Klimarealisme i medierne, Modeller

Klimafølsomhed

ECS, Equilibrium Climate Sensitivity er det officielle udtryk for klimaets følsomhed – målt som stigningen i temperatur – over for en fordobling af atmosfærens CO2-indhold i forhold til ”førindustriel tid”, dvs. omkring 1850. Den gang var CO2-indholdet ca. 280 ppm, så ECS er da ligevægtstemperaturen ved 560 ppm. Med den nuværende årlige stigning i atmosfærens CO2-indhold vil vi nå denne værdi omkring 2090.

Klimaforskningens store computermodeller har beregnet ECS til at ligge mellem 1,8 og 5,7 grader celsius. Det er et meget stort interval, og IPCC var tydeligt nok lidt bekymret i deres seneste store Vurderingsrapport, AR6, og indsnævrede intervallet til mellem 2,5 og 4,0 grader med 3 grader som det mest sandsynlige.

Når vi snakker ”klimakrise” og behov for hurtig grøn omstilling, er det jo bestemt ikke ligegyldigt om vi ender på 2 grader eller 5 grader. 2 grader er tæt på grænsen, hvorunder den globale opvarmning ikke anses for at udgøre nogen større risiko (det tal blev så af politiske – og ikke videnskabelige – grunde sat ned til 1,5 grader).

Forskere har derfor forsøgt sig med andre metoder til at bestemme ECS, og her er en oversættelse i uddrag af en artikel desangående af Dr. Roy Spencer, der har prøvet med en ny metode:

Vores studie tager nu fat i følgende spørgsmål: Hvis vi tager alle de forskellige datasæt for overflade- og undergrundstemperaturer og de forskellige bud på deres opvarmning gennem de seneste 50 år, hvad betyder det så for klimafølsomheden?

Problemet med at prøve at finde klimafølsomheden ud fra målte data er, at selvom temperaturmålingerne dækkede hele Jorden og var fejlfrie, skal man stadigvæk temmelig nøjagtigt kende den ”påvirkning” (eng. ”forcing”), der var og som var årsag til temperaturændringen.

Bare for at minde om det, så er alle temperaturændringer på en genstand eller i et system forårsaget af en ubalance mellem energi optaget og energi tabt, og teorien om den globale opvarmning begynder med antagelsen, at det globale klimasystem naturligt er i en tilstand af energi-balance. Ja, jeg ved, og er enig i, at denne forudsætning ikke kan betragtes som 100 % korrekt, dette underbygges af begivenheder som Den Middelalderlige Varmeperiode og Den Lille Istid. 

Men for forsøgets skyld, så lad os antage, at det er sandt i nutidens klimasystem, og at det eneste, der har forårsaget den nylige opvarmning, er menneskeskabte drivhusgasudledninger (primært CO2). Ser den nuværende hastighed af opvarmningen ud til (som vi får fortalt), at en global opvarmnings-katastrofe er under opsejling? Jeg synes, at det er et vigtigt spørgsmål at kigge på, adskilt fra problemstillingen om hvorvidt en del af den nuværende opvarmning har naturlige årsager (hvilket ville gøre den menneskeskabte opvarmning til et endnu mindre problem).

Forskerne Lewis & Curry (senest i 2018) kiggede på ECS-spørgsmålet på tilsvarende vis ved at sammenligne temperaturer og estimater for strålings-påvirkninger mellem det sene 1800-tal og starten af 2000-tallet, og fik værdier i intervallet 1,5 – 1,8 grader celsius for opvarmningen som følge af en fordobling af CO2-indholdet. Disse resultater er væsentligt lavere, end hvad IPCC fremfører på basis af (fortrinsvis) klimamodellers forudsigelser. 

Vores fremgangsmåde er noget anderledes end Lewis & Currys. For det første bruger vi kun data fra de seneste 50 år (1970-2021), som er perioden med den hurtigste tilvækst i CO2-fremkaldt påvirkning, perioden med den hurtigste temperaturstigning og omtrent så langt tilbage i tid man kan gå, hvis man vil snakke om havenes varmeindhold (hvilket er en meget vigtig faktor i spørgsmålet om klimafølsomhed).

Roy Spencer beskriver herefter sin model i detaljer. Grundlæggende kigger han på energibalancerne måned for måned som illustreret i fig. 1. Kloden bliver ikke opdelt i små felter eller lignende, som man gør i klimamodellerne, i stedet regner man i én dimension – op eller ned, og kun én beregning pr. måned i den simulerede periode. Der forsøges medregnet udviklingen i temperaturer i havet ned til 3688 meters dybde, og i jorden på land ned til 200 m.

Fig. 1: Roy Spencers model, hvor der primært regnes med energistrømme i lodret retning. Opvarmning af den faste landjord ned til 200 m er medtaget.

Spencer bruger de landbaserede temperaturkurver til sin model, dvs. HadCRUT, NASA/GISS, Berkeley osv. De viser jo en noget større opvarmning end hans egne satellitbaserede kurve fra UAH.

Den model-interesserede læser henvises til den originale artikel, her nøjes vi med Roy Spencers konklusion:

Jeg har brugt en 1-dimensional tidsafhængig model af temperaturafvigelser fra den antagede energi-ligevægt for at kigge på spørgsmålet: Med de foreliggende tal for overflade- og undergrunds-opvarmning i de seneste 50 år, hvad siger de om klimasystemets følsomhed over for en fordobling af atmosfærens CO2-indhold?

På basis af de seneste antagelser om den effektive påvirkning fra stråling i Annex III i den seneste IPCC-rapport (AR6), synes de målte data at vise en lavere klimafølsomhed (ECS) end IPCC selv fremlægger, og gennemsnitsresultatet er +2,09 grader celsius [se fig. 2] som det globale gennemsnit. Det er i bunden af IPCC’s sandsynlige interval på 2,0 til 4,5 grader.

Fig. 2: Resultatet af en stribe modelkørsler, ECS for hhv. landjorden (øverst) og havet (nederst). Gennemsnittet for ECS er 2,37 oC over land og 1,96 oC over havet – globalt 2,09 oC

Jeg tror at mit resultat formentligt er udtryk for en øvre grænse for ECS af følgende årsager:

  1. Temperaturer fra borehuller antyder, at der har været en opvarmning over en lang periode, i hvertfald frem til starten af det 20. århundrede. Hvis man ignorerer dette (uanset årsagen), får man for høje tal for ECS.
  2. Jeg mener stadigvæk, at en del af de jordbaserede temperaturdata er fejlbehæftede pga. langtidseffekter af byvarmen, der ikke på nogen måde kan skelnes fra klimarelateret opvarmning i de brugte statistiske behandlinger af temperaturdata (”homogeniseringer”).

Så vidt Roy Spencer. Endnu et bud på en fremtidig temperaturstigning, der slet ikke er i nærheden af at kunne føre til en klimakrise. Spencer er forsigtig og forudsætter i sine beregninger, at det primært er drivhusgasserne, der styrer den globale temperatur, og selv da ser det ikke slemt ud. Spencer vil ikke frakende naturlige årsager – og byvarmen – deres andel i opvarmningen, og så ser det hele endnu mindre alvorligt ud. 

Please follow and like us:
Del på de sociale medier

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*