Klimarealisme i medierne, Koraller og Ocean pH

Korallerne

Sammen med isbjørnene er korallerne blevet til symbolet på konsekvenserne af den globale opvarmning. Vi har alle sammen hørt om, hvordan varmere vand får korallerne til at blege og kort efter dør de. Det er allerede sket for en stor dels vedkommende, siges det. IPCC har forudset, at allerede når vi når 1,5 graders opvarmning – i forhold til 1850 – vil over 70 % af korallerne være døde og ved 2 grader er det tæt på den totale udryddelse.

I IPCC’s seneste vurderingsrapport – AR6, kan man således i Del 2 (WGII) på s. 415 finde figuren vist her som fig. 1. Den viser udbredelsen af korallerne som funktion af temperaturstigningen fra 1850 (i følge farveskalaen i venstre side) og man ser, at allerede nu, hvor stigningen har været ca. 1,1 grad, er kun ca. halvdelen af Verdens koralrev ”sunde”, og ved 1,5 grader falder dette tal til 20-30 % og yderligere ned til nul ved 2 grader. Ydermere nævner IPCC, at korallerne allerede har nået et ”væltepunkt” (tipping point) hvor skaderne ikke kan gøres gode igen, selvom vi får sænket den globale temperatur.

Fig. 1: Figur fra IPCC’s rapport, der viser procentdelen af “sunde” koralrev som funktion af temperaturstigningen, angivet ved farvekoderne til venstre.

Koraller er vidt udbredt over en stor del af Jordens oceaner, og de lever i mange forskellige temperaturer. De har levet på jorden i hundredvis af millioner år og overlevet lidt af hvert. Derfor lyder det måske en anelse usandsynligt, at en beskeden temperaturstigning på 1-2 grader virkeligt skulle kunne gøre så stor skade.

Nu har Peter Ridd, kendt koralforsker, skrevet en længere og meget læseværdig rapport om korallernes tilstand, og han er, mildt sagt, ret uenig med IPCC.

Rapporten gennemgår, hvad vi egentligt ved om udbredelsen af korallerne. Det er ikke så meget, når det kommer til stykket. Det er først inden for de seneste 30-40 år, at man for alvor er blevet interesseret i spørgsmålet. Der er koraller mange steder i havet (jfr. fig. 7), og ikke alle er lige tilgængelige. Det er primært på The Great Barrier Reef ud for Australiens østkyst, at man har forsøgt sig med mere systematiske optællinger/kortlægninger og alene det er en temmelig uoverkommelig opgave. Revet fylder et areal, der er større end Tysklands og længden er på niveau med Californien. Der er ca. 3000 individuelle rev, og hvert fylder et par km. Det Australske Havforskningsinstitut tjekker ca. 100 rev hvert år, den foretrukne metode er at trække en dykker hen over revene, frem og tilbage, og vedkommende skal så give en vurdering af procenten af havbunden, der er dækket af levende koraller. I alt tilbagelægger dykkerne måske 1000 km/år, men det repræsenterer kun ca. 0,003% af hele området.

Hvordan ser det så ud med udbredelsen? Fig. 2 viser situationen i perioden 1986 til nu for The Great Barrier Reef, der i 2022 nåede et rekordstort areal. Det lyder jo mærkeligt, når vi hører om alle tilfældene af blegning, de er indtegnet på figuren som røde søjler. Men man ser her, at de individuelle blegninger ikke har haft nogen større indflydelse på revenes udbredelse. Det vender vi tilbage til.

Fig. 2: Areal dækket af koraller i The Great Barrier Reef, 1986-2022. De røde søjler angiver tidspunktet for omfattende blegninger.

Fig. 3 viser tilsvarende kurver, men for de tre delområder af The Great Barrier Reef hver for sig, nordlige, centrale og sydlige. De har ikke udviklet sig ens over årene, og det interessante ved kurverne er, at deres maksimum ikke i alle tilfælde er 2022, der har været tilsvarende niveauer tidligere.

Fig. 3: Areal dækket af koraller i hhv. den nordlige, centrale og sydlige del af The Great Barrier Reef, 1986-2022.

De store tab i udbredelse, man ser undervejs, skyldes flere ting. Dels forbigående opvarmning af vandet, f.eks. i takt med ENSO-svingningerne (El Niño & La Niña), dels hvirvelstorme (cykloner), der passerer og anretter store skader, og endeligt er der så udbrud af den tornede søstjerne, se fig. 4, som æder korallerne.

