Ord på klimapanikken

I forbindelse med en lille ferie var der et par halvlange flyveture, og her fik Deres Ærbødigste tid til at læse den seneste håndfuld numre af Scientific American. Det er jo et tidsskrift, der for længst er blevet smittet med klimabacillen, men heldigvis er der stadigvæk mange interessante artikler om rigtig naturvidenskab. Februar-2023-nummeret var dog alligevel tæt på at være for meget.

Først var der en oversigtsartikel om hvordan, udledningerne af drivhusgasser fra cementfremstilling kan reduceres til næsten ingenting. Skribenten her havde tydeligvis aldrig haft noget med cement at gøre, så man måtte krumme tæer. Nogle af forslagene ville faktisk føre til et forhøjet energiforbrug – et område branchen ellers har haft voldsom fokus på i mange år. Andre af de geniale forslag er metoder, der har været i brug gennem årtier. Og endeligt var der nogle småfarlige ideer om at bruge mindre cement i betonkonstruktionerne og derved slække på deres sikkerhedsmarginer. Det er jo som bekendt en sikker opskrift på at få huse til at styrte sammen i utide.

Scientific Americans husalf, Naomi Oreskes havde også et klima-woke bidrag, der burde forbigås i tavshed. Hun tager fat i den indlysende sandhed, at menneskeheden ikke kan undvære de fossile brændstoffer på kort sigt. Den afviser hun som reaktionær politik, vi skal bare se at få gennemført den grønne omstilling inden for få år og ”redde” klimaet.

Men anledningen til dagens artikel her er imidlertid et grotesk bidrag fra en Susan Joy Hassol, der er direktør for et non-profit projekt vedrørende udbredelse af den rette lære, og hun har vundet en pris som klimaforandrings-kommunikatør og forfatter. I Scientific American skriver hun om hvordan, man skal kommunikere klimakrisen ud over rampen, så folk forstår alvoren og retter ind.

Hendes indledning er interessant. Tror hun selv på, hvad hun skriver?

Klimaforandringerne er allerede i gang med at ødelægge livet for milliarder af mennesker. Man troede engang, at det var et problem, der hørte fremtiden til, men allerede nu rammer det os fra alle sider. Disse realiteter har hjulpet til med at overbevise et flertal i befolkningen om, at vi må handle for at reducere lidelserne. I en rundspørge i august 2022 fortalte 71% af amerikanerne, at de havde oplevet i hvert fald én hedebølge, oversvømmelse, tørke eller naturbrand i det forgangne år. Blandt de personer mente mere end 80%, at klimaforandringerne havde bidraget. I en anden rundspørge fra 2022 var det 77% af de amerikanere, som havde følt sig ramt af ekstremvejr i de seneste 5 år, som mente at klimaforandringerne var en krise eller et stort problem.

Meningsmålinger er ellers ikke nogen særligt videnskabelig metode til at fastslå, hvad der er rigtigt eller forkert. At XX procent amerikanere mener, at der er en klimakrise, er ikke noget bevis for, at den findes. Men Hassol er naturligvis langt ud over det punkt, hvor man stadigvæk kan drage klimasagen i tvivl.

Nu kaster hun sig over kommunikationen; hvordan får vi de sidste stivnakker til at acceptere klimafortællingen? Det er bl.a. et spørgsmål om valg af ord. Hvis vi bruger de rigtige ord, vil vi kunne tage os sammen og gennemføre den grønne omstilling.

Opfattelser bliver meget påvirket af de ord vi vælger. ”Naturlig” betyder normalt noget, der foregår i naturen uden menneskelig indflydelse. Men mange begivenheder, som vi benævner naturkatastrofer – f.eks. skybrud og kraftigere orkaner, der fører til alvorlige oversvømmelser, eller ekstrem varme og tørke, der fører til voldsommere naturbrande – er ikke længere helt og holdent naturlige. Ved at ødelægge klimaet og opføre bygninger på sårbare steder, skaber menneskene unaturlige katastrofer.

Nu begynder sprogkurset så:

Ændring af andre ord kan hjælpe med til at informere folk og dreje klimasamtalen i en ny retning. I stedet for at tale om drivhusgasser kan vi tale om ”varme-fikserende forurening”. Det udtryk styrker den grundlæggende mekanisme i forbindelse med menneskeskabte klimaforandringer, og ”forurening” leder tankerne hen på noget negativt, hvilket er passende i denne sammenhæng. ”Klimaforandringer” er blevet meget almindeligt i brug, men en bedre beskrivelse af, hvad vi oplever, er ”menneskeskabte klimaødelæggelser.” Desværre er ”klimakrise” og ”klima-nødsituation” ligeledes meget præcise vendinger.

