Hockeystavene og Climategate

Som vi flere gange har været inde på her på siden, er graferne over de seneste 2000 års (eller længere) globale temperaturer et helt afgørende punkt i klimasagen. Hvis vi skal betragte CO₂-udledningerne som farlige, er det nødvendigt, at vi tydeligt kan se, at de gør en stor forskel på temperaturen og klimaet. I praksis har man kædet det stigende CO₂-indhold i atmosfæren sammen med den globale temperaturstigning siden 1850. For at det skal være overbevisende, at temperaturen er en følge af CO₂-en, er det nødvendigt, at den nuværende temperaturstigning er helt ”unaturlig”, eller som man siger: ”Uden fortilfælde”.

Hovedpersonerne er en lille gruppe klimaforskere med amerikaneren Michael Mann og englænderen Phil Jones i spidsen. Mann kastede sig over rekonstruktioner af fortidens klima og Jones arbejdede med de globale temperaturkurver for de seneste 150 år. Manns arbejde resulterede i de berømte hockeystav-kurver, der udkom i 1998 og 1999, og som viste et langt svagt fald i temperaturen i gennem 900 år – helt uden udsving af betydning – indtil for godt 100 år siden, hvor temperaturen pludseligt begyndte at stige drastisk. Den lange periode uden udsving blev til ”skaftet” på hockeystaven og den bratte stigning til ”bladet”, se fig. 1.

Vi har kun målte temperaturer af betydning i ca. 150 år, så temperaturerne før da måtte bestemmes indirekte, ved de såkaldte proxyer. Her var især årringe i træer populære, da man ved simpel optælling af ringene kunne få en forholdsvis nøjagtig datering af de enkelte ringe.

Ved et tilfælde faldt undertegnede over en rapport, skrevet af en John Costella, om Climategate, skandalen hvor ovennævnte gruppe af klimaforskeres e-mailkorrespondance blev hacket og offentliggjort. Mann og Jones spillede her hovedrollerne. Det var artige ting, der kom frem, fortielse af oplysninger, tilbageholdelse af data, fusk med fagfællebedømmelsen, intimidering af redaktører på tidsskrifterne osv. Der var tale om fremgangsmåder, der må betragtes som helt uhørte i videnskaben og forskningsverdenen. Forskerne forsvarede indædt deres hockeystave og hårdhændede fortolkninger af moderne temperaturmålinger, der jo helst skulle vise en jævn stigning i takt med atmosfærens CO₂-indhold, men ofte viste noget helt andet.

Climategate kastede et skarpt lys på motivationen bag alle disse krumspring. I en e-mail hedder det således:

Vi kigger på en accelererende stigning i temperaturen uden fortilfælde … Selvom det viser sig, at den har naturlige årsager, hvem er villige til at løbe den risiko? Vi bør arbejde for at slippe af med den ubæredygtige energiforsyning og -forbrug under alle omstændigheder.

Her har vi udgangspunktet for det hele. Ligesom IPCC’s fædre var klimaforskerne her fuldstændigt overbeviste om CO₂’s skadelige indflydelse og nødvendigheden af en drastisk grøn omstilling for at undgå klimakatastrofen. Deres sind var fastlåst i den grad, at de betragtede ethvert udtryk for anderledes opfattelser som ren og skær sabotage. De mente også, at de kunne se bort fra al gængs praksis i videnskaben. Sagen var så vigtig, at den overtrumfede alle andre hensyn. Jones:

Som I ved, så er jeg ikke politiker. Om noget ville jeg gerne se klimaforandringerne ske, så det bliver fastslået at videnskaben er korrekt – uanset konsekvenserne. Det er ikke at være politisk, det er at være egoistisk.

Det er vigtigere at få ret, end at menneskeheden undgår klimakatastrofen. Med den indstilling er man nødt til at se bort fra de finere principper. Det er jo mildt sagt en farlig vej at gå, da konsekvenserne i form af den enorme grønne omstilling af samfundene således reelt ikke bygger på videnskab, som man hævder, men grundlæggende bare på en tro.

