Kogalskab

Klimasagen har medført mange bemærkelsesværdige fænomener i vore dages samfund. Troen på en farlig global opvarmning fremkaldt af menneskehedens forbrug af kul, olie og gas, har resulteret i en eksplosiv vækst i forskningen inden for alle mulige emner relateret til klimaet.

Metan anses for at være en kraftigt virkende drivhusgas, og derfor er der fokus på de kilder til metan, der måtte være. En af dem er køer, som i forbindelse med deres langvarige fordøjelse udleder metan. Det har bragt kvæghold og landbruget i f.eks. Klimarådets kikkertsigte og der må ”gøres noget”.

For at kunne gøre noget er man dog nødt til at kende til, hvor stort problemet reelt er. Dvs. man skal svare på spørgsmålet: ”Hvor meget metan udleder en ko?”

Den problemstilling har resulteret i omfattende forskning, og masser af bevillinger er brugt til at måle, analysere, opstille modeller osv. Det er kræfter, der kunne have været brugt på noget andet, hvis ikke det var for troen på klimakrisen.

Hvis man ikke anså klimaet for nogen trussel, ville man jo heller ikke interessere sig for kvægets metanudledning, og ingen ville betale for at få sat tal på den. Men nu er vi her, og i det følgende skal der kort citeres fra en rapport om dette fascinerende emne. Den har nogle år på bagen, men citeres stadigvæk, f.eks. af Klimarådet.

Man kan udregne koens metanudslip mere eller mindre detaljeret, dvs. hvor man medtager flere eller færre faktorer. Grundlæggende vil metanudslippet vel være et resultat af koens genetik, den føde koen indtager, mikroorganismer i koens mave, jordbundsforhold (ved græsning) osv. Rapporten:

[De] 3 niveauer afhænger af hvor godt et datagrundlag man har i det pågældende land og benævnes Tier 1, 2 eller 3, hvor Tier 1 er den simpleste regnemetode og Tier 3 er den mest komplekse og dataafhængige metode. De 3 metoder tager udgangspunkt i hvor stor en andel af koens bruttoenergioptag (BE), der udskilles som metan. Tier 1 anvender således en emissionsfaktor på 6,5% (Y_m) og et antaget BE, hvilket medfører en estimeret metanproduktion på 109 kg/ko/år i VestEuropa (IPCC, 2006). Ved anvendelse af Tier 2 og specielt Tier 3, kræves der mere information til fastlæggelse af Y_m i forhold til foderets fordøjelighed og næringsstofindhold.

Nøjes man med Tier 1-niveauet kan man indberette Danmarks metanudslip simpelthen ved at gange antallet af køer med en passende Y_m. Det foregår således:

Danmark indsender hvert år en statusrapport over den danske drivhusgasemission til UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) som en del af Kyoto-aftalen. Som standard anvendes en emissionskoefficient på 6,5% af BE for kvæg; undtaget er intensivt fodrede dyr, som er defineret ved en kraftfoderandel på >90%, hvor Y_m er fastlagt til 3% (IPCC, 2006). Ved beregning af Danmarks emission anvendes i stedet en Y_m på 5,94% for malkekøer og denne faktor er fastlagt ud fra beregninger i Karoline-modellen på baggrund af foderplaner fra ca. 15% af Danmarks malkekøer samt foderroearealet i Danmark.

Man bemærker den uhyre nøjagtige faktor: Ikke 5, ikke 6, men derimod præcist 5,94! Hvordan mon man er nået frem til den?

Det viser sig med det samme, at det er meget svært at måle. Der findes forskellige metoder, men dels er det svært at få samlet al metanen sammen fra koen, og dels kniber det med bagefter at kunne sige, at forsøgets resultater kan generaliseres ud på en hel flok forskellige dyr, der lever under forskellige forhold.

Men der er stor interesse for at kunne måle noget, bl.a. fordi der jo eksperimenteres med tilsætningsstoffer til foderet med det formål at nedbringe metanudsendelsen. Mere herom nedenfor. Først nogle målemetoder. Den første foregår i laboratoriet, langt væk fra koen:

Foderstoffer og evt. additiver inkuberes med en blanding af vomvæske og buffer ved 39^oC i f.eks. 48 timer. Den gas der produceres under inkubationen opsamles og mængden måles. Gassens sammensætning analyseres enten løbende under forsøget eller i den samlede gasprøve til slut. Samtidig kan man måle in vitro [i laboratoriet] fordøjelighed af fodermidlerne.

Ulempen ved metoden er, at det kun efterligner vom-fermenteringen, så emission og fordøjelighed på heldyrs-niveau opnås ikke. Under normale omstændigheder tages der heller ikke hensyn til den længerevarende adaptation af vommens mikroorganismer til det aktuelle fodermiddel.

Litteraturen [indeholder] eksempler på både god overensstemmelse mellem indledende forsøg og efterfølgende forsøg [med dyr], og eksempler på det modsatte.

Dernæst er der naturligvis metoden med at bygge et helt kammer, som koen så skal stå i et stykke tid, og hvor al luft opsamles og analyseres (fig. 1):

På Århus Universitet blev der i foråret 2010 bygget fire kamre baseret på ovenstående princip. Kamrene er 183 cm bredde, 245 cm høje og 382 cm lange og volumen er ca. 17 m³. Kamrene er bygget af et stålskelet hvorpå der er monteret transparent plexiglas. Kamrene blev bygget i en eksisterende stald for at sikre optimal dyrevelfærd og foderoptagelse. Den indgående luft tages fra stalden igennem en åbning i bunden af kammeret. Udover metan måles koncentration af ilt, CO₂, og brint i både kammerluft og staldluft.

