Havniveauet

Vi hører tit om ”accelererende” havstigninger, hvor det bare er blevet værre og værre de seneste 20 år. Satellitterne har overtaget målingerne, og deres resultater viser klart en acceleration i stigningen målt i mm pr. år. Det har vi kigget på tidligere og bl.a. konstateret, at en del af accelerationen er fremkommet ved skift fra én satellit til den næste, hvor kalibreringen mellem de to tilsyneladende ikke gik så glat. Der har også generelt været problemer med at få satellitterne til at stemme overens med de kystbaserede målinger, der som regel viser lavere årlige stigninger.

Ideelt set burde en måling fra et godt sted på kysten være den ideelle metode. Selvfølgeligt er der også problemer her, f.eks. med højvande og lavvande, men normalt måler man den højeste vandstand hvert døgn, dvs. toppen af højvandet. De målinger kan så sammenlignes dag for dag og gennemsnittene år for år. Men kystmålinger har derudover bl.a. det problem, at landjorden nogle steder hæver sig og andre steder synker i forhold til havniveauet. Det skal man have fuldt styr på også, før man kan udtale sig om, hvad havet foretager sig.

Her er en artikel, hvor man har gjort et nyt forsøg på at vurdere de årlige havstigninger. Den peger på nogle af langtids-serierne, hvor rekorden er The Battery ved New York, hvor man har målt siden 1855. Kurven er vist på fig. 1. Der er udsving fra år til år og også over længere perioder, men ingen afvigelse fra den støtte stigning på knap 3 mm/år.

I artiklen har man nu udvalgt 10 steder fordelt over hele Jorden, hvor der dels foreligger lange tidsserier af målinger, dels skulle være styr på landhævninger eller sænkninger, se fig. 2.

De følgende figurer viser kurverne fra et udvalg af lokationerne. Bemærk at stigningen i atmosfærens CO₂-indhold er indtegnet i hver diagram (med grønt). Fig. 3 er fra Honolulu på Hawaii. Her har stigningen siden år 1905 været ca. 1,4 mm/år.

Fig. 4 viser udviklingen ved Alaska, her er havniveauet faldende, pga. landhævning. Alaska er stadigvæk ved at stige til vejrs, efter at det blev befriet for iskappen ved ophøret af den sidste istid.

Fig. 5 er fra Mumbai i Indien, kurven går tilbage til ca. 1880 og viser en stigning på 0,8 mm/år.

Fig. 6 er fra Sydney, Australien, der er målt siden ca. 1890 og stigningen har ligget på 0,7 mm/år i gennemsnit over hele perioden frem til i dag.

Endeligt er der så også en måling fra Danmark, Slipshavn ved Nyborg på Fyn, siden 1895. Her har stigningen været på lige godt 1 mm om året, se fig. 7.

Ingen af målingerne her viser nødvendigvis den globale havstigning. De vil altid være en kombination af landets bevægelse og så havets stigning, hvilket jo fremgår ekstremt på fig. 4. Men pointen er, at ingen af kurverne viser nogen acceleration i udviklingen. Det er næppe troligt, at en landhævning eller -sænkning vil accelerere synligt over så kort et tidsrum (ca. 100 år), så en udvikling i kurvernes stejlhed (dvs. acceleration eller det modsatte) vil være en konsekvens af ændringen i havniveauet.

Kurverne viser udsving over årene, men en ret linje er stadigvæk den bedste tilpasning til at beskrive udviklingen.

Konklusionen må således være, at vi ikke p.t. ser nogen ”accelererende” havstigninger. Katastrofen lurer ikke lige om hjørnet!