Klima i Medier, Klimarealisme i medierne, Storme, Oversvømmelser og Tornadoer

Sammenkædning, det nye våben

Vi har her på siden flere gange beskrevet sammenkædning (engelsk: attribution), som er klima-alarmisternes efterhånden vigtigste våben i kampen for at holde klimagryden i kog. Lidt lunken opvarmning skræmmer ikke rigtigt folk og overbeviser dem om nødvendigheden af en samfundsødelæggende grøn omstilling. Sammenkædningen fokuserer i stedet på de tilfælde af ekstremvejr (tørke, oversvømmelser, storme & hedebølger), som vi jo har hvert år. Nu bliver det påvist ved ”forskning”, at disse begivenheder er blevet mere hyppige eller alvorlige som følge af vores udledninger af CO2 og den globale opvarmning.

Der er nu videnskabsfolk, der specialiserer sig i dette felt. Hele forskningen er baseret på modelberegninger. Den grundlæggende idé er, at man skal have sammenkædnings-resultaterne ud lynhurtigt, mens naturkatastrofen endnu pågår eller i hvert fald er i helt frisk erindring i offentligheden. Forskerne lægger slet ikke skjul på, at formålet netop er at opnå den politiske og propagandamæssige effekt i offentligheden.

Og det har unægteligt været en stor succes. Klimaaktivister, politikere, medier og diverse kendis-snakkehoveder kan ikke nævne klimaet uden straks at komme ind på de forfærdelige storme eller oversvømmelser, vi netop har haft. Den underliggende tanke er tilsyneladende, at bare vi holder op med at udlede CO2, så bliver alting godt igen, og der kommer aldrig mere tilfælde af tørke eller oversvømmelser. Det er enten udtryk for en imponerende naivitet eller også en afgrundsdyb uvidenhed. I realiteten er det nok en kombination af de to.

Her er et eksempel på, hvad man kan finde i medierne:

Klimaforandringerne tilførte mindst 10 % mere regn til orkanen Ian, viser et studie, der blev udgivet umiddelbart efter stormen.

Forskningen, der ikke er fagfællebedømt, sammenlignede de kraftigste skybrud under orkanen i virkeligheden med omkring 20 computer-scenarier fra en model af orkanen Ian, hvor den ramte Floridas kyst i en verden uden menneskeskabte klimaforandringer.

Den virkelige storm var ca. 10% vådere end den storm, vi kunne have haft, sagde en af forskerne bag studiet.

Bemærk den manglende fagfællebedømmelse. Den er der jo slet, slet ikke tid til. Det er nok også bedst at undlade den, så kan resultaterne komme ud i tilpas skarp form, uden at nogen har tjekket dem efter. Men er det videnskab? Ja, det er det, ifølge en anden avisartikel:

Vi bemærker nok ikke i vores daglige tilværelse en lille ændring i den globale gennemsnitstemperatur, men disse små ændringer i den globale temperatur har en enorm effekt på …. frekvensen og styrken af disse ekstreme begivenheder.

”Det er et forskningsområde, der bare har ændret sig dramatisk gennem tiden,” siger en forsker. ”Vi plejede at sige: ’Ja, man kan aldrig sammenkæde en enkelt begivenhed med klimaforandringer.’ Og nu gør vi det. Der var engang, hvor vi sagde: ’På et tidspunkt i fremtiden vil vi se begivenheder, der kun var mulige pga. drivhusgasserne.’ Den dag kom for fem år siden.”

Rapporten fra AMS

Det Amerikanske Meteorologiske Institut (AMS) har nu udsendt en større rapport med en stribe artikler om sammenkædning til nyere vejrbegivenheder, fra 2020-2022. De fleste af artiklerne handler om hedebølger, og det er jo klart, at med lidt højere globale temperaturer vil de målte temperaturer alt andet lige også blive lidt højere. At så f.eks. temperaturrekorden i England her i sommers blev sat på en militær flyveplads, netop som et par jagerfly passerede vejrstationen med gashåndtaget i bund, er en anden sag.

En af AMS-artiklerne har titlen ”Studier i sammenkædning med tørke og styring af vandressourcerne”. Heri kan man læse følgende sætning:

Klima-sammenkædnings-videnskaben forsøger at afdække årsagerne til ekstreme begivenheder og især den mulige rolle spillet af menneskeskabte klimaforandringer.

Det er jo en ren tilståelsessag.

I en anden artikel fra rapporten, om oversvømmelserne i Nordkina, kan man læse, at efteråret 2021 var meget usædvanligt. De fik meget regn den september måned, hvor der normalt ellers er ret tørt. I perioden 1951-2021 har gennemsnitsnedbøren været 64 mm. I september 2021 var den så 158,2 mm!

Forskerne kørte herefter tallene igennem en klimamodel (årgang CMIP6) og kiggede på alle de relevante faktorer. Man gentog simuleringerne med et førindustrielt CO2-indhold i atmosfæren, og så var sammenkædningen klar. Vores CO2-udslip havde fordoblet sandsynligheden for, at man ville få en september med så meget regn.

Man skulle jo ellers mene, at nedbøren varierer meget fra år til år de fleste steder på Jorden, og en enkelt måned med godt den dobbelte mængde af gennemsnittet er vist noget, der altid har forekommet, også længe før vi begyndte at udlede CO2. Men computermodellerne kan jo bringes til at komme med et hvilken som helst resultat.

Er der dog slet ikke nogen, der protesterer mod dette pseudovidenskabelige nonsens? Det er der heldigvis. Her Ross McKitrick (let redigeret):

Dagen efter at IPCC udsendte sin nye AR6-rapport, del 1, offentliggjorde jeg en artikel, der viste at deres statistiske metode, som de længe har brugt til sammenkædning af klimaforandringer med drivhusgasser, er stærkt fejlbehæftet, og dens resultater er upålidelige og stort set meningsløse. Nogle af fejlene burde være åbenlyse for enhver, der kender til statistik, og det faktum at de ikke er blevet fundet i løbet af en periode på 20 år, på trods af flittig brug, sætter ikke klimavidenskaben i noget godt lys.

Og Roger Pielke Jr., der jo absolut ikke kan kaldes klimaskeptiker:

Jeg kan ikke komme i tanke om noget andet forskningsområde, hvor forskerne har opmuntret til at slække på omhyggeligheden og standarderne, bare for at kunne komme med resultater, der er bedre egnet til overskrifter, politisk kamp og sågar juridiske sagsanlæg.

Men det er dér, vi er.

Ja, det er dér vi er. Misinformation og noget, der er betænkeligt tæt på regulær svindel, har inficeret en stor del af klimavidenskaben, og det er svært at se, hvordan det kan ende godt.

Tak til Paul Homewood fra Not a Lot of People Know That

Del på de sociale medier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*