Godt Nytår fra redaktøren

2023 blev et interessant år set fra et klimarealistisk synspunkt. Der var positive takter, men også på mange måder skræmmende elementer.

Hovedløst medløberi

Skræmmende var det fortsatte totalt hovedløse medløberi, man oplevede fra politikerne, meningsdannere, mediefolk og kendisser. Der er en overbevisning i offentligheden om ”klimakrisen” og den tilstundende katastrofe, vi løber ind i, hvis vi ikke får bygget en forfærdelig masse vindmøller og solceller i en h…..s fart. Selv læserbreve fra almindelige mennesker i aviserne udtrykker fuld overbevisning om, at sådan forholder det sig.

Det smitter af i behovet for at ”gøre noget”. Man udskammer nu åbenlyst ”klimaskadelig” adfærd, som f.eks. at spise kød eller foretage flyrejser. Nogle virksomheder – men især kommunerne – opstiller omfattende klimaplaner, med en masse aktiviteter, der skal redde os alle sammen. Det meste af det er naturligvis helt uden betydning for klimaet, men det giver denne gode fornemmelse i maven, der er forbundet med at ”gøre noget”.

Det bliver værre af, at vi her i Danmark partout skal være ”foregangsland”, vi skal vise alle de andre, at man kan nedbringe CO₂-udledningerne til nogle arbitrært satte mål inden for en tilfældigt valgt tidsramme. Man vil se folk i ramme alvor understrege den afgørende betydning for det globale klima, hvis vi når – eller ikke når – Danmarks klimamål. At vores fremgangsmåde i den forbindelse ikke er noget, andre lande kan kopiere – f.eks. vores totalt uforsvarlige brug af biomasse i energiproduktionen – vælger man at se helt bort fra. Det er kun tallet for reduktionen siden 1990, der betyder noget.

Uvidenheden

Det bringer os videre til det måske allermest skræmmende ved hele sagen. Uvidenheden. Total mangel på indsigt i klimaet, energiproduktionen og samfundets øvrige indretning præger alt for mange af politikerne og snakkehovederne i medierne. Vi har en klimakrise, hver eneste lille regnbyge, storm eller oversvømmelse er en følge af ”klimaforandringerne”. Historieløsheden skriger til himlen. Kan folk slet ikke huske, at vi også havde slemme tilfælde af ekstremvejr før klimasagen kom på mode?

Det er også total uvidenhed, der får folk i fuldt alvor til at tro, at vi kan få ekstremvejret til at gå væk bare ved at nedbringe vores forbrug af kul, olie og gas til f.eks. det halve i løbet af få år. Uvidenheden er her dobbelt, fordi dels sker der ikke noget med ekstremvejret, det vil vedblive med at hjemsøge kloden, som det altid har gjort – og altid vil gøre. Dels kan vi slet ikke foretage så dybe nedskæringer i forbruget af de fossile brændstoffer, uden at det vil føre til samfundenes kollaps. Vores tilværelse, velstand og velfærd er 100% afhængige af en stabil, rigelig og prisbillig energiforsyning, og hvis man ødelægger den, ødelægger man samfundet i sin helhed. Selvfølgeligt vil rige mennesker nok kunne klare sig i et eller andet omfang, det er som sædvanligt de fattige, det vil gå ud over, og herfra er der ikke langt til social uro eller det, der er værre.

Der er mere uvidenhed involveret i troen på, at den ”grønne omstilling” kan gennemføres i løbet af få år og til fulde overtage energiforsyningen. Det kan den ikke. Sol og vind er ustabile energikilder, der ikke på egen hånd kan udgøre grundstammen i forsyningen, og alle de tiltag, der så skal råde bod på dette problem (batterier, brint, Power to X, biobrændstoffer osv.) er enten baseret på teknologi, som vi slet ikke har endnu – og måske aldrig får, eller også vil de til alle tider vise sig at være så dyre og ressourcekrævende, at en satsning på dem vil føre til forarmelse af hele samfundet.

