Klimarealisme i medierne

Nissen som skulle have ny bil

Jens Jakob Kjær siger det med eventyr.

Man kan ikke erstatte et konventionelt kraftværk med nogle vindmøller. Det er to vidt forskellige ting. Men det er åbenbart svært at forstå, så derfor vil jeg forklare det med et lille eventyr.

Nissen som skulle have ny bil

Der var engang en sød lille nisse, som skulle have ny bil. Han gik derfor ned til den lokale bilforhandler, hvor han mødte en rar bilsælger, der sagde: »Se, her er en helt ny smart bil, som slet ikke bruger noget brændstof da den bliver drevet frem af vinden«.

Nissen kiggede interesseret på bilen og spurgte: »Hvorfor er der ikke noget rat i bilen?«. Bilsælgeren svarede: »Det er ikke nødvendigt med et rat i denne type bil da den kører i den retning vinden blæser«.

Nissen kløede sig i nakken og sagde: »Der er jo heller ingen speeder i bilen«. Hvortil bilsælgeren svarede: »Det er heller ikke nødvendigt med en speeder i denne type bil da den kører lige så hurtigt, som vinden blæser.«

Nissen kløede sig atter i nakken og sagde: »Der er jo heller ingen tændingsnøgle!« Hvortil bilsælgeren svarede: »Det er heller ikke nødvendigt med en tændingsnøgle i denne type bil da den kun kører når vinden blæser.«

Nissen kløede sig atter i nakken og spurgte: »Hvad så hvis jeg skal ud at køre når det ikke blæser?« »Så bliver du nødt til at have en almindelig bil ved siden af.« svarede bilsælgeren.

Nissen kløede sig igen i nakken og spurgte: »Hvad koster denne bil der drives af vinden?« »Den koster det dobbelte af en almindelig bil« svarede bilsælgeren.

Nu blev nissen bekymret: »Vil det så sige, at jeg skal betale det dobbelte for vindbilen og så skal jeg tilmed have en almindelig bil i reserve til når det ikke blæser? Det er jo den tredobbelte pris!« »Ja« svarede bilsælgeren og smilte bredt.

Nu blev nissen for alvor bange for han så, at bilsælgeren havde knurhår og hugtænder og i virkeligheden var en vampyr i forklædning.

Så løb nissen, så hurtigt hans små træsko kunne holde, ud af butikken og hele vejen hjem til sin søde nissekone, der netop havde lavet risengrød.

Mens de hyggede sig og spiste risengrøden, fortalte nissen sin kone om det frygtelige møde med vampyren og de aftalte, at de fremover skulle være meget på vagt overfor vampyrer i forklædning.

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*