Climategate afslører faktisk, at nogle af de mindre aktører i sagen gav udtryk for tvivl:

Den ”unormale” opvarmning i sidste del af 1800-tallet ser vi både fra årringe i Colorado, data fra Uralbjergene og det østlige Kina. Gletsjere i bjergene begyndte også at trække sig tilbage mange steder i 1850, med over halvdelen af tilbagetrækningen sket før opvarmningen, der begyndte omkring 1920.  Så, er I sikre på, at det er CO₂, der har forårsaget det? Ser vi ikke en [naturlig] opvarmning?

Også hockeystaven blev draget i tvivl i den interne korrespondance:

Enhver, der kigger på data, får indtryk af, at der lokalt inden for de seneste 1000 år ofte er temperaturudsving, der er større end 1 grad celsius. Og det kan betragtes som belæg for, at det 20. århundredes stigning på 0,8 grader ikke er noget særligt. Iagttageren vil herefter bemærke det trick, der bliver benyttet for at skjule dette forhold. Klimaforskerne tager gennemsnit af forskellige proxyer på en måde, så alle udsving reduceres til 0,5 grader, hvorefter de kan påstå at opvarmningen i det 20. århundrede er helt speciel.

Det kan ikke bortforklares med, at de enkelte varmeperioder er forskudt med nogle årtier fra hinanden. Vi er nødt til at tage et skridt videre og se på hvilke effekter, der kan give store temperaturvariationer over flere hundrede år, også selvom de er regionale… Hvis ikke vi kan det, er der måske noget galt med vores påstand om, at gennemsnittet ikke varierer meget, selvom de enkelte regioner gør. Før vi har en god forklaring, vil omhyggelige videnskabsfolk konkludere, at sagen stadigvæk ikke er afgjort, og fortidens klima kan meget vel have varieret lige så meget, som vi har set her de sidste 100 år.

Michael Mann ignorerer den slags fnadder og maser på. Denne gang mht. Middelaldervarmen:

… jeg tror at det vil være godt at få ”inddæmmet” den formodede Middelalderlige Varmeperiode, også selvom vi ikke har data, der går langt nok tilbage i tiden.

Mann er dog godt klar over, at alt ikke er lige, som det burde være. Men det må man jo så holde under låg:

Vedlagt er de ønskede beregninger … p.s. jeg er klar over, at jeg nok ikke behøver at sige det, men for at der er helt klare linjer, så er disse data kun til dit personlige brug, siden du er en god kollega. Så undlad at sende det videre uden at spørge mig først. Det er den slags ”snavset vasketøj” som man ikke ønsker at se falde i hænderne på dem, der eventuelt kunne finde på at fordreje tingene.

Rapportens forfatter, John Costella bemærker hertil tørt, at Mann tilsyneladende har så lidt tillid til sine egne beregninger, at han kalder dem sit ”snavsede vasketøj”, der skal holdes skjult for enhver pris. Og det her er grundlaget for den globale klimapolitik!

Andre deltagere i korrespondancen gav mere åbent udtryk for deres tvivl:

Vi kan formentligt sige en del om … temperaturvariationerne indenfor et århundrede (i hvert fald i det omfang vi stoler på temperatur-proxyerne), men ærligt talt, så ved vi ikke en skid om hvad … variationerne var på en tidsskala over flere århundreder med nogen sikkerhed (dvs. vi ved helt sikkert, at vi ikke ved en skid).

Så var der overhovedet nogen grund til at tro, at den nuværende opvarmning er ”uden fortilfælde”? Den tråd er der en anden mail, der også tager op:

Et advarende ord. Jeg ville være forsigtig med at benytte data fra uafhængige forskere til at understøtte jeres resultater. Her er en sammenligning af deres resultater. Selvom de alle viser en ”hockeystav” gør forskellene mellem deres forløb før 1850 mig meget nervøs. Hvis jeg var på benægtersiden, ville jeg fokusere på dette enorme spænd af resultater og bruge forskellene imellem dem som grundlag for helt at afvise dem alle.

Hvorved der bliver skrevet ligeud, at vi ikke kan konkludere noget som helst om, hvorvidt den nutidige opvarmning er ”uden fortilfælde” eller ej.