Fig. 4: Tornet søstjerne

Man må her huske på, at blegning ikke er det samme som død. Korallerne har optaget alger, der ved fotosyntese er med til at skaffe føde. Ved ændringer i miljøet, f.eks. temperaturen, bliver disse alger udstødt. Det er algerne, der giver farven til korallerne, og når algerne er væk, kommer korallerne til at se hvide ud, de bleges. Blegningen er ikke livstruende i første omgang, og i mange tilfælde vil korallerne alliere sig med en anden type alger, der f.eks. kan klare de ændrede temperaturer. I det tilfælde vil en blegning være hurtigt overstået, måske vil den kun vare nogle få måneder. I værre tilfælde, hvor en stor del af korallerne faktisk dør, vil der som oftest være mindre lommer, der overlever, og derfra kan deres larver brede sig ud over revet og i løbet af et års tid genetablere kolonien. Kun i de allerværste tilfælde, hvor et helt rev er udryddet, skal man vente længere tid på at nye larver kommer ind udefra, her kan der gå op til 5-10 år før kolonien er i fuldt flor igen.

De store blegninger i 2016 på the Great Barrier Reef, anslås kun at have kostet ca. 8% af korallerne livet, flest inde på lavt vand. På dybere vand var antallet af døde helt nede på måske 3-4%. Derfor kom revet hurtigt igen, som vist på fig. 2 og 3.

Korallerne er fastboende dyr, og derfor sårbare over for ændringerne i miljøet. Men ved forplantningen udsender de enorme antal af sporer, der efterhånden udvikler sig til larver, mens de svæver frit rundt i vandet. De kan blive ført langt væk med havstrømmene, og vil så ende med at slå sig ned på passende steder – typisk hvor vandet ikke er for dybt og gerne ovenpå gamle døde koraller. De smukke koraller, vi ser på billeder er således et skelet af skaller af afdøde dyr og yderst er der så et tyndt lag af levende koraller.

Blegning er ikke noget nyt fænomen, der er opstået som følge af ”klimaforandringerne”. Man har tidligere ikke interesseret sig så meget for fænomenet, men biologer tilbage i tiden har dog rapporteret om tildragelsen. Det er også illustreret i et stik fra 1862, se fig. 5.

Fig. 5: Koralblegning anno 1862. En gammel illustration fra det år.

Hvordan ser det så ud med den globale udbredelse? Fig. 6 viser videnskabens bedste bud på den relative dækning af koraller i perioden fra 1978-2020. Der er udsving, og tallene tilbage i tiden er behæftet med mere usikkerhed, men der er ikke sket nogen udvikling af betydning og slet ikke i retning af et tab af udbredelse. Og i samme periode er den globale temperatur steget ca. ½ grad celsius.

Fig. 6: Udviklingen i det globale dække med koraller, relativt set år for år, 1978-2020.

Fig. 7 viser de underliggende tal for fig. 6, for hver region af Verdenshavene. Billedet er broget, nogle områder viser stigninger, andre fald, men der er ikke nogen entydig udvikling. Fald kan skyldes mange andre ting end temperaturen, det kan være forurening eller mekanisk ødelæggelse af revene ved menneskelig indgriben.

Fig. 7: Udviklingen i dækket af koraller, region for region, 1978-2020.

Man kan godt se, at fig. 6 og fig. 7 ikke har meget tilfælles med illustrationen fra IPCC-rapporten (fig. 1). Allerede nu skulle korallernes udbredelse være stejlt faldende, men det er den jo slet ikke. Ideen om, at yderligere 0,4 graders opvarmning – globalt gennemsnit – skulle have nogen større effekt, virker ikke det mindste sandsynlig. Alene fra nord til syd i The Great Barrier Reef er forskellen i den gennemsnitlige havtemperatur ca. 6 grader celsius.

Det er ikke sådan, at de enkelte arter af koraller er tilpasset helt specifikke temperaturer. Den samme art kan således findes både i køligere egne af Atlanterhavet og i de varme vande omkring det østlige Asien.

Derfor er der heller ingen grund til at frygte globale temperaturstigninger på 2 eller 3 grader, om de nogensinde skulle komme. Korallerne er som nævnt en meget gammel slægt, der har overlevet enorme klimaændringer gennem deres lange levetid. Selv de seneste hyppige skift mellem istider og mellemistider har ikke på nogen måde bragt korallerne i fare.

Derfor vil vores beskedne menneskeskabte klimaforandringer formentligt slet ikke have den mindste indflydelse på disse sejlivede dyrs overlevelse.

Del på de sociale medier

One Comment

  1. CLAUS BEYER

    Koraller elsker varme. De, der bekymrer sig for the Great Barrier Reefs koraller og deres skæbne ved et par graders temperaturstigning, kan lade sig berolige ved at bevæge sig et par tusinde kilometer mod nord, altså nærmere ækvator, hvor temperaturen er lidt højere. Her lever de samme koraller som i Great Barrier Reef, og de lever bedre og vokser hurtigere. Koraller elsker varme. Det indikeres også af, at alle de store revdannelser i geologisk tid er sket i varme perioder.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*