Endnu et problem er det faktum, at man her i den Vestlige Verden bevidst har valgt at se bort fra, at stort set hele resten af Verden slet ikke er med på klimavognen. Kina og Indien udbygger deres kapacitet med kulkraft, og det globale forbrug af fossile brændstoffer slog i 2023 alle rekorder. De afrikanske lande vil ikke finde sig i, at de ikke skal have en stabil elforsyning fra kul- eller gaskraftværker, men i stedet skal springe direkte over på en ”grøn” løsning, dvs. ustabil elektricitet fra solceller og vindmøller.

Men i den Vestlige Verden vælger vi at se bort fra den slags realiteter, og med en vattet tekst fra et klima-topmøde opretholder vi illusionen om, at hele Verden – før eller siden – vil følge efter i vores fodspor.

Positive tildragelser

Hvis læseren nu er godt træt af alle disse dårlige takter, så kan vi nu kigge lidt på de positive tildragelser i 2023.

Det nok største møde med realiteternes verden har været situationen vedr. den grønne omstilling. Rundt omkring i Verden er det gået op for politikerne, at det ikke er helt så nemt som troet bare at opstille en masse vindmøller og solceller. De skal også forbindes til elnettet, og der skal indbygges et eller andet, der kan kompensere for deres svingende produktion, der jo er helt ude af trit med forbruget. For et år siden skulle alle farvande ud for Danmarks kyster dækkes med rækker af vindmøller, det var den såkaldte ”Åben dør” ordning. Den døde i løbet af året, og netop ved afslutningen af 2023 blev de sidste tre projekter lagt i graven. Samtidigt blev der i 2023 stort set ikke opstillet en eneste mølle på land i Danmark. Det gik heller ikke godt med solcellerne. I 2022 var der fuld fart på at dække den ene frugtbare mark efter den anden med endeløse rækker af sorte paneler, men det fik en brat ende ved årsskiftet, hvor der blev indført nye regler, der betød, at projektmagerne selv skulle betale i hvert fald en del af udgifterne til kabelforbindelserne til elnettet, den såkaldte opkobling.

I både Storbritannien og USA gik udbygningen med havvindmøller i stå. Årsagen var den enkle, at de priser for den leverede strøm, man i en euforisk tilstand havde aftalt et år eller to før, nu havde vist sig at være alt for lave. Vindmølleselskaberne så direkte ind i 15-20 års tabsgivende drift og valgte derfor at trække stikket. Det var ikke uden omkostninger, f.eks. måtte vores hjemlige Ørsted foretage store afskrivninger på de udgifter, man allerede havde afholdt til forberedelserne.

Men hvad skete der? Energistyrelsen har i sit ”Teknologikatalog” en forudsigelse om, at strøm fra havvindmøller vil fortsætte med at falde i pris, og i 2030 forventes en kWh kun at koste godt 20 øre. Men vindmøllefabrikanterne (Vestas & Siemens Gamesa, f.eks.) var blevet tvunget alt for langt ned i pris og var nødt til at bede om flere penge pr. mølle. Hertil kom, at renten, der i flere år havde været omkring nul, pludseligt steg til 3-4%, hvilket giver en kolossal méromkostning til et vindmølleprojekt, hvor stort set alle udgifter falder i forbindelse med opbygningen, før der kommer så meget som en krone i kassen. Tallene fra USA og England peger nu i retning af en pris på strømmen omkring 1 krone/kWh, fem gange så meget som Energistyrelsen drømte om.

Danmark skal afholde et stort udbud af havvind i 2024, og holdningen blandt politikerne var, at byderne skulle have penge op af lommerne for at komme til fadet. Ligesom Mærsk har betalt formuer for at få lov til at udvinde olie og gas. Men nu ser det lidt bekymrende ud med udsigterne til, at staten skal have penge, og der er vel reelt en risiko for, at der endnu en gang skal statsstøtte på bordet. En fremtidig mindstepris på strøm på 1 kr./kWh er jo heller ikke særligt tiltrækkende.

