Klima i Medier, Klimarealisme i medierne

Javier Vinós får ordet

Vi stiftede for nyligt bekendtskab med forskeren Javier Vinós, forfatteren til den monumentale bog om klimaet: Climate of the Past, Present and Future, som blev anmeldt her på siden. Vinós har nu skrevet et essay om klimaet og klimavidenskabens noget sølle tilstand:

Ingen person med bare den mindste indsigt benægter, at der er klimaforandringer. Klimaet har altid forandret sig. Siden 1860 har den primære forandring været opvarmning, hvilket er heldigt, fordi hvis vi havde vintre som dem i 1800-1850, ville vi få et chok. Ingen har været i stand til at bevise, at den globale opvarmning primært er en følge af vores udledninger. Det er rimeligt at antage, at stigende CO2-indhold har bidraget til opvarmningen siden midten af det 20. århundrede, hvor vores udledninger steg betragteligt, men ingen ved hvor meget, de har bidraget med, uanset hvor meget IPCC insisterer på, at ”mennesket er den dominerende årsag til den observerede opvarmning over de seneste årtier” (IPCC AR6, side 515).

Der er intet belæg for denne påstand. Jeg ved det, fordi jeg har læst tusinder af videnskabelige artikler på jagt efter det. Og nej, computermodeller er ikke belæg for andet end deres ophavs evner til at programmere. Modeller og deres forudsigelser ændrer sig hele tiden, og når vores viden om klimaet ændrer sig, må de laves om.

Den totale mangel på belæg står i skarp kontrast til beslutningen om at skære vore CO2-udledninger ned til nul ved en total omlægning af vores energisystem baseret på fossile brændstoffer, og ved at kalde CO2 for ”forurening” – når den er lige så vigtig for livet som ilt. Og alt det mens resten af Verden ikke giver en døjt for udledningerne, og mange kun går ind for klimasagen, fordi der er penge i den. 

For at få de gode nyheder om den globale opvarmning skal vi kigge på variationerne i hastigheden af opvarmningen. Her bruger vi UAH’s data, afbildet på fig. 1.

Fig. 1: UAH’s satellitbaserede temperaturkurve, 1979-2022 med indlagte tendenslinjer for hele perioden og for de seneste 7 år.

Som vi kan se, er temperaturudviklingen siden 2016 faldende, således at 2022 er det 7.-varmeste år. I syv år er planeten blevet kølet. Betyder det, at opvarmningen er slut? Nej, perioder på 7 års køling forekommer ofte på kurven, der er 8 af dem siden 1979 og opvarmningen fortsætter. Men der er kun én periode med mere end 15 års afkøling, fra 1998 til 2014, i de sidste 45 år, det er den periode, der er kendt som ”pausen”.

Vinós beskriver her i detaljer en statistisk behandling af data, hvorved han når frem til kurven i fig. 2. Den viser for hvert år opvarmningen målt i grader/årti for de forudgående 15 år. Er kurven således over nul, betyder det, at der i gennemsnit de seneste 15 har været en opvarmning, er den under nul, har der været en afkøling.

Fig. 2: Temperaturstigningen de foregående 15 år i oC/årti. Kurven dækker perioden 1979-2022, og første punkt er således i 1995, 16 år senere end 1979.

Hvert punkt på kurven i fig. 2 er hastigheden af opvarmningen i de 15 år før den måned. Pausen er synlig som den eneste periode med en negativ opvarmning. Hvis den nuværende afkøling skal vise sig på denne graf, skal den globale temperatur holde sig under niveauet for 2016 frem til 2030. 

Men den gode nyhed, vi ikke hører noget om, er, at den globale opvarmning er på vej ned i hastighed. 15-års stigningen var meget høj i perioden midt-1980-erne til slutningen af 1990-erne, hvor den nåede 0,35 oC/årti. Gennemsnittet over hele perioden, hvor vi har målt med satellitter, er 1,3 oC/århundrede eller 0,13 oC/årti. Imidlertid er tendensen over lang tid faldende, fra 1,6 oC/århundrede til 1 oC/århundrede i dag. Den nuværende afkøling bidrager til faldet i opvarmningshastigheden over lang tid.

Disse gode nyheder er der ingen, der fortæller os om, for det første fordi de er indtruffet uden, at vi har gjort noget for at reducere vores globale CO2-udledninger, hvilket jo sætter spørgsmålstegn ved behovet for at gøre en større indsats for at bringe dem ned.

For det andet får vi ikke disse ”gode” nyheder, fordi opbremsningen af opvarmningen er sket samtidigt med en accelererende stigning i indholdet af CO2 i atmosfæren.

