Klimarealisme i medierne

Sig det med eventyr

Hvilke klimaforbedringer har danskerne fået for alle de milliarder der er brugt på klima? The answer my friend, is blowing in the wind, sang Bob Dylan i 1962. Et lille spørgsmål kan afsløre en stor løgn. Det handler det næste eventyr om.

Dragedræberen

Der var engang en kejser i et lille land langt, langt borte. Landet hed Langbortistan. Det var et bjergrigt land, hvor menneskene levede i fred og fordragelighed og hver passede sit. Og sådan havde det været i mange år.

Men kejseren kedede sig frygteligt. Han ville gerne gøre noget godt for folket, men han vidste bare ikke hvad.

Han spurgte derfor sine rådgivere hvad han skulle gøre.

Problemet var, at der ingen problemer var i Langbortistan.

Så de måtte finde på nogle nye problemer, som kejseren kunne hjælpe med at løse.

Rådgiverne grublede længe over det og gav så kejseren følgende råd:

Først skaber vi en masse problemer og så tilbyder vi en løsning, som vi kan tjene penge på, sagde rådgiverne.

Genialt, grinede kejseren.

Rådgiverne foreslog kejseren, at der skulle laves en ny lov, hvor alt skulle være omvendt. 

Vi bytter om på alt. Op og ned, frem og tilbage, højre og venstre, Nord og Syd, Øst og Vest, dag og nat. Kort sagt alt skal være omvendt. Og vores land skal ikke længere hedde Langbortistan. Fra nu af skal landet hedde Omvendtistan, sagde rådgiverne. Landet hvor alt er omvendt.

Hvad nu hvis befolkningen ikke følger min nye lov, spurgte kejseren bekymret.

Så skræmmer vi dem med noget, alle kan forstå, men ingen kan se, sagde rådgiverne i munden på hinanden. Ja, sagde kejseren, men hvad?

Jo, svarede rådgiverne. Vi siger til befolkningen, at hvis de ikke følger den nye lov bliver de spist af en farlig drage, som bor oppe i bjergene. De går alligevel aldrig op i bjergene og kigger efter, så det opdager de ikke.

Genialt, udbrød kejseren begejstret. Som sagt så gjort. 

Den næste dag blev kejserens nye lov meldt ud på landets radio og TV. 

Og der blev straks sat skilte op overalt i landet, så befolkningen hele tiden blev mindet om den nye lov.

Og kejseren befalede, at verdenshjørnerne skulle byttes rundt og alle kompasser laves om.

Og kejseren befalede at alle ure skulle gå baglæns.

Alle mennesker i Langbortistan blev fuldstændigt forvirrede, og hvad der før var et hyggeligt land, blev nu et uhyggeligt land.

Men alle var bange for dragen, så de fulgte kejserens nye lov, så godt de kunne.

Men i Langbortistan boede der heldigvis en klog lille pige der hed Ida. Og Ida var ganske fornuftig, for hun spurgte sin far og mor, hvorfor kejseren vendte op og ned på alting? Så sagde hendes far og mor, at det vidste de ikke.

Så spurgte Ida, hvorfor skal vi finde os i det? Og til det svarede Idas far og mor, at hvis man ikke gjorde, som kejseren befalede, ville man blive spist af dragen.

Så spurgte Ida, om de nogensinde havde set dragen. Nej, det havde de ikke.

Nu blev Ida mistænksom og sagde til sin far. Lad os tage op i bjergene og finde dragen.

Som sagt så gjort. Om søndagen smurte Idas mor en stor madpakke, og så drog Ida med sin far op i bjergene.

Alle vegne så de advarselsskilte om den farlige drage, men dragen var der ikke. De gik time efter time, men der var ingen drage. 

Til sidst kom de til en dal, hvor der lå en fabrik. De gik nærmere og så, det var en skiltefabrik ejet af kejseren. På porten stod ”Adgang Forbudt – Kejserens Kejserlige Skiltefabrik”.

Pludselig gik porten op og en vogn kørte ud. Det var kejseren. Med sig i vognen havde han en stor pose penge.

Så råbte Ida. Far, se det er jo snyd. Der er slet ikke nogen farlig drage! Kejseren vil bare tjene penge! Det er kejseren selv der er dragen, råbte Ida fortvivlet. 

Idas far så meget bekymret ud, og de skyndte sig hjem.

Da folk i byen hørte om deres tur i bjergene, bredte nyheden sig hurtigt i hele Langbortistan.

Alle blev meget vrede på kejseren og han fik et velfortjent spark i rumpen med en tyrkisk snabelsko og blev sat på porten.

Og alle skiltene blev taget ned og begravet i et dybt hul. 

Men Ida blev hyldet som en helt i hele Langbortistan og hun fik en guldmedalje, hvorpå der stod Dragedræberen.

Så blev alt igen normalt i Langbortistan. 

Og sådan gik det til, at kejseren i Langbortistan blev afsløret og sat på porten af en lille pige, der stillede et fornuftigt spørgsmål.

Da Ida blev voksen, fik hun både børn og børnebørn. Og Idas børnebørn elskede, når hun fortalte om dengang, hun drog op i bjergene med sin far for at finde dragen.

Og livet gik lykkeligt videre i Langbortistan og det gør det formentlig stadig.

Og kommer du nogensinde til Langbortistan kan du se, at der står en stor statue af dragedræberen Ida foran det kejserlige palads.

Del på de sociale medier

En kommentar

  1. Hans Henrik Hansen

    Tak for munter og rammende allegori! 🙂

    Jeg ved ikke hvorfor – men læsningen leder uafvendeligt mine tanker mod NORLYS, min egen el-leverandør, samt mod energibranchen generelt:

    https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bonusaftale-uden-loft-er-ugyldig-og-vil-ikke-blive-udbetalt-

    Norlys er (som flere andre, større energiselskaber) et (forbrugerejet) andelsselskab, hvis aktiviteter på el-orådet skal foregå i overensstemmelse med ‘Elforsyningsloven, og efterlevelse heraf (burde!) tilses af Forsyningstilsynet, som dog tilsyneladende ikke er ‘påklædt’ til at løse denne opgave!(?).

    Iflg. loven er der (snævre) begrænsninger for, hvor meget disse (de facto monopol-)selskaber må ‘tjene’ – og da det jo omhandler forbrugerejede virksomheder, ville man vel (naivt?) antage, at et eventuelt provenu ville komme ejerne (el-forbrugerne) til gode.

    Men dette sker i praksis ikke: I stedet ‘investeres’ der i andre aktiviteter, diverse fonde etc. (fodboldlandsholdet er et iøjnefaldende eksempel) samt ikke mindst nogle særdeles voluminøse, pyramidale ‘koncern’strukturer med et Holdingselskab øverst, som ejer en stribe ‘underselskaber’:

    https://norlys.dk/om-norlys/organisationen/

    “Norlys er en andelsejet energi- og telekoncern, som er organiseret i fire divisioner med hver sin ledelse og bestyrelse…”

    Kigger man så lidt på personkredsen, vil man se, alt direktioner hhv. bestyrelser har betydeligt personsammenfald – så tanken om, at en bestyrelses raison d’être skulle være at holde direktionen på rette spor forekommer at være begravet (i Langtbortistan?) 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*