Udover variationerne mellem proxyerne i fortiden sloges vores venner med et andet stort problem. Mange af proxymålingerne, f.eks. årringe i træer, kunne jo i princippet foretages lige frem til vores tid (et levende træ vil jo give et resultat helt frem til året før). Men nu var miseren den, at alt for mange af de proxyer slet ikke viste nogen hurtig opvarmning her i de seneste 40-50 år. Derved kunne man jo med rette betvivle, om de overhovedet var pålidelige indikationer for temperaturen længere tilbage i tiden. Træers årringe varierer med temperaturen, men i høj grad også med mængden af nedbør, adgangen til næringsstoffer og fordelingen af varme mellem vækstsæsonen og resten af året. Hertil kommer selvfølgeligt mængden af CO₂ i luften. Derfor kan man godt stille sig tvivlende over for deres egnethed til opgaven med at udrede fortidens temperaturer. Her endnu en e-mail:

Kender I noget til ”afvigelses-problemet” med årringe? … En række nye prøver fra træer mangler simpelthen opvarmningen efter 1970, og det er bevisligt. Det ser ud som om at de nye prøver simpelthen har aflivet ”hockeystaven”.

Dette afvigelses-problem gælder ikke overalt og hænger muligvis sammen med nogle skævheder i de nyere data, fremkaldt af den måde, de fortolkes på. Med andre ord, problemet er reelt – og dets omfang er ukendt.

Man forsøger så at kombinere målingerne med andre typer af proxyer, men derved får man jo yderligere usikkerheder ind i sine tal.

I praksis greb hockeystavenes fædre til det velkendte trick med at fjerne de yngste dele af proxykurverne og erstatte dem med de målte temperaturer. Men det er rent videnskabeligt ikke nogen specielt forsvarlig metode, og det er man klar over:

Problemet med hvorfor, vi ikke viser temperatur-proxy-data for de seneste årtier (de viser ikke nogen opvarmning), men antager, at de er pålidelige for tidligere varme perioder, må nødvendigvis forklares.

Er den matematiske tilgang robust? Er resultaterne statistisk brugbare? Det forekommer mig, at i tilfældet med [den første hockeystav] er svaret på begge spørgsmål nej. Det er ikke klart hvor statistisk robuste og pålidelige de senere resultater er … kommentarerne giver indtryk af, at de seneste 50 års opvarmning er uden fortilfælde de sidste 500 år (virker rimeligt), og andre steder siger man de sidste 1000 år (mindre klart).

Så ”hockeystaven” er død, har man erkendt. Selv den seneste opvarmning giver kun et ”rimeligt indtryk” af de sidste 500 år – hvilket ikke er overraskende, fordi det meste af tiden i de sidste 500 år befandt vi os i Den Lille Istid.

Man står tilbage med det helt klare indtryk, at videnskaben vist var alt andet end ”afgjort”.

John Costella afslutter med følgende kommentar:

Det simple faktum i sagen er, at inkompetencen hos disse ”videnskabsfolk” – sløret af årtiers manipulation og fup og svindel med fagfællebedømmelsen – har efterladt os i en situation, hvor vi ikke har den fjerneste anelse om, hvorvidt Jordens klima på nogen måde af betydning er påvirket af menneskeheden. Det er den virkelige forvanskning.

Climategate eksploderede i november 2009, da hele korrespondancen kom frem i dagens lys. Det var en monumental skandale og førte bl.a. til Phil Jones’ afgang som leder af sit institut i England. Men ellers slap hovedpersonerne forbløffende billigt fra sagen, der blev nedsat flere bedømmelses-komiteer, og de nåede alle frem til, at der ikke var gjort noget forkert af de implicerede. Det var bemærkelsesværdigt og kan vel kun forklares ved, at komiteernes medlemmer også var grebet af troen på sagen.

Hockeystaven døde ikke, tvært imod kom den til at spille en meget prominent rolle i IPCC’s 6. rapport fra 2021, hvor den optrådte som en af de første figurer (fig. 2). Men videnskaben bag den har ikke ændret sig til det mere lødige på nogen måde.