Ja, klima-alarmister holder meget af at bruge ordet ”forurening” om CO₂. CO₂ i mindre mængder er jo helt essentiel for livet på Jorden, men åbenbart håber de på, at vi ikke ved det, eller også er det kun mængder over en af dem selv fastsat grænse (280 ppm?), der er ”forurening”. Så i tidligere geologiske perioder, hvor CO₂-indholdet oversteg f.eks. 1000 ppm, var kloden åbenbart voldsomt ”forurenet”.

Men dramaet stopper naturligvis ikke her. Hør bare, hvad 20 centimeters havstigning over godt 100 år har medført af kalamiteter:

I lavtliggende kystområder fylder havvandet i stigende grad gaderne ved højvande, selv på dage uden regn. Omkostningerne er enorme, byer som Miami bruger hundreder af millioner dollars på systemer til at pumpe vandet væk. Og alligevel betegner eksperterne oversvømmelserne som ”mindre gener”, og forklejner derved de menneskelige og økonomiske omkostninger. Det burde snarere blive omtalt som ”solskinsdags-” eller ”gentagne” oversvømmelser.

Et par høje kantsten kunne holde vandet væk, hvis vi kun kigger på den globale gennemsnitlige havstigning. Men byer som Miami er jo bygget på blød grund, der synker hastigt. Det giver selvfølgeligt problemer, men dog ikke større, end at man stadigvæk bygger løs i byen, både dyrt og billigt. 

Nu er det så os ”benægteres” tur:

I takt med at klimakrisen i stigende grad har indflydelse på vores daglige liv, er det blevet sværere at benægte dens eksistens. Det er derfor, at folk, der ikke ønsker forandringer, har skiftet taktik. De benægter ikke mere klimavidenskaben men følger i stedet en aflednings-strategi, f.eks. ved at få os til at fokusere på vores eget klimaaftryk i stedet for at se på den enorme rolle store olie- og gasselskaber spiller i forsøget på at forsinke klimahandling. De sår også tvivl ved at fremme myter og løgne om løsningerne – de er for dyre, de er upålidelige.

Jeps, den grønne omstilling er netop alt for dyr og kommer ikke til at virke i praksis. Det tror Hassol selvfølgeligt ikke på:

Et vigtigt faktum, der skal understreges, er, at priserne på vedvarende energi er styrtdykket, og nu er ren energi billigere end snavset energi. Priserne på solceller og batterier er faldet med omkring 90 % i det seneste årti og der har også været et stort fald i omkostningerne til vindenergi. Der er også sket store fremskridt med styringen af variable energikilder som sol og vind, og med lagringen af den energi, de fremstiller. Vi venter ikke på et energi-mirakel; vi har allerede fået et.

Fakta om vanskelighederne ved den grønne omstilling verfes bare af bordet, og erstattes af en blind tro, der ikke er funderet i nogen realiteter. Det er korrekt, at priserne på sol, vind og batterier er faldet, men det var fra meget høje prisniveauer – og der er ikke udsigt til yderligere fald fra nu af, snarere tværtimod pga. den begyndende mangel på nøgle-metallerne.

Og vi har jo netop ikke noget, der kan lagre store overskudsmængder af sol- og vindenergi – med mindre vi har et Norge med en masse vandkraft liggende ved siden af. Det har de fleste lande ikke.

Her den afsluttende salut fra Hassols side:

Hvis folk er overbevist om, at vi er fortabt – så er der ikke noget at gøre – hvorfor skulle vi gide gøre forsøget? Det er vigtigt, at vi klart kommunikerer ud, at det ikke er for sent at undgå de værste følger. Vi må handle hurtigt, fordi enhver forsinkelse vil medføre en varmere og dyrere fremtid. Hver brøkdel af en grad har betydning, og enhver handling har betydning. Som klimaaktivisten Greta Thunberg formulerer det så præcist: ”Når vi begynder at handle, er der håb allevegne”.

Og masser af håb for Hassols fremtidige forretning. Men man må igen undres og spørge om, hvordan det kan være, at veluddannede mennesker kan få sig selv til at skrive sådan noget, som vi her har citeret? Tror Hassol virkeligt selv på skrønerne om milliarder af ofre for en lunken opvarmning på omkring en grad celsius, og har hun totalt glemt, at menneskeheden altid har været hjemsøgt af orkaner, oversvømmelser, tørke osv.? Hvordan kan man tro på, at den slags ikke fandtes før – når der oven i købet er meget pålidelige statistikker, der viser, at der reelt ingen forværring har været i de seneste 100 år, hvor vi mennesker har ledt CO₂ ud i større mængder?

Det er jo på en måde skræmmende, hvor langt ude folk efterhånden mener, at de kan tillade sig at være.