Drivhusgasser, Klimarealisme i medierne

Lattergas i søgelyset

I november 2022 udsendte 4 videnskabsfolk en artikel, Lange et al., der tog IPCC og ligesindede ved vingebenet og gjorde opmærksom på, at hysteriet omkring lattergas i atmosfæren og efterfølgende forsøg på at nedbringe udledningerne kunne føre til en alvorlig fødevarekrise her på Jorden.

Fra artiklens sammendrag kan vi citere følgende:

Med de nuværende koncentrationer af drivhusgasser er drivhuseffekten pr. tilsat lattergas-molekyle ca. 230 gange højere end effekten at et molekyle CO2. Det skyldes, at indholdet af CO2 i atmosfæren er meget nærmere mætningspunktet [hvor der ikke kommer ret meget bidrag fra yderligere tilsætning, red.] end de små mængder lattergas, der er til stede. Men tilvæksten i CO2-indholdet, ca. 2,5 ppm pr. år, er ca. 3000 gange højere end tilvæksten af lattergas, der har holdt sig konstant på omkring 0,00085 ppm/år siden 1985.

Så bidraget fra lattergassen til den globale opvarmning er 230/3000 eller ca. 1/13 af CO2’s. CO2, metan og lattergas har bidraget med ca. 0,1 grad celsius pr. årti i de seneste årtier, det svarer så til at lattergassen giver en opvarmning på 0,00064 grader pr. år, eller 0,064 grader pr. århundrede. Forslag om at stille skrappe krav til begrænsning af lattergasudledningerne kan på denne baggrund ikke retfærdiggøres. Begrænsninger vil gøre alvorlig skade, f.eks. ved at bringe Verdens fødevareforsyning i fare.

Foto: Flickr, Larsz

I en omtale af Lange et al. citeres de fire forskere for følgende:

Da hovedkilden til udledningerne af de små drivhusgasser, metan og lattergas, er planter og dyr (”biosfæren”), har man rettet skytset mod landbruget med forskellige regler og lovgivning, der skulle ”redde planeten” fra klimaforandringerne. Planeten er ikke i fare som følge af drivhusgasser. Men elementer af den nye lovgivning for at håndtere dette ikke-problem giver anledning til stor bekymring, idet den kan medføre en drastisk nedsættelse af fødevareproduktionen i Verden.

De 4 videnskabsfolk forklarer, at kvælstofholdig gødning er den ”mest betydningsfulde enkelte” faktor i den udvikling, der har medført en enorm forøgelse af udbytterne i landbruget siden 1950, og som stort set har udryddet de tilfælde af alvorlig hungersnød, der ellers har plaget menneskeheden gennem hele historien. Hvis man ophører med at bruge kvælstofgødning, vil det tvinge Verden tilbage til landbrug med lavt udbytte, som slet ikke kan brødføde en befolkning på 8-10 milliarder mennesker.

Bjørn Lomborg skrev på Twitter:

Økologiske landbrug over hele Jorden kan i dag, optimistisk set, brødføde 4,7 milliarder mennesker.
Industrielt landbrug kan i dag, optimistisk set, brødføde 12 milliarder.
Den globale befolkning er 8 milliarder.
Regn det selv ud.

Bjørn Lomborg påpeger også, at den politisk bestemte vækst i brugen af biobrændstof, etanol, som tilskud til benzin til biler, hvor EU førte an, har medført en nedgang i fødevareproduktionen i Verden. Det har igen i følge Verdensbanken medført prisstigninger på mad på op til 75% og forværret hungersnøden her og der. 

Lange et al. skriver videre:

Siden få borgere er klar over, at lattergasudledningernes effekt på klimaet er ubetydelige, er mange regeringer sat under pres for at ”gøre noget” ved landbrugets bidrag til lattergassen. Ideologisk drevne regeringsindgreb over for landbruget har som regel ført til katastrofer. Verden har netop været vidne til sammenbruddet af det ellers meget produktive landbrug i Sri Lanka som en følge af regeringens begrænsninger på brugen af kunstgødning.

Lattergas formodes at blive udledt i forbindelse med brugen af kvælstofholdig gødning, f.eks. ammoniak. Det danske landbrug er totalt afhængig af denne tilførsel af kvælstof. Restriktioner i forbindelse med de rabiate vandmiljøplaner har allerede kostet landbruget dyrt i tabte udbytter og korn med for lavt proteinindhold. Økologisk landbrug, uden brug af kunstgødning, overlever primært, fordi det er tilladt at gøde med gylle fra konventionelle landbrug, og alligevel må mange landbrug opgive den økologiske drift efter få år, pga. for store nedgange i udbyttet. Jorden bliver simpelthen udpint.

Men lattergassen er bl.a. i Klimarådets søgelys, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før vi kommer til at stå over for en alvorlig krise i det danske landbrug.

Del på de sociale medier

3 Comments

  1. Bent Sørensen

    Hvis det stadig er planen at bruge ammoniak som brændstof i skibe, så skal der nok komme gang i produktionen af NOX’er.

  2. Erling Petersen

    Glimrende indlæg Søren Hansen.

    Du skriver: ”Men elementer af den nye lovgivning for at håndtere dette ikke-problem giver anledning til stor bekymring, idet den kan medføre en drastisk nedsættelse af fødevareproduktionen i Verden”.

    Hvis ikke I allerede har læst mit tidligere indlæg ”Vestens kollektive selvmord”, vil jeg anbefale at I gør det.
    https://klimarealisme.dk/2023/07/29/vestens-kollektive-selvmord/

  3. “Men lattergassen er bl.a. i Klimarådets søgelys, og det er vel kun et spørgsmål om tid, før vi kommer til at stå over for en alvorlig krise i det danske landbrug.”

    Ja helt sikkert, vi kender nu alle opskriften der følges til punkt og prikke i vort folkestyre version 2023.

    Krise = normalen, og normalen = regeringskrise

    https://www.altinget.dk/artikel/i-mette-frederiksens-verden-er-intet-normalt-og-alt-er-krise

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*