En tiltrængt opsang

Martin Aagerup, direktør i tænketanken CEPOS, fik for nyligt (9. august) optaget et stort opsat indlæg i Berlingske, som det de kalder Opinion. Udgangspunktet var avisens gentagne klima-alarmistiske budskaber, der i denne sommer er gået helt grassat. Aagerup tog fat i et indlæg fra 24. juli, hvor Berlingskes journalist bl.a. skriver:

Efthymis Lekkas er ikke en professor, der pakker tingene ind. »Hvis den her katastrofe fortsætter, vil der opstå miljømæssigt sammenbrud i Attica,« sagde han  – og fortsatte: »Hvis vi ikke kan redde vores sidste (naturlige) ressourcer, vil vi i sidste ende få ørkendannelse, og Athen vil komme til at se ud som Dubai.«

Derefter får vi en gennemgang af naturbrande, der er blevet værre pga. tørke, der igen er fremkaldt af klimaforandringerne. Journalisten interviewer de sædvanlige alarmistiske kilder, der altid er klar til at give den en tand ekstra.

Nu har Klimarealisme fået tilladelse fra Martin Aagerup og CEPOS til at bringe Aagerups indlæg i sin fulde længde (tak for det). Så sæt jer godt til rette og nyd turen:

Klimarelaterede katastrofer er ikke et stigende, men et faldende problem

Den alarmistiske klimajournalistiks dækning af naturbrande er misvisende på en måde, der ikke adskiller sig fra dækningen af andre former for ekstremt vejr.

Over sommeren har medierne dækket naturbrande i Sydeuropa. Man har også forbundet dem med klimaforandringer i en alarmistisk tone. Berlingske bragte for eksempel 24. juli en artikel under overskriften »Infernoet i Sydeuropa bliver endnu vildere i fremtiden«.

»Infernoet« isolerer sig dog til Grækenland, som vitterlig har haft markant flere brande end normalt. Men det har hverken Spanien, Italien, Frankrig eller Balkan, ifølge Copernicus, en del af EUs rumprogram.

Ser man på Europa under ét, er der faktisk hidtil brændt et mindre område i år end gennemsnittet for årene 2012 til 2022.

Forudsigelsen om, at »infernoet« bliver »endnu vildere i fremtiden«, bygger på den antagelse, at flere hedebølger og mere tørke vil føre til flere naturbrande. Det er imidlertid ikke en præmis, som FNs klimapanel IPCC kan skrive under på. IPCC påpeger, at andre forhold end varmt vejr er meget vigtigere for antallet og omfanget af naturbrande.

På globalt plan er omfanget af naturbrande da også faldende og har været det igennem de seneste 20 år, trods klimaforandringer. Det illustrerer, at andre faktorer er vigtigere end klima, når det handler om antallet af naturbrande.

Det er derfor ikke seriøst at forudsige flere brande i Sydeuropa som simpel følge af klimaforandringer. Dertil spiller klima for lille en samlet rolle. Hvad vi mennesker gør for at mindske risikoen for skovbrande kan modvirke – og formentlig mere end modvirke – effekten fra klima. Mange brande er for eksempel påsat – enten med vilje af pyromaner, på grund af uheld såsom bilulykker eller elledninger, eller som følge af skødesløshed. Det er altså vigtigt at undgå ulykker, der fører til brande, og at fange pyromaner.

Men afhængigt af vegetation, landskab og lokalt klima er det ofte lige så vigtigt eller vigtigere via god naturforvaltning at forebygge, at små brande udvikler sig til kæmpebrande. Det kan for eksempel ske ved at lave kontrolleret afbrænding, når der ikke er tørke, ved at lave brandbælter osv.

I takt med stigende velstand, viden og teknologisk formåen er det sandsynligt, at vi globalt vil kunne fortsætte med at reducere det areal, der brænder – i hvert fald i det omfang, vi vil ønske det, for et vist område bør brænde hvert år. Naturbrande er en del af naturens orden, og det bidrager som nævnt til at undgå kæmpebrande.

