Tab af is fra Grønland og Antarktis

En venlig læser skrev en kommentar til den nyligt udkomne artikel her på siden om tabet af is fra Antarktis’ gletsjere. Kommentaren bestod af et link til en artikel fra i år – Otosaka et al. – om massetabet af is i hhv. Grønland og Antarktis. Artiklens konklusion er, at der er tale om et accelererende tab siden 1990’erne. Det er en meget lærd artikel med et utal af forfattere. Den korrekte måde at referere til den er vist her:

Man kommer til at tænke på Willis Eschenbachs forfatterregel, der siger, at det videnskabelige niveau af en artikel falder med en faktor 1 divideret med kvadratet på antallet af forfattere. På den anden side er der en S. Mernild med i flokken, så helt galt kan det ikke være. Men det var et sidespring.

Otosaka et al. er baseret på et stort antal satellitmålinger, hvor man ved forskellige metoder har forsøgt at danne sig et overblik over mængden af is og ændringer i samme. Det er ikke nogen nem opgave, som vi har set tidligere. Man kan måle højden af iskappen med radar, eller man kan måle ændringer i den lokale tyngdekraft, som udtryk for ændringer i iskappen. Men der er mange vanskeligheder, dels i form af usikkerhederne på målingerne, og dels fordi den underliggende jordoverflade hæver sig eller sænker sig og derved forstyrrer målingerne. 

Satellitmålinger går kun 29 år tilbage i tiden, så hvordan det så ud før da, f.eks. i 1930’erne, hvor det var varmt i Grønland og Arktis, vides ikke og slet ikke med den nøjagtighed, man foregiver at arbejde med nu.

Otosaka et al.s konklusioner er ellers klare nok og falder fint ind i billedet med global opvarmning fremkaldt af vores CO₂-udledninger. Det skal dog siges til forfatternes ros, at de ikke nævner CO₂ på noget tidspunkt, det ser man ellers i mange mindre lødige videnskabelige artikler.

For det første nævnes det, at afsmeltningen af is fra Grønland og Antarktis har medført et bidrag på 21 mm til havstigningen mellem 1992 og 2020. Det svarer til godt 0,7 mm om året, hvilket kun er en mindre del af den målte havstigning (ved kysterne) på 1,5 – 2 mm. Det forklarer meget lidt af satellitternes havstigningstal på over 3,5 mm/år.

Herefter nævnes det, at tabet af is fra de to kapper i perioden 1992-1996 var 105 gigatons/år (milliarder tons/år), mens det i 2016-2020 var 372 gigatons/år. Det er jo en klar – og ildevarslende – acceleration. For Grønlands vedkommende alene var det gennemsnitlige tab 169 gigatons/år men med store variationer, fra 86 i 2017 til 444 gigatons i 2019.

Antarktis deler man op i 3 områder, Østantarktis, der er langt det største, Vestantarktis med de mange store gletsjere og endeligt den Antarktiske Halvø, der stikker langt op i det Sydlige Atlanterhav. Østantarktis har reelt ikke noget tab i perioden, mens Vestantarktis taber 82 gigatons/år og halvøen 13 gigatons pr. år.

Grundlæggende bruger forfatterne 3 forskellige metoder til måling af ændringerne i iskapperne. Man forsøger så at kombinere dem, for at nå frem til tal som de ovennævnte. Men de 3 metoder gav temmelig forskellige resultater, som vist på fig. 1. Især for Antarktis’ vedkommende vidner de om en stor usikkerhed om tallene.

For at få lidt mere hoved og hale i de fremlagte tal er det godt at kigge på fig. 2, der viser resultaterne for de 3 anvendte målemetoder, år for år i hele perioden. Der er data for Grønland, de tre dele af Antarktis, samt hele Antarktis sammenlagt.

For Antarktis’ vedkommende er billedet noget broget. Det ser ud til, at tabene svinger over tid, både op og ned. Generelt er der meget lidt udvikling i Østantarktis, men et let stigende tab i Vestantarktis og på halvøen. Det er dog specielt 2018 og 2019, der trækker ned. Det var år, hvor havisens udbredelse omkring Antarktis også begyndte at falde, efter mange års svag stigning, og der er givet forskellige forklaringer i form af vejrligsændringer af kortere varighed.

Tallene, med årlige tab op til 200 gigatons/år, bør også sættes i perspektiv. Antarktis’ iskappe vejer skønsmæssigt omkring 24 millioner gigatons…

Billedet for Grønland ligner meget hvad DMI har udsendt, se fig. 3, omend tallet for 2020 ser lidt mærkeligt ud, det fremgår også, at det er baseret på kun en type målinger. Man kan så ærgre sig over, at Otosaka et al. ikke medtager tal for 2021 og 2022, der ser ud til at sprede endnu mere tvivl om påstanden mht. acceleration.

Vi kan nu se, at det nok ikke er helt retvisende blot at plukke to 5-årige perioder (1992-96 og 2016-20) ud og sammenligne dem for at konstatere en ”acceleration”. Perioden 2016-20 var netop præget af et enkelt års kraftigt tab i Grønland (2019) + et løst gæt for 2020, der også viser et stort tab. Tilsvarende var Antarktis i 2018 og 2019 ramt af forholdsvis store tab, som redegjort ovenfor. Havde man nu i stedet valgt at sammeligne med f.eks. 2012-16, ville ”accelerationen” blive betydeligt mindre.

Med alle usikkerhederne taget i betragtning er der ikke noget rimeligt grundlag for Otosaka et al.s noget bombastiske konklusioner, og en acceleration kan være svær at få øje på. Netto er der sket en afsmeltning både i Antarktis og i Grønland over de seneste 30 år, ingen tvivl om det. Men hvor stor den er, og om den er ”accelererende”, har vi ikke grundlag for at vide. Og hertil kommer, at de omtalte mængder af is er bittesmå sammenlignet med iskappernes totale vægt, 2,6 mio. gigatons i Grønland og 24 mio. gigatons i Antarktis.

Det bringer den gamle ingeniør-vittighed angående måleusikkerheder frem. Man kan finde vægten af en kaptajn på en supertanker ved først at veje begge to på én gang og derefter bede kaptajnen gå fra borde og veje skibet alene. Det er jo klart, at alene usikkerheden på hver af de to vejninger langt vil overstige kaptajnens vægt. (En supertanker vejer måske 500.000 tons. Hvis nu ”vægten” kunne veje med et tons nøjagtighed – hvilket ville være imponerende – så er det klart, at den end ikke ville kunne registrere, om kaptajnen er ombord eller ej). Kigger vi på Antarktis med et årligt tab på 200 ud af 24.000.000 gigatons, så er der ikke mere tale om en supertanker, men stadigvæk et mindre fragtskib på omkring 10.000 tons. Den vejning vil være lige så umulig.

Og dog er det alligevel, hvad iskappeforskningen forsøger på. Den eneste grund til, at nogen kan tage den slags alvorligt, må være troen på ”klimakrisen”, ellers ville man næppe spilde tid og penge på den slags aktiviteter.