Gennemførelse af kombinerede forsøg med måling af metan og fordøjelighed tager fire uger per foderration – heraf går de fire dage til måling af metan.

Systemets største problemer er dels at opbinding af dyrene kan ændre deres adfærd og at
foderoptagelsen i kamrene kan være reduceret, hvis dyrene ikke er vænnet til betingelserne. I kamrene etableret på AU er der målt samme foderoptagelse for dyrene i og udenfor kamrene.

Igen er problemet naturligvis, at forsøget ikke er særligt ”naturligt”, og man kan diskutere, hvorvidt det overhovedet repræsenterer virkeligheden.

En mere dramatisk metode er baseret på en gas bestående af svovl og fluor, SF₆, på ”kemisk” kaldet svovlhexafluorid. Metoden skulle have den fordel, at koen her kan bevæge sig frit, f.eks. på marken, under målingen. Man bruger et lille rør med en membran i den ene ende. Røret fyldes med SF₆ og lukkes. Derefter opbevares det ved 39^oC i gennem længere tid. Undervejs måler man udslippet af SF₆ gennem membranen og på et tidspunkt bliver det konstant. Derefter putter man røret ind i koens mave, hvorpå man i ny og næ kan analysere koens udåndingsluft. Den vil indeholde metan og en vis mængde SF₆. Da man kender mængden af SF₆ pr. tidsenhed, kan man direkte omregne til en mængde metan pr. samme tidsenhed og derefter gange op til f.eks. et døgn. Rapporten skriver herom:

Det største problem med denne metode er, at afgivelsen af SF₆ ikke er konstant. Undersøgelser har vist at afgivelsen af gas fra rørene er en lille smule større i starten end i slutningen. Specielt i forsøg hvor rørene har ligget i vommen i lang tid kan forårsage fejlestimater.

Desuden ligger der et etisk dilemma i at anvende SF₆ til måling af metan-emission, idet SF₆ i sig selv er en meget stærk drivhusgas, og at al emission af den derfor bør minimeres. Det er meget små mængder af SF₆ der anvendes i forsøgssammenhæng, men konsekvenserne bør tages i betragtning.

Bemærk skrækken for at lukke lidt drivhusgas ud. Rapporten konkluderer da også:

SF₆ er en meget stærk drivhusgas i sig selv og må ikke anvendes i Danmark, og dertil kommer, at SF₆ metoden ikke er særlig præcis.

Der er andre metoder på banen, f.eks. optiske målinger af gasser omkring køerne ude på markerne eller målinger ved foderautomaterne inde i staldene. Fælles for dem alle er, at de ikke er særligt nøjagtige og ikke giver noget godt billede af køer ude i virkeligheden. Og alligevel bestemmes metanudsendelsen med en faktor med to cifre efter kommaet: 5,94.

Til løsning af det ikke-problem, som metanudsendelserne fra kvæg udgør, kigger man bl.a. på tilsætningsstoffer i foderet. Her er fedtstoffer de mest oplagte kandidater:

Generelt anbefales det ikke at overskride 6-7% fedt i rationen, da højere koncentrationer medfører nedsat foderoptagelse, fiberfordøjelighed og produktivitet, dvs. nedgang i mælkeproduktion. Hvis fedt bliver fodret i for høj koncentration, kan man derfor ende med den samme eller en øget mængde metan/kg.

Fedttilskud kan øge mælkeproduktionen og ved moderate tilskud øge mælkens fedtprocent, hvorimod mælkens proteinprocent reduceres ved fedttilskud, og dermed kan fedt:protein forholdet i mælken flyttes i uønsket retning.

Raps og rapsolie er en kandidat til fedttilsætningen, og fordelen er, at det er noget, der ikke skal importeres:

Resultaterne viser, at rapsfedt reducer metan uanset fysisk form. Der er gennemsnitligt reduktion af 11 % metan/kg [tørstof i foderet].

Endelig er der så spørgsmålet om koens genetiske forhold. Der findes jo flere racer af kvæg, både i dansk landbrug men også på verdensplan. Dertil kommer, at der ikke findes to køer med identisk genetik, så det er svært at lade enkelte forsøg repræsenterer en større flok dyr. Et eksempel på spredningen i forsøgsresultater er vist på fig. 2. Rapporten skriver:

Den største variable omkostning på besætningsniveau er udgiften til foder. Koens evne til at udnytte foderet bliver dermed en særdeles vigtig parameter for landmanden i jagten på et fornuftigt økonomisk resultat. En stor del af bruttoenergien, som koen optager ryger ud som metan, og dermed forringes fodereffektiviteten. I gennemsnit udledes 10% af den omsættelige energi som koen optager som metan. Der er dog en betydelig variation mellem køer på denne værdi. En del af denne variation må formodes at være genetisk lige så vel som andre kvantitative egenskaber som mælkeydelse, daglig tilvækst eller forskellige kropsmål.

Det er jo en fantastisk Verden vi lever i, hvor der er tid og råd til den slags arbejde, der ikke tilfører menneskeheden nogen som helst form for gavn. Den dag, klimasagen kollapser, vil der kunne frigives enorme mængder af forskningskapacitet, der så forhåbentligt kan kanaliseres over i mere nyttige retninger.