Problemet med teorien om menneskeskabt opvarmning er, at mens hastigheden af opvarmningen falder, accelererer ændringen af menneskeskabt CO2 i atmosfæren, og i løbet af den samme periode er den vokset fra en stigning på 14 ppm/årti til 23,5 ppm/årti. Dvs. næsten en fordobling af stigningstakten.

I følge teorien om drivhusgas-fremkaldte klimaforandringer, er det ikke muligt at opvarmningen bliver langsommere, mens CO2-indholdet accelererer hurtigt. Konsekvensen af stigningen i CO2 for drivhuseffekten er velkendt. Hvert ekstra molekyle opfanger infrarød stråling og forøger højden, hvorfra atmosfæren udstråler varme og det kræver en højere temperatur ved jordoverfladen, for at opretholde strålingsbalancen, dvs. hvor jorden udstråler lige så meget energi, som den modtager fra solens stråler. Teorien tillader ikke, at den globale opvarmning bliver langsommere, mens CO2-udledningerne bliver hurtigere. Teorien er forkert eller ikke fuldt dækkende. Der er fundamentale faktorer i forbindelse med klimaforandringerne, som vi ikke forstår og som er i stand til at modvirke, fjerne eller vende de stigende CO2-mængders effekt på temperaturen. Jeg har allerede foreslået et alternativ, som IPCC ikke ønsker at kigge på, baseret på de generelle energitransporter fra Ækvator mod polerne.

For det tredje bliver vi ikke dagligt bombarderet med de gode nyheder om opbremsningen i den globale opvarmning, fordi modellerne forudser præcist det modsatte, hvilket tyder på at på trods af, at de koster en formue, er modellerne ubrugelige. CMIP5-generationen af modeller forudså allerede en større opvarmning for perioden 2006-2022, end man har observeret. Til klimaforskernes ærgrelse har ændringerne, der blev indført med CMIP6-modellerne, ført til forudsigelser om endnu mere opvarmning (se fig. 3), så man har besluttet at i stedet for at tage gennemsnittet af alle modellerne, som man gjorde med CMIP5, tager man gennemsnittet af kun de køligste modeller. Og selv da bliver afvigelsen mellem modeller og realiteterne mere og mere ubærlige, for hvert år, der går.

Fig. 3: CMIP5- (røde kurver) og CMIP6 (grønne kurver)-modellernes simulering af temperaturen 1979-2022, sammenholdt med de målte temperaturer. Alt er anomalier.

Vinós går herefter over til at beskrive situationen vedrørende den arktiske havis, hvor billedet er ganske positivt, og ekstremvejr, hvor der jo ikke er sket nogen forværring de senere år. Vinós kommer ind på havstigningerne og viser billederne gengivet i fig. 4, hvor man ser stranden ved Alicante fra samme vinkel men med 44 års mellemrum. Der er ikke meget havstigning at se her, og reelt har man målt 10 cm på 60 år.

Fig. 4: Fotos af stranden ved Alicante, Spanien, taget med 44 års mellemrum fra samme vinkel. Der er ikke meget vidnesbyrd om havstigninger (den har været ca. 8 cm i perioden) og de betyder meget mindre end de daglige tidevands-variationer.

Derefter når Vinós til konklusionen:

2022 har været et godt år, hvad klimaet angår, og det har bekræftet de positive tendenser i retning af en nedgang i intensitet af klimaforandringerne på mange områder: Temperatur, arktisk havis-udbredelse, havniveauet og ekstreme begivenheder. Lad os ikke blive narret af de mennesker, der lever af vores skattepenge. Vi har ikke noget at frygte fra klimaforandringer, hverken nu eller i den fremtid, vi kan forudse. Richard Feynman, en af det 20. århundredes bedste fysikere, sagde i 1966 at ”videnskab er troen på eksperternes uvidenhed”, og Stuart Firestein fortæller os, at uvidenhed er det brændstof, der skaber fremskridt i videnskaben. De, der tror at de ved, hvad der er galt med klimaet, og som nægter at se deres uvidenhed i øjnene, de fremmer ikke videnskaben, men forhindrer fremskridt ved at bremse den.

De fortjener ikke at blive kaldt videnskabsfolk, fordi de tjener ikke videnskaben, hvis formål er at forøge vores viden. De prøver kun at fylde lommerne ved at forsvare nogle ideer, der klart er en følge af politiske interesser. Det er åbenbart, hvorfor IPCC bliver kaldt ”intergovernmental” = “mellem regeringer”.

Del på de sociale medier

One Comment

  1. Hans Henrik Hansen

    Her noget omfattende og ganske interessant materiale fra Vinós:

    https://wattsupwiththat.com/2023/02/01/tom-nelson-interviews-javier-vinos/

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*