Drivhusgasser, Klimarealisme i medierne

Svigter træerne os?

Her er så, let forkortet, atter en oversættelse af en artikel skrevet af Willis Eschenbach, der altid har en finurlig og munter tilgang til klimavidenskabens tosserier. Denne gang handler det om en sensationel artikel, der påstår, at træerne i troperne er begyndt at opsuge meget mindre CO2, end de har gjort tidligere.

En ny artikel hævder, at tropiske skove er ved at miste deres evne til at opsuge kuldioxid. Grimme skov, ingen småkager til dig! Artiklen hedder ”Asynkron kulstoflagrings-mætning i afrikanske og Amazonas tropiske skove”. I pressemeddelelsen står der:

”I 1990’erne fjernede intakte tropiske skove ca. 46 milliarder tons CO2 fra atmosfæren, et tal der faldt til 25 milliarder tons i 2010’erne.

Den tabte opsugningskapacitet i 2010’erne sammenholdt med 1990’erne svarer til 21 milliarder tons CO2, hvilket svarer til ti års udledninger fra fossile brændstoffer i Storbrittanien, Tyskland, Frankrig og Canada til sammen.

Totalt fjernede intakte tropiske skove 17 % af menneskeskabte CO2-udledninger i 1990’erne, faldende til 6 % i 2010’erne.”

Det første, jeg bemærkede, var, at denne artikel falder indenfor, hvad jeg beskedent kalder ”Willis forfatter-regel”.

Q = 1/N2

Hvor Q er kvaliteten af et videnskabeligt arbejde og N er antallet af forfattere til artiklen, hvilket betyder, at kvaliteten af et arbejde falder i takt med 1 divideret med kvadratet på antallet af forfattere …. hvilket i dette tilfælde er …. vent lidt …. ikke færre end et hundrede og seks forfattere.

Så, hvordan fandt de et hundrede og seks forskere ud af, at de tropiske skove ikke mere opsuger så meget, som de plejede at gøre?

I følge artiklen brugte de både observationer og modeller. Hvor meget af hver? Tja, en indikation er, at ordet ”model” optræder 158 gange i deres artikel, mens ”observationer” kun er med 44 gange. Her er en typisk kommentar:

”En statistisk model inkluderende kuldioxid, temperatur, tørke og skovdynamik forklarer den observerede udvikling og viser, at der vil være en yderligere nedgang på længere sigt i det afrikanske lager, mens lageret i Amazonas reduceres meget hurtigt.”

Nu viser det sig, at vi faktisk kan måle omtrent hvor meget menneskeskabt CO2, der bliver opsuget hvert år. Udregningen er ikke så kompliceret. Vi ved hvor mange gigatons (Gt = milliarder tons) kulstof, der hvert år bliver udledt fra vores forbrug af fossile brændstoffer plus cementfremstilling. Vi ved, at for hver 2,13 Gt kulstof udledt, stiger atmosfærens indhold af CO2 med en ppm. Vi måler det indhold kontinuerligt på Mauna Loa observatoriet.

Så vi kigger på hvor meget kulstof, der bliver udledt i et givent år, og vi beregner hvor meget CO2-niveauet skulle være steget. Fra det tal fratrækker vi den faktiske stigning i CO2-indholdet, og den differens er så den mængde CO2, der er blevet opsuget af forskellige ting på planeten.

Baseret på den beregning viser fig. 1 hvor meget CO2, der er blevet opsuget hvert år siden 1959.

Fig. 1: Den årlige opsugning af CO2 fra 1959 – 2020, i procent af udledningen. Den blå kurve er udjævnede tal over en årrække

Der er nogle interessante aspekter ved denne kurve. Først og fremmest varierer opsugningen meget fra år til år. Det afhænger af to faktorer: den naturlige udledning af CO2 og variationer i de naturlige lagre. Disse er drevet af vejret. Nogle år kommer der masser af grønt, på land og til havs, og til andre tider er der meget mindre, hvilket styrer kapaciteten af kulstoflagrene, På den anden side giver El Niño år, som f.eks. i 1998, en stigning i de naturlige CO2-udslip, således at procenten, der opsuges bliver mindre. Med meget store El Niño’er kan den frigivne mængde CO2 helt overbebyrde lagrene, som i 1967.

Dernæst er der den udjævnede kurve (blå/sort linje), der varierer mellem ca. 40 og 50 %. Den har ramt både 40 % og 50 % to gange i fortiden, og her for nyligt holder den sig i midten. Der er ikke nogen statistisk udvikling at spore i denne kurve over længere tid.

Af interesse for vores sag her er gennemsnittene for 1990’erne og 2010’erne, omtalt i artiklen. I 1990’erne blev der i gennemsnit opsuget 49,8 %. I 2010’erne var gennemsnittet 46 %. Forskellen antyder et fald i opsugningen på 3,8 %, men det er ikke statistisk signifikant.

Men de et hundrede og seks forskere siger, at tabet fra skoven reducerede den globale opsugning med 11 %. Hmmm… 

Nå ja, jeg går ud fra, at vi ikke skulle forvente, at modeller faktisk stemmer overens med virkeligheden, det ville være alt for kedeligt. Under alle omstændigheder sidder vi tilbage med adskillige muligheder, deriblandt:

  1. Den nye artikel er korrekt, skovenes opsugning er reduceret med 11% og tilfældigvis er der et andet ukendt kulstoflager, der er steget med 7,2 %, eller …
  2. Den nye artikel tager fejl, eller …
  3. Usikkerheden er alt for stor til at kunne drage nogen konklusioner.

Min konklusion? Jeg vil ikke vælge side i dette spørgsmål, omend forklaring nr. 2 synes at være den mest sandsynlige, efterfulgt af nr. 3. Under alle omstændigheder er der ikke noget, der tyder på en langsigtet nedgang i opsugningen. Og til sidst finder jeg det … tja… lidt nedslående at forfatterne ikke medtog de faktiske beregninger af opsugningen, eller tog en diskussion om realiteterne i modsætning til modeller.

https://wattsupwiththat.com/2021/06/07/the-forest-prime-evil/

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*