Modelfusk

Klimamodellerne er det vigtigste værktøj, når der skal spås om Jordens fremtid og tages initiativer til afhjælpning af de værste følger. Modellernes fremskrivninger af temperaturen, lokalt eller globalt, bruges til at true os med, så vi accepterer den grønne omstilling og alle mulige indskrænkninger i vores frihed og levevis. I den forbindelse vil det jo være rart, hvis man nogenlunde kunne stole på modellernes resultater, men det har så gang på gang vist sig ikke at være tilfældet.

Her er et eksempel fra WUWT, denne gang om Stillehavet i sammenhæng med El Niño- og La Niña-tilstandene, også kendt som ENSO. De har en mærkbar effekt på vejret i Australien:

De østlige stater i Australien, hvor det meste af befolkningen bor, oplever tørre og varme tilstande, når der er en El Niño og de resulterer ofte i tørke, mens La Niña hænger sammen med mere regn og ofte regionale oversvømmelser. 

Man har kendt til disse svingninger helt tilbage til det 17. århundrede, hvor sydamerikanske fiskere observerede, at vandet var varmere ud for kysten, når der var El Niño, og de navngav de to tilstande ”Drengen” (El Niño) og ”Pigen”. En engelsk meteorolog opdagede sammenhængen mellem tørre tilstande i Indien og ENSO-svingningerne i slutningen af 1800-tallet. I 1920 fik man formelt sammenhængen på plads, rent statistisk.

Man har fastlagt sammenhængen mellem ENSO-faserne og havtemperaturen i det centrale Stillehav, og målingerne daterer sig tilbage til slutningen af 1800-tallet. ENSO har indflydelse på hele Verdens klima og de globale temperaturer, og det er klart, at klimamodellerne er nødt til at få den med i deres fremskrivninger. Det kigger vi så nærmere på her.

Fig. 1 viser de målte havtemperaturer i det centrale Stillehav, hvor ENSO-svingningerne har deres største indflydelse. Temperaturerne er målt med satellitter og går tilbage til 1980. Toppene falder sammen med El Niño-tilstande. I perioden ser man et ganske let fald i temperaturen, svarende til 0,63 grader celsius pr. århundrede.

Fig. 2 viser et af klimaforskningens tidlige bud på temperaturudviklingen fra 2000 til 2100, baseret på 3. generation af klimamodeller, CMIP3. Kurven blev skabt lige før år 2000, så det er fremskrevne resultater alt sammen. Man når her en opvarmning på gennemsnitligt 2,79 ^oC pr. århundrede. Det er et højt tal, men forudsætningen er også, at atmosfæren i år 2100 indeholder 836 ppm CO₂. Det virker jo lidt voldsomt.

Men klimaforskningen udviklede sig, og forudsigelserne om opvarmningen blev mere og mere voldsomme. Fig. 3 viser resultatet fra den seneste generation af klimamodeller, CMIP6, med det værst tænkelige scenarie (det mange forskere stadigvæk bruger som ”business as usual”. Her forventer man ikke mindre end 1130 ppm CO₂ i atmosfæren i år 2100, og stigningen hen gennem århundredet når helt op på 4,64 ^oC.

Fig. 3 viser også beregnede temperaturer tilbage til 1980. De stemmer ikke så godt overens med virkeligheden; gennemsnittet for perioden 1980-2020 ligger en grad under de målte, og hældningen i perioden viser en temperaturstigning i stedet for det observerede fald. Det gør jo tilliden til modelresultaterne lidt mindre.

Hertil kommer, at det formentligt er fysisk umuligt at nå en havtemperatur over 30 grader, fordi fordampningen så vil stige så meget, at den køler vandet og holder temperaturen nede. Men modellen når frejdigt frem til, at vi ender på 31 grader i år 2100.

Fig. 4 viser et eksempel på havtemperaturen i den Bengalske Havbugt over året for hhv. 2008 og 2018. 2018 er varmere, og et par gange når temperaturen over de 30 grader, men den bliver hurtigt bragt ned igen. At havtemperaturen ikke over længere tid kan være højere end 30 grader, synes at være ganske pålideligt fastslået af videnskaben.

Fig. 5 viser situationen i Stillehavet, og her ser man, at temperaturen reelt er uforandret om sommeren fra 1997 til 2015. Den er tæt på de 30 grader, men kommer ikke højere op. 

Klimamodellerne er galt på den og artiklen slutter med følgende salut:

Klimaet har altid forandret sig og vil blive ved med det. Klimamodel-skaberne giver os ikke nogen brugbar indsigt i, hvorfor klimaet har ændret sig. Modellerne giver ”ufysisk” vrøvl, der ikke har nogen sammenhæng med observationerne og heller ikke ender med plausible forudsigelser.