Den alarmistiske klimajournalistiks dækning af naturbrande er misvisende på en måde, der ikke adskiller sig fra dækningen af andre former for ekstremt vejr.

Ligesom man ikke kan udlede, at varmere vejr fører til flere brande, kan man ikke udlede, at mere voldsom regn, tørke eller orkaner fører til flere katastrofer. Verden har faktisk set en decimering af antallet af dødsfald fra klimarelaterede katastrofer såsom storme, oversvømmelser og tørke. Også med hensyn til materielle ødelæggelser er klimarelaterede katastrofer ikke et stigende, men et faldende problem.

Heller ikke disse relevante nyheder formåede danske medier at formidle til deres læsere, lyttere og seere, da de i forbindelse med klimamødet COP27 i november sidste år flittigt fortalte om diverse storme, oversvømmelser og tørker rundt om i verden. Flere af disse vejrfænomener er da også relateret til klimaforandringer, men også her gælder, at menneskelig velstand, teknologi og almindelig hittepåsomhed klart overdøver klimaforandringer som den tungestvejende faktor.

Professor Roger Pielke, der har forsket i ekstremt vejr i årtier, forklarer i et afsnit af min podcast Samfundstanker, hvordan det hænger sammen. Ekstremt vejr fører ikke nødvendigvis til katastrofer. Diger forhindrer oversvømmelser, varslingssystemer og god infrastruktur gør, at folk bringer sig i sikkerhed fra orkaner i tide, solide bygninger modstår storme, airconditioning er et værn imod hedebølger osv.

Efterhånden som vi bliver rigere, bliver vi mere robuste over for ekstreme vejrfænomener, og selvom klimaforandringer gør dem lidt værre, overdøves denne forværring af forbedringen fra øget velstand. Derfor dør færre, og de fleste vejrkatastrofer belaster økonomien mindre (målt i andel af BNP) end tidligere.

Og det gælder ikke kun i de rige lande. Bangladesh og det afrikanske kontinent har decimeret antallet af dødsfald fra naturkatastrofer i forhold til for nogle årtier siden.

Hvad med fremtiden? Isoleret set vil klimaforandringer formentlig trække lidt i den forkerte retning. Det kalder på klimapolitik, men ikke på alarmisme. Det sandsynlige er, at med fortsat øget velstand og med ikke alt for ringe regeringsførelse rundt om i verden, vil den gunstige udvikling fortsætte, så vejrkatastrofer slår færre ihjel end i dag.

. . . . . . .

Så vidt Martin Aagerup. Han har efterfølgende berettet, at han samme dag blev kontaktet af journalisten, der tilsyneladende var noget pikeret og bl.a. begrundede sine alarmistiske synspunkter med et citat fra IPCC’s Sjette Vurderingsrapport, del 2 (AR6 WGII):

Risiko for alvorlige følgeskader vil stige med enhver yderligere global opvarmning, mens vi ligger over [1,5- eller 2-graders-] grænserne (stor tiltro). I økosystemer med højt kulstofindhold (der p.t. lagrer 3000-4000 gigatons kulstof) ser man allerede den type følgeskader, og de forventes at vokse med ethvert ekstra trin af opvarmning, så som naturbrande, massedød af træer, udtørring af vådområder, og optøning af permafrost, hvilket vil gøre naturlig opbevaring af kulstof svagere og fremme udledningerne af drivhusgasser (middel tiltro).

Det er egentligt et lidt mærkeligt citat at vælge, faktisk er der afsnit i den samme IPCC-rapport, der meget mere rabiat skildrer en nuværende klimakrise. Men pointen er, at disse passager findes i rapportens Sammendrag for Beslutningstagere (Summary for Policymakers), mens man ikke kan genfinde budskaberne inde i hovedrapporten. Man kan heller ikke finde de budskaber i WGI-delen af rapporten, der jo ellers er den klimavidenskabelige status (WGII handler om tilpasning til klimaforandringer).

Så nej, sommerens syndflod af klima-alarmisme i medierne, baseret på ret normale vejrbegivenheder, kan ikke finde belæg i IPCC’s rapporter og heller ikke i den øvrige seriøse litteratur.