Det er velkendt, at ca. halvdelen af vore årlige udledninger af CO2 ikke forbliver i atmosfæren. CO2-en bliver dels opsuget af havet, dels indgår den i en tilvækst af biomasse, også kendt som en ”grønnere Jord”. Spørgsmålet, der optager klimaforskningen, er hvad der vil ske med denne opsamling af CO2 i fremtiden, hvis menneskeheden fortsætter sine udledninger – hvad den jo ganske givet gør?
Klima-alarmistiske forskere har sat deres computermodeller til at regne på det, og de når selvfølgeligt frem til, at både havet og planteverdenen vil blive ”mættet” med CO2 og derfor i fremtiden vil opsuge mindre og mindre. Derved bliver der mere tilovers i atmosfæren, og indholdet vil stige hurtigere i fremtiden.
Andre forskere forestiller sig, at mængden af opsuget CO2 tværtimod vil stige med en øget koncentration i atmosfæren, opsamlingen vil stige så meget, at når CO2-indholdet nærmer sig de 500 ppm, vil der hvert år blive opsuget lige så meget, som vi udleder til den tid, og så går den globale opvarmning i stå. Det er jo en mere optimistisk udlægning af situationen.
Nu har Dr. Roy Spencer givet sit bidrag til debatten i et indlæg på sin blog. Han har udviklet en CO2-budget-model og grundlæggende konkluderer han, at optaget af CO2 år for år er konstant og har været det i mange år. Når andre forskere ser en nedgang, skyldes det, at de ikke tager ENSO-svingningerne (El Niño og La Niña) med i betragtning. Korrigerer man for dem, får man et uforandret optag, s fig. 1.
Fig. 1 viser et andet interessant fænomen. Det store vulkanudbrud i 1992, Mount Pinatubo, skulle have medført en forøgelse af CO2-mængden i atmosfæren, fordi vulkanen udledte store mængder af gassen. Det blev imidlertid modvirket af alle partiklerne, der blev sendt op, de gjorde sollyset mere diffust, og det fremmer faktisk planternes fotosyntese, så de optog endnu mere CO2 end normalt.
Roy Spencer finder, at hans model stemmer godt overens med de faktiske målinger af CO2-indholdet på Mauna Loa i Hawaii, fig. 2. Han indsendte sine resultater til et videnskabeligt tidsskrift, der dog vred sig noget og til sidst nægtede optagelse.
Nedgangen i CO2-udledningerne i forbindelse med Covid-nedlukningerne er ikke synlig, hverken det ene eller det andet sted. Nedgangen, selvom det var alvorligt nok for os mennesker, var ikke stor nok til at slå i gennem på Hawaii-målingerne, givet de store udsving der er i udvekslingerne mellem atmosfæren, havet og planterne.
Spencer kigger nærmere på tidsrummet 2010-2035 og forsøger at bruge sin model til fremskrivninger af atmosfærens CO2-indhold. På fig. 3 er resultaterne sammenstillet med IPCC’s modeller. Spencer har brugt tal fra tre scenarier hos EIA, den amerikanske energi-oplysningstjeneste, til forudsigelserne om det fremtidens energiforbrug, de indeholder slet ikke de drastiske fald, som IPCC drømmer om i nogle af sine scenarier. Til gengæld ligger Spencers forudsigelser om CO2-en et stykke under IPCC’s forkætrede ”business as usual”-scenarie RCP8.5 og nede på niveau med de øvrige.
Spencers arbejde tager igen noget af luften ud af klima-alarmismen, vi vil se et stigende indhold af CO2 i atmosfæren, men det vil ikke løbe løbsk.
Danish
Climate Change “Problem” Solved – its Natural; Prof Weiss:
https://www.youtube.com/watch?v=l-E5y9piHNU
Jeg har tidligere lavet en beregning, der konkluderede, at mennesker typisk udleder 0,7-1 kg CO2 pr. døgn, altså >5 gange så meget som regnestykket af Poul Larsen. Desuden udleder vi også metan, men naturligvis ikke så meget som køerne, der pga. mavernes indretning kan udnytte græs som fødemiddel. Det kan andre husdyr og vilde dyr jo også.
Det er overraskende, at det grundlæggende problem med den fortsatte befolkningsvækst og det dermed nødvendige øgede pladsbehov og husdyrhold, ikke er mere i fokus.
Jeg savner i CO2-debatten henvisning til den mængde CO2, som vi som personer udleder ved at trække vejret: Hvert menneske (gennemsnit for børn og voksne) på jorden udleder direkte 170 g CO2 (forskellen mellem CO2-indholdet i indåndingsluften og CO2-indholdet i udåndingsluften) pr. døgn, det bliver til 1.360.000 tons CO2 daglig kun fra menneskers udånding ved 8 milliarder mennesker. Her er ikke taget hensyn til de mange sportsfolk, som udleder ca. dobbelt så meget, når de træner eller udøver deres sport. Samtidig mener FN at der er ingen problemer med en befolkningstilvækst op til 11 milliarder.
Menneskenes udånding svarer kun til godt en procent af de årlige CO2-udledninger fra vores brug af fossile brændstoffer. Udåndingen skal dog slet ikke tælles med, da al CO2-en her kommer fra luften i første omgang. Planterne optager CO2-en, husdyrene spiser planterne og vi spiser både husdyrene og planterne. Derved får vi det kulstof indenbords, som vi så ender med at udånde en mindre del af (resten går til vækst eller afføring). Så vi er en del af naturens kredsløb og derfor bidrager vi ikke gennem udåndingen til nogen stigning i atmosfærens indhold af CO2.
God beskrivelse af CO2-budgettet!
Når Spencer skriver at vulkanudbruddet i 1992 resulterede i en mindre CO2 tilvækst trods vulkanens udblæsning af denne gas, viser det jo klart at planter og hav optog væsentlig mere CO2 end normalt. Støvskyen som blev slynget højt op i atm. skyggede for solen så havoverfladen blev kølet ned og derfor absorberede mere CO2. (Henrys lov)
Det er væsentligt, at offentligheden bliver bekendt med at der er nogle naturlige mekanismer som altid har reguleret CO2-indholdet i luften. At der altid er tilkommet kulstof (nedefra) til erstatning af det, der er bundet (sedimenteret) i karbonater. At disse ligevægte mellem atmosfærisk CO2 og det der opløses i havet og siden bindes i karbonater og aflejres altid har fundet sted.
Når vi nu brænder nogle kul af og tilfører CO2 til atm. speeder vi blot lidt op på en proces som har været der hele tiden og som blot vil finde et lidt højere niveau før en ny ligevægt indfinder sig (500 ppm).
Altså ingen mulighed for, noget “tipping point” al den stund at den sedimentering (bortskaffelse) af CO2 som finder sted i havet (især) vil tiltage i styrke i takt med at havet indeholder mere CO2.
Befolkningen tror desværre, at der eksisterer en tilstand med en vis mængde kulstof der cirkulerer i biosfæren snart som bundet kulstof i dyr og planter snart som CO2 … altså et evigt kulstofkredsløb med den samme mængde kulstof hele tiden. Med den “forståelse” er det ikke så underligt, at man må tro at vores afbrænding af fossil kulstof er et farligt ekstra tilskud af CO2, som forstyrrer naturens orden og truer os i sidste ende.