I forbindelse med den påtænkte voldsomme udbygning med vind og sol, skulle der også bygges adskillige Power-to-X fabrikker i Danmark, men da der dels ikke er noget strøm og dels igen stærk tvivl om økonomien, er disse projekter ligeledes sat på pause. Med i tankerne var ellers en brintrørledning, der skal føre al den danske brint til hungrende kunder i Tyskland. Den påtænkes betalt af staten, dvs. skatteyderne, men vil ende som en dyr fornøjelse, når den skal transportere kostbar brint i små mængder. Og kostbar bliver brinten under alle omstændigheder. Med havvind til 1 kr./kWh kommer et kg brint til at koste langt over 50 kr. – fem gange den nuværende markedspris.

Klimaloven

Alle disse vanskeligheder smitter naturligvis af på kronjuvelen i dansk politik, Klimaloven, der fastsatte målene for CO₂-reduktionerne i hhv. 2025 og 2030. Målet for 2025 foreskrev en nedbringelse af udledningerne – i forhold til 1990 – på 50-54%. Om målet blev nået, skulle konstateres ved at tage gennemsnittet af udledningerne for 2024, 2025 og 2026. Så i princippet skulle vi begynde at tælle nu. Det fik regeringen dog lavet om til, at målopfyldelsen skal vurderes alene på 2025-tallene. I 2022 var reduktionen kun på ca. 41%. Der er jo, mildt sagt, langt op til minimumstallet på 50%.

Opfyldelsen ville kræve langt flere solceller og vindmøller, noget CO₂-opsamling og så skulle landbruget have det helt store tryk. CO₂-opsamlingen er på tegnebrættet, men hvornår, den første lille mængde kan opsuges, er uvist. Teknologien er ikke moden endnu, og omkostningerne tegner sig til at blive skyhøje, hvorfor regeringen også har lovet rundhåndet støtte til hvert eneste ton, der måtte blive opsamlet.

Mht. landbruget er den kedelige realitet, at ethvert indgreb, f.eks. med afgifter, vil give det trængte erhverv forøgede økonomiske problemer og næsten uvægerligt ende i nedsat produktion og tabte arbejdspladser, både på bedrifterne og i den efterfølgende fødevareindustri. Der sidder et udvalg, der skulle have barslet med en rapport med forslag til afgifter for længst, men det har trukket ud, og nu forlyder det, at rapporten først kommer til februar. Et af problemerne er lavbundsjordene, der skal udtages af drift fordi det – teoretisk set – reducerer tabet af kulstof til atmosfæren, men nu er problemet, at ingen tilsyneladende ved hvor mange hektarer, det reelt drejer sig om.

Allerede nu kan man med sikkerhed forudse, at Danmark ikke når klimamålet for 2025. Måske vil regeringen forsøge sig med ”kreativ bogføring”, men reelt nås målet ikke. Det er jo også totalt ligegyldigt set fra det globale klimas synsvinkel. Intet af, hvad vi gør, har nogen indflydelse på den globale temperaturstigning – og hvis vores klimatiltag f.eks. indebærer nedlukning af dele af erhvervslivet eller lignende drastiske tiltag, så er der næppe mange lande der vil betragte os som et ”foregangsland” og forsøge sig med de samme metoder.

COP28-mødet

Internationalt set var vel årets største klima-begivenhed det stort anlagte COP28-møde i Dubai, men rekordmange deltagere – 70.000. Mødet endte med den sædvanlige sluterklæring, hvor der tales om behov for grøn omstilling og nedbringelse af brugen af fossile brændstoffer, men reelt er ingen forpligtet til at gøre noget. På mødet var der megen snak om klimamålene fra mødet i Paris i 2015, hvor man skulle tilstræbe at holde temperaturstigningen siden 1850 på under 2 grader og helst under 1,5 grader. P.t. er stigningen omkring 1,2 grader, og bl.a. IPCC har beregnet, at vi skal halvere vores forbrug af kul, olie og gas allerede inden 2030 hvis målene skal nås. Det kommer naturligvis ikke til at ske, og man begynder at fornemme en gryende erkendelse af, at Jorden nok må lære at leve med nogle temperaturstigninger, der bliver noget højere – hvis ellers klimaforskernes computermodeller regner rigtigt. Ædruelige beregninger, senest fra Richard Tol, har for længst påvist, at de økonomiske følger af disse lidt højere temperaturstigninger er forsvindende små sammenlignet med, hvad en fuldblods grøn omstilling ville komme til at koste.

Tak for et godt år.