skepsis om mulighederne. Der er tvivl om økonomien, og om vi overhovedet råder over den nødvendige teknologi. Et flertal af de adspurgte betvivler åbent, hvorvidt det hele kan nås inden 2030.

Og problemerne er da også alvorlige. Havvindmøller i Nordsøen giver ikke nogen stabil strømforsyning. De følger vindens omskiftelighed, og selv i så stort et område som hele den jyske vestkyst vil produktionen fra møllerne svinge meget over tid. Nogle gange kører møllerne på fuld kapacitet, andre gange giver de ingenting, og ellers varierer produktionen fra dag til dag, ja fra time til time. Det giver store udfordringer for de elektrolyseanlæg, der skal fremstille brinten. Elektrolyse er en kemisk proces, og kemisk industri fungerer kun, hvis den kan køre under stabile forhold, helst i døgndrift, mange dage i træk. Kun da får man den optimerede produktion, der vil holde strømforbruget og omkostningerne nede på et acceptabelt niveau.

Nu er det undertegnede bekendt endnu ikke eftervist, at man faktisk kan køre en rationel brintfremstilling på variabel strøm fra vindmøller (eller endnu værre: Solceller). Vi kan derfor ikke vide, om vores enorme brintfabrikker overhovedet kan bringes til at virke fornuftigt. Det er et spørgsmål, der absolut bør afklares på små forsøgsanlæg, inden man kaster sig ud i milliard-investeringerne.

Det næste spørgsmål er vedr. prisen på brinten. Det koster omkring 50 kWh at fremstille et kg brint. Strøm fra havvindmøller forventes af Energistyrelsen i 2030 at være faldet til under 25 øre/kWh. Det er dog udtryk for en optimisme, der herskede frem til 2022 og som ikke længere holder. Havvind har vist sig at være meget dyrere, og realistisk set må vi regne med priser på omkring 1 krone pr. kWh eller højere. Et kg brint vil derfor alene i strøm koste 50 kr., hvor markedsprisen i dag ligger på 10-12 kroner. Hvem vil købe den dyre grønne brint – og/eller skal skatteyderne igen være med til at dække merprisen?

Og de 50 kr. er under forudsætning af, at brintfabrikkerne kommer til at køre tæt på det optimale. Med ovennævnte teknologiske usikkerhed er det langt fra givet, og så bliver prisen endnu højere.

Vil vi det her? Eller vil vi hellere sikre, at teknologien er på plads, inden milliarderne ruller? Om Danmark når 2030-målet spiller med Inger Støjbergs ord ingen rolle for det globale klima. Hun har ret. Men det betyder meget for vores egen velstand og velfærd i de kommende år.

– – – – –

Så vidt det afviste indlæg. Undertegnede spekulerer på, hvad det er for tanker, man gør sig på en redaktion som Berlingskes. Der er jo ikke noget i indlægget, der er forkert, og almindelig fornuft burde diktere, at man tænker sig grundigt om, inden man kaster sig ud i jomfruelig teknologi i stor og samfundsøkonomisk afgørende skala. Klimakrise eller ej, man må da på én eller anden måde sikre sig, at kuren ikke viser sig helt nyttesløs.

Men det er åbenbart ikke sådan, at man tænker på en medie-redaktion i dag. Er det igen et udtryk for medløberiet, hvor alt, hvad der har med klima og grøn omstilling at gøre, ikke må drages i tvivl? Undertegnede véd det ikke, men det bliver da mere og mere mærkeligt, ikke sandt?

Del på de sociale medier

6 Comments

  1. Per Mikkelsen

    Kig på GreenLab forsøgs- og produktionsanlægget på Salling. Her leveres strømmen af en VE-park med 46 ha stort solcelleområde og 12 Vestas landvindmøller. Installeret kapacitet: ca. 84,8 MW
    Produktion: ca. 186.000.000 kWh/år. Nogle af Søren Hansens bekymringer og spørgsmål giver Greenlab-projektet svar på. Det gælder bl.a. produktionsforholdene, når energien leveres af vind og sol. Greenlab er et eksisterende projekt, der også gør erfaringer med den betydelige overskudsvarme, som PtX-anlæg leverer. GreenLab er nok et lidt overset projekt i debatten. Men det er til gengæld et etableret anlæg; ikke blot en tegnebordsfantasi. Niras er konsulent for store dele af projektet og har lavet forskellige rapporter, man kan hente via Skive Kommunes hjemmeside og Greenlabs hjemmeside.
    Statslige investeringer i infrastruktur (broer, veje, havne, forsyningsanlæg, gasnet, elnet mv.) sker efter grundig analyse og beregning af tilbagebetaling via brug, afgifter mv. Bliver gasledningen til Tyskland etableret, er det selvfølgelig med kontrakter og gensidige forpligtelser mellem Tyskland og Danmark.

    [Forkortet af red.]

    • Søren Hansen

      Du glemte vist at give nogle links til referencer for dine påstande her. Hvor står der noget om, at anlægget faktisk kører, og hvor er økonomien beskrevet?
      Dertil kommer at anlægget i Salling er koblet op på det ordinære elnet (Energinet), så de har en stabil strømforsyning, og dermed bliver der ikke kastet lys over det mest afgørende spørgsmål: Kan man med rimeligt resultat gennemføre elektrolyse på strøm, der kommer og går, f.eks. fra solceller?

  2. Hans Henrik Hansen

    “Og for det tredje ligger Europas industrielle sværvægter tørstende for enden af vores fødder med et nærved umætteligt behov for grøn brint til omstillingen af sine store energitunge virksomheder…”

    – p.t. ser det nu ud til, at ‘sværvægteren’ har mere travlt med at genaktivere de gamle KULkraftværker!:

    “Since the new gas power plants are not materialising as desired, the coal for electricity generation should not only be on the grid under the fig leaf of the reserve remain, but are even used more intensively. 

    There is undoubtedly rationality in this: the year 2030 is moving more and more out of reach as the desired date for the coal phase-out. But German dependence on expensive and dirty LNG will be reduced. And Germany will be less susceptible to blackmail geopolitically – keyword diversification. Betting everything on LNG would be understandably risky given the US elections. 

    The question of whether the old coal piles can fulfil their role as a replacement for a failed gas power plant strategy and as a geopolitical bargaining chip is one question – and ultimately, above all, a technical question…”

    https://notalotofpeopleknowthat.wordpress.com/2024/01/12/germany-to-rely-on-coal-to-avoid-blackouts/

  3. Mikael Thau

    Hej Søren
    Jeg læste også Rambøll kronikken og specielt Rambøll chefens forventning til et dansk guldæg når alverdens lande forventeligt vil efterspørge dansk know how og grøn brint.

    Set fra Rambølls perspektiv giver kronikken rigtig god mening, da det i bedste fald kan blive et rigtigt fedt forretningsområde og Rambøll guldæg betalt af staten dvs. danske skatteydere. Om det også kan blive et guldæg for Danmark og danskerne vil afhænge af om teknologien lykkes at udvikle og til en pris som udenlandske investorer finder interessante. Dette spørgsmål berørte Rambøll chefen slet ikke.

    Rambøll chefens rationale må være, at hvis den danske stat sørger for at grøn brint via en rørledning stilles til rådighed for Tyskland, så vil tyske industriforetagender med kyshånd takke ja og omstille deres produktion fra at anvende f.eks. LPG til i stedet grøn brint.

    Et par spørgsmål trænger sig på.
    Er der udarbejdet en forretningsplan, hvori det fremgår hvilke kunder man satser på vil købe grøn brint og hvor meget og til hvilken pris ?
    Har der været kontakt til Tyskland for at undersøge i hvilket omfang der kan opnås tysk medfinansiering og om en brintinfrastruktur vil blive videreført og forgrenet ud i Tyskland og hvilke potentielle investorer som kunne være interesseret heri ?

    Jeg synes måske nok at der børe foreligge nogle konkrete analyser af dette førend den danske stat kaster tocifrede milliardbeløb efter en sådan brintrørledning. Rambøll chefen oplyser at markedet for grønt brint er tilstede. Men er det sandt. Har Rambøll kendskab til en sådan forretningsplan og villige tyske investorer eller er Rambøll kronikken bare et partsindlæg for at lobby for